|
0
registrerede
490
gæster og
2070
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Filosofiens vildveje.
|
For en kommunikationsforsker er det altid morsomt at overvære diskussioner om filosofi, for filosofi handler jo netop om, hvordan vi kommunikerer vore tanker til andre. Så meget mere besynderligt er det, at diskussionen sjældent drejer sig om kommunikation, men mere om hvem der har mest ret i det virkelighedsfjerne tankespind, som de seneste århundreder har belemret os med.
Går vi tilbage til oprindelsen af nutidig filosofi, så startede det ret fornuftigt som naturfilosofi, nemlig forsøg på at bringe de iagttagne fænomener i en meningsfuld sammenhæng. Oldtidens grækere var dygtige til det, selv om de grundet manglende viden tildelte naturens kræfter gudenavne og menneskelige egenskaber. Alligevel kunne de med logisk tænkning nå frem til, at verden var opbygget af atomer, at forklaringen på vor eksistens og på en række andre fænomener som bevægelse, hastighed og tid nødvendigvis måtte ende i sproglige paradokser, som dog kunne beskrives mere klart i matematikkens og geometriens forfinede sprog.
Men allerede dengang gik det galt, da en velanskrevet filosof ved navn Platon fik den fornuftsstridige indskydelse, at en abstrakt idéverden, var mere virkelig end virkeligheden selv. Lige siden har filosofien udviklet sig i to retninger, en fornuftsbetonet naturfilosofi, der konstant har øget vor forståelse af virkeligheden, og et urealistisk tankespind, som kun tjener til at øge forvirringen om, hvad der er indbildt og hvad der er virkeligt. Gudetroen fulgte med den sidstnævnte.
Så mens naturfilosofien med sin logik har givet os en delvis kontrol over naturen, så har idéfilosofiens tankespind fået os til at miste grebet om virkeligheden. At studere den idéfilosofiske udvikling er et studie i talløse tankemæssige blindgyder og inkonsekvente modsigelsesfyldte trosforestillinger. Ikke så mærkeligt, at det har gjort det almindelige menneske så forvirret, at det vælger at klamre sig til en i barndommen tillært mening, for at få styr på tilværelsen.
Idéfilosofiens historie, er historien om en lang række af filosoffer, der har anstrengt sig for at overbevise verden om, at deres forgængere ikke forstod, hvad det hele drejede sig om, hvorefter de med nye selvkonstruerede fantasibegreber belærte os om, hvordan det "i virkeligheden" forholdt sig. Desværre var anvendelsen af denne "viden" begrænset til kun at kunne bruges til mere virkelighedsfjernt tankespind.
Men i forrige århundrede oplevede vi et forståelsesmæssigt gennembrud i filosofien. En ung østrisk ingeniør ved navn Wittgenstein, som var trænet i naturvidenskabelig tænkning, gav sig til at spekulere over, hvor fra forvirringen stammede, og formulerede sine resultater i en banebrydende "sprogspilsteori", som førte til den af andre naturvidenskabelige forskere senere udviklede moderne informationsteori.
Wittgenstein skar tværs igennem forvirringen og klarlagde ords og sætningers sandhedsværdi, og i forordet til hans "Tractatus" skriver han: "Hvad der overhovedet lader sig sige, lader sig klart sige; og om det, som man ikke kan tale, om det må man tie." Eller med andre ord: Ud med alle smarte begreber, og vend tilbage til virkeligheden.
Hans værk vakte selvfølgelig opstandelse blandt alle filosoffer, men Bertrand Russel, som netop havde oplevet at grundlaget for hele hans og Gottlob Freges logiske filosofi var blevet skudt totalt i sænk af en enkelt artikel af en anden østriger, Kurt Gödel, tog Wittgenstein under sine vinger og medvirkede stærkt til, at han blev den vel nok mest indflydelsesrige moderne filosof overhovedet.
Det har dog ikke forhindret idéfilosofferne og teologerne i at fortsætte deres tankespind til ingen verdens nytte. 
Man kan forhåbentlig forstå, at man som kommunikationsforsker ikke kan lade være med at trække på smilebåndet, når man oplever de mange stridigheder om kejserens skæg, eller når man ser Hansetrolden på samme tid idolisere kristne teologer, nazisten Heidegger, ateisten Karl Marx og den seksuelt fikserede fantast Freud i forvirrede indlæg fyldt med hjemmelavede uforståelige begreber i tilfældig rækkefølge.
Som en klog naturfilosof har udtrykt det: Hvis en professor i filosofi ikke kan gøre sin filosofi forståelig for sin rengøringskone, er filosofien intet værd.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
