Ifølge kvantemekanikken kan alle objekter opføre sig både som partikler og som bølger, der er udstrakt over en del af rummet.

Schrödinger, og med ham Albert Einstein og mange andre fysikere, håbede, at introduktionen af bølgefunktionen nu ville genindføre en streng årsag-virkning-sammenhæng i al fysik og specielt gøre ende på idéen om kvantespring mellem stationære tilstande.

I 1935 påviste Einstein og hans medarbejdere, at måling på en partikel kan påvirke tilstanden af en anden endog på et tidspunkt, hvor de to partikler ikke længere er i kontakt med hinanden via kendte naturkræfter. Einstein konkluderede på det grundlag, at kvantemekanikken var en ufuldstændig teori. Dette spørgsmål fik i 1964 en fornyet aktualitet, idet John Stewart Bell påviste en metode til at afprøve, om en sådan påvirkning finder sted — endda under omstændigheder, hvor den ikke kan formidles med et signal, som bevæger sig med en hastighed, der er mindre end eller lig med lysets. Et eksperiment baseret på denne metode blev i 1982 gennemført af Alain Aspect (f. 1947). Resultatet af eksperimentet var i overensstemmelse med kvantemekanikken og dermed i modstrid med det klassiske krav om sammenhæng mellem årsag og virkning.

Grundlæggende problemer i kvantemekanikken eksisterer fortsat på trods af intens søgen mod løsninger. Der findes således ingen præcis beskrivelse af en partikeltællers virke, dvs. hvad der kræves, for at en tæller er i stand til at frembringe et entydigt "ja" eller "nej" til spørgsmålet, om den er blevet ramt af en partikel. Forbundet hermed er skillelinjen mellem kvantemekanik og klassisk mekanik heller ikke helt klart trukket op.