|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
483
gæster og
33
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Et kursus i mirakler
|
Kære Anonyme
I Luk. 10,21 står der, at Jesus frydede sig, ja, at han jublede Helligånden. Det sagde han på baggrund af de 72 disciple, som han havde sendt ud til høst med ordene ord, at Guds rige er kommet nær. Da de kommer glade tilbage, glæder Jesus sig ikke kun over, at ånderne adlød dem, men at deres navne er indskrevet i himlene (10,20). Jesus vender det hele på hovedet, for han ved, at det Gud vil åbenbare ses af de øjne, der er salige, nemlig de uden magt; de, der er umyndige. De har nemlig allerede taget et valg: At følge Guds vej ved at hengive sig til Jesus.
Hvad har det så med tilgivelse at gøre?
Er det kun dem, der har ører at høre med og de, der har øjne at se med, der kan tilgive og tilgives? Nej ikke i den forstand, men måske betyder det at se og høre (ord der ofte går igen i NT) rent faktisk overgivelse til kærligheden midt i livets mange omstændigheder: At fatte kærlighed til et andet menneske - at blive taget til nåde. Det er den kærlighed, jeg skrev om i tråden her, og det er den kærlighed, du skriver om. Den kommer af hjertet, spontant, og rummer tilgivelsen. Det var med den kærlighed, disciplene blev sendt ud for at fortælle, at noget nyt er indtruffet: Gud er nær, se, hør og tro. Gud er i realiteterne. I døden på et kors. I livet.
Jeg ved ikke, om dette hører til en åndelig erkendelse. På en måde er det svært at skille ad, for at skille det åndelige fra det kødlige, lader sig i livet slet ikke gøre, fordi vi er de kødlige væsner, vi nu er. Og når jeg taler om relationer, er det fordi, at jeg oplever, at tro og gudsforhold forudsætter en relation, Gud selv er en relation (Fader, Søn og Ånd - én treenighed), og vi står i troen i relation til Gud, ja, i livet er vi sat i en relation til livet i og omkring os. Vi kan ikke rumme alt, men noget er os givet, og det skal vi værne om, om det er nære forbindelser, eller det, at vi er en del af en større helhed - dvs. Guds husholdning, som du selv beskriver - og af og til må fatte kærlighed til andet end os selv og vores nærmeste. Jeg tror, at vi er beslægtet med hinanden på en måde, vi ikke altid selv forstår. Du har derfor nok ret i, at tilgivelse kan være en åndelig erkendelse, men jeg tror også, at den er noget helt konkret, og netop ved at sætte ord på, viser man sit ansigt - mao. gør man sig sårbar og ydmyg; både i relation med Gud og med et andet menneske. Det kan gøre ondt, men i sidste ende er det en befrielse, en forvandling i Kristus.
Jeg bliver nødt til at slutte her og håber ikke, at jeg har afsporet din vej, eller din tråd, til tilgivelsen som en spirituel vej.
Mvh
Anne (når ikke at redigere)
|
|
|
|
