annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15708519
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2383990
Et andet syn 1993248
Åndelig Føde 1530262
Jesu ord 1524789
Galleri
HansKrist Tigerens Rede :) Have
Hvem er online?
0 registrerede 450 gæster og 62 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Anonym
Emne: Re: Et kursus i mirakler

Kære Anne, Kristian og Jan.

Jeg opfatter tilgivelse som et aspekt af kærlighed. Kærlighed er i min optik ét med uselviskhed. Det er "god vilje" mod alle levende væsener iblandet visdom. Dvs. ikke bare et spørgsmål om følelser mod ens aller nærmeste, men en erkendelse af at alle væsener er fælles i Guds store husholdning. Det er også en erkendelse af, at egenvilje ikke fører til fred (udadtil som indadtil) og indsigt (og udsigt for at blive i ordlegen). Dernæst mener jeg, at der åbner sig andre erkendelser om livet og livet efter livet og om altings formål. I bund og grund ser jeg livet som vævet af kærlighedens tråde, og at vi ved at få øje på dette "stof" også vil få øje på dets mønster.

Jeg mener, at tilgivelse er bredere end noget, der knytter sig til en positiv relation, der er gået i vasken. Den kan f.eks. også bestå i at tilgive en fremmed, der har overfaldet en fysisk eller verbalt.

Medfølelse vil jeg sige er kærlighed. I hvert fald den kærlighed som Jesus taler om, altså uselviskhed (i min optik i det mindste). Men jeg opfatter netop heller ikke kærlighed som forelskelse, begær eller beskyttertrang mod ens nærmeste (disse tre opfatter jeg snarere som en slags instinktiv kodning, som er af jorden, ikke af sjælen).

Jeg mener ikke, at det er selvsiskhed at ville et godt og trygt samfund. Det er snarere en leg med ord; i bund og grund kan man sige, at man er selvisk, hvis man ønsker sig at blive mere uselvisk... for man ønsker jo noget! Dog er det jo kun noget, man kan SIGE - en leg med ord. Der er jo tydelig forskel på at være selvisk i den forstand, at man ønsker f.eks. penge til sig selv, eller at man ønsker penge til andre. Leger vi videre med ordene, kan man jo påstå, at begge dele er "egen berigelse". Men forskellen er der jo: En økonomisk berigelse eller en åndelig; at ønske f.eks. kropslig sundhed for andre er dog stadig ens eget ønske - men sikke en forskel fra at ønske kropslig sundhed (kun) til sig selv. Begge gange er det noget "JEG ønsker" - men at slå det i hartcorn og kalde mig for selvisk i begge tilfælde er at generalisere begrebet "selvisk", så det mister nuancerne og de betydninger, der gør en forskel.

...Man kan altid finde et ord, der optræder som en slags "fællesnævner" for vidt forskellige ting - og bruger man så dette ord fortsat, så blander man det sammen, som kunne have været en fordel at skille ad. Rød og grøn er begge en farve - men vi må ikke køre over for både-og... "Jamen, de er jo begge en farve!" - ja, men forskellen... den velsignede forskel!

Umiddelbart giver tilgivelse en fred og et overskud i det indre. Rent psykologisk faktisk. Men på sigt mener jeg også, at det lønner sig åndeligt. - Fordi det er en kærlighedsgerning (også selv om den blot sker indeni). En kærlighedsgerning når vi tilgiver af hjertet. Det giver liv og indsigt. I sig selv, i livet, metafysisk. Men oftest uden ord - ikke at det reduceres til et spørgsmål om følelser af den grund, blot en anden måde at erkende på (som dog ikke er i modstrid med sprog og logik). Jeg tror på åndelig erkendelse, og at åndelig erkendelse kan give os indblik i nogle forhold om livet, som videnskab og filosofi aldrig vil kunne begribe. F.eks.: "Er der et liv efter døden?", "er der et formål med alting?".

Jeg har det sådan, at når jeg tilgiver, så opdager jeg nogle gange, at der ikke er så meget at tilgive, men at jeg overdrev. Ofte opdager jeg, at JEG er en kæmpe synder og har brug for tilgivelse. Både fra mennesker og fra Gud. Og når jeg siger "fra Gud", mener jeg, at jeg indser, at jeg er en meget stor hykler, som tror mig mere retfærdig, end jeg er.

...At tilgive andres overtrædelser, gør os bevidste om vores egne overtrædelser. Men intet af dette gør ondt. Det er snarere som bobler, der brister, giver slip, lukker op for det indestængte. Giver overskud. Og i sidste ende forvandler os. ...udfordringen er, at det er svært, og at det kræver en daglig indsats - eller måske snarere overgivelse!
Seneste indlæg
Min ”religion”
af Hanskrist
28/04/2024 02:48
Tanker - idéer - visioner.
af Anonym
27/04/2024 10:20
Kommunikation på Trosfrihed.dk
af Anonym
27/04/2024 09:52
Vigtige præciseringer
af somo
27/04/2024 08:22
Lad os undersøge islam...
af ABC
23/04/2024 11:48
Nyheder fra DR
Ny portugisisk regering undsiger præsid..
28/04/2024 03:57
Moderaternes ordfører kalder Frederik V..
28/04/2024 02:16
45 mennesker dræbt i oversvømmelser i ..
27/04/2024 23:17
31-årig fængslet og sigtet for drabsfo..
27/04/2024 23:12
Ny lov giver op til 15 års fængsel for..
27/04/2024 22:05
Nyheder fra Religion.dk