|
0
registrerede
408
gæster og
273
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: The Back Nine
|
Hej Treram..
Et sjovt lille pust i tiden, ja fortiden, the back nine; måske man dertil ku’ sige, at det er godt børn og unge ikke er sig kropsafviklingen ud i døden bevidst, at de ikke bærer alderdommens livserfaringer og tankebyrder i sig. Dermed ikke sagt, at livets omstændigheder ikke kan tynge børns og unges tankeverden til jorden med et smæld, dén slags er masser af unge mennesker fra det tidligere Jugoslavien iblandt os i dag, jo omvandrende vidnedbyrd om. Der ligger bare i udgangspunktet en indbygget frihed i, som barn ikke at være tynget af sin forgængelighed, at kroppen er ny og nærmest strutter af foragt overfor sin forgængelighed, hvorfor nye små mennesker i sagens natur ikke bør indrette deres livssyn efter ældre menneskers frygt for livets ophør – under eksempelvis højsange om ”evigt liv” og i kirker, der jo i den grad bærer deres tydelige præg af en virkelighedsfornægtelse børnene vel ikke burde efterabe, idet vi jo lærer børn at de ikke må lyve og bedrage hverken sig selv og hinanden. Sjovt er det derfor også at se, hvorledes kulturer vi skaber ligefrem inddrager og indoktrinerer de nye små mennesker i nøjagtig de selvbedrag som de voksne selv slås med. Spørgsmålet bliver jo, hvad et ældre menneske der møder det yngre i bussen mod fremtiden, i realiteten kan råde og vejlede det yngre om, i dets forvirring om hvorledes fremtiden nu skal indrettes?
Dette eksemplificeres suverænt i Bergmans film ”Smultronstället”, hvor den herlige Isak Borg (Victor Sjöström – rollen var tilpasset ham), sammen med den smukke unge Bibi Andersson kører forbi det ene fortidsminde efter det andet, på vej mod Isaks resterende fremtid som æresdoktor. Mangt en revision og erkendelse tager langsomt form i Isaks tanker, livet som det blev og måske kunne ha’ formet sig, og derfor mennesket som det kunne være blevet, men formede sig. Det er en af de herligste Bergmanfilm jeg kender, nåja, ’Fanny og Alexander’ er noget helt for sig – som ligeledes fortæller historien om forholdet mellem barn/voksen, og de omstændigheder der tungt hviler i traditioner der former livsrytmen, til alt er udslukt.
Som du måske ved, Treram, var Ingmar Bergman naturligvis ikke i sine egne øjne en indlysende rettesnor på hvordan livet burde udleves og være, men han strålede som en sol med sine smukke eksempler på hvordan livet kunne forme sig for mennesker, når angsten havde godt greb om roden i kraft af traditioner og livssyn vi tilskriver det, ikke mindst når vores fantasier får deres frie spil med os. Nogle af hans film er jo det pureste mareridt, mennesket i sin spændetrøje stillet overfor erkendelsen af sin allerede formede skæbne. Man kan forøvrigt i ”Tre dagböcker – sammanställda av Maria von Rosen och Ingmar Begman” få et levende indtryk af Bergman selv fra tre uens kanter, selvfølgelig også af den sorg der rammer en familie, når sygdom til døden slår ned og bredt lammer livsudfoldelsen. Men den er også meget smuk og eftertænksom læsning, og viser flotte facetter af det at være et menneske, på godt og ondt men i en samtid vi trods alt kan genkende os i. Han er jo en suveræn arrangør af sindsstemninger og livsskæbner der kommer hinanden til hjælp, hvor poetiske værktøjers buer spændes til det yderste i beskrivelsen af den smerte selv desciplinerede mennesker gemmer på. I øvrigt var han vidt åben omkring forskellige angstformer der forgreb sig på hans livsudfoldelse i hverdagen, en åbenhed der langsomt formede sig henimod slutningen af hans liv – lidt som Isak Borgs. Der er meget Ingmar i Bergmanfilm, og der er meget menneskekundskab i dem, ikke mindst en genkendelig forstillese af de masker og roller vi alle sammen indtager overfor hinanden i det daglige, havdenten vi er os dem bevidst eller ej. Og det er måske lidt det skisma du underneden her selv bevæges af, Treram: vil vore kundskaber virkelig kunne hjælpe os til bedre livsformer, kan vore erfaringer medvirke til at næste generation bedre ser sig selv i øjnene, eller vil et dybere selvkendskab allerede tidligt i livet afgrænse og destinere livet i en særlig retning, og hvilken form for frihed ligger der vel i det?
Om vi bliver klogere på vores eget liv, ved partout at læse om hvordan andres liv formede sig, ved jeg såmænd ikke; faren ruger underneden for, at vi i det meste blot gentager hvad andre før os allerede skrev og sagde. Så deri øjnes måske ikke umiddelbart nogen frigørelse. Spørgsmålet bliver da, hvorvidt vi lærer noget af egne og andres fejltagelser, eller om vi gentager dem på snor ved den kulturform vi nu engang er indskrevet i og medvirker til at oparbejde – bliver drengen der vokser op i de katolske forskrækkeligheder måske sin forskrækkelse kvit ved siden at indskrive sig i munkeordenen? Ja hvordan mon Søren Kierkegaards liv havde formet sig, hvis farmand i stedet for at gå tur i dagligstuen, var gået en tur med drengen ude i vind og blæst og i tæt kontakt til de strabadser den lille Søren så selv kunne grunde over, og siden snakke med fader om? Vi er bærere af så mange men’er og hvis’er, men noget tyder unægtelig på at vi ved at være kulturelle replikationer, dels medvirker til menneskeartens mulige skæbne og dels, at denne dog forekommer os som en gentagende runddans med samme udfald. Vores tidshorisont er så kort, det er os svært bare at forudsige hvad der vil ske om tre måneder, at udsige hvad der vil ske om ”bare” 500 år er ganske enkelt umuligt – og så vedbliver mennesker (som fx Mich) med at vrænge alle og enhver i næsen, at de ikke lever i nu’et?, i de store billeder bestiller vi faktisk ikke andet, en lille hedonistisk libidoid tidskontrol(d) sidder nemlig på vore skuldre og hvisker os behagelige udflugter i ørene, og dén er bestemt ikke særlig religiøst anlagt! ;)
”Har du väret på ferie, eller bare holdt ferie fra debatten?”
- Feriearbejde (både – og) og samliv i én stor sammensværgelse ;)
”der kommer desvärre ikke mange nye input her, men vi få må så pröve at holde gejsten oppe”.
- Tja, men der er sjældent egentlig tankegods til debat at se fra de sædvanlige trosbekendere, deres gentagelser er i grunden mere et flovt syn. Det er jo argumenterne der skaber debat, og dem har vi efter flere år stadig tilgode at se bare ét eksempel på. Og ærlig talt, Arnes sammenblanding af religiøs overtro og videnskab (kreationisme), så vi jo til det trættende allerede på religionsdebatten.
Til gengæld holder jeg af Mellemrummet og RM’s glæde ved ordmusikken, men nyder altså som førhen de mere alvorlige diskussioner andetsteds – dog byder Mellemrummet på megen alvor, for digtere, når de er vedkommende med livsaftryk i sindet til genkendelse, er akkurat alvorlige grejer. Det strømmer jo for øvrigt med poesi fra netop de troende selv, også her på debatten, dog er der nu stor forskel på poetiske livsbeskrivelser og beskrivelser af livets aftryk i sindet gennem digte. Men poesien havde sikkert været debattens religiøse troende et behjæpligere redskab end forsøgene på at beskrive og bekræfte overnaturlig tro ved hjælp af filosofiske og videnskabelige værktøjer. Det må være mit bedste bud.
Debatten her har jo tit fået et pust af virkelighed gennem politiske optioner, som er et livsvilkår der angår os alle, men til hvilke vore troende meddebattører desværre kun så en gudommelig linie, hvad der nok har vanskeliggjort gode diskussioner om virkelighedens indretning med betydning for vore følelsesliv en anelse. Det er desværre blevet mit indtryk at de ikke ønsker debatter, fordi disse indlysende medfører kritik af vore anskuelser, og dem kan de som du ved ikke rigtigt greje. Men vi kan da godt gentage forsøget, debatsiden er jo superfin med et væld af muligheder, jeg kan godt lide portalen og dens politiske debatetik.
Mvh
Simon
|
|
|
|
