|
0
registrerede
418
gæster og
59
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: At forholde sig til demens.
|
Hej Ove..
”Det sker faktisk i stort omfang i det moderne velfærdssamfund. Centrale budskaber om næstekærlighed er et af de vigtigste bud i den kristne tro. Dette såkaldte kærlighedsbud efterleves glad og gerne af langt de fleste ikke-troende”.
- Det er jo ikke næstekærlighed, vi dyrker – vi render jo ikke rundt og elsker mennesker vi ikke har gensidige intime relationer til, og på plejehjem udleves en venlighed og et engagement i et professionelt psykologisk arbejdsmønster, hvis vi lige ser bort fra dem der er havnet der, fordi der ikke var andet arbejde at få, men hvor end ikke Erasmus ville ha’ kunnet genkende sit humanistiske design ;)
”Alle giver gode gaver til fattige og svage: lægehjælp er gratis, omsorg og pleje af gamle og demente sker rutinemæssigt, etc.”.
- Nej det er sgu en dyr forretning du her stikker hovedet i, som alle betaler til i dyre domme og henved 40% erlægges til administration alene. Vi lægger bare ikke mærke til det, fordi vi betaler kildeskat og indirekte betaler til bl.a. en række professionelle omsorgsteams i helse og socialsektor der arbejder efter helt bestemte indlæringsdirektiver fra en undervisningspakke der mest af alt minder om et japansk økonomisk design. Det betyder ikke at mennesker i interaktion er emotionelt upåvirkelige eller at de ikke kan være søde og venlige med et åbent sind i arbejdssituationen, det betyder, at det er vigtigt for dem at kunne lukke døren til arbejdet når de har fri, og det kan være svært at adskille det private fra det off. Det betyder ikke at man lægger sin personlighed på hylden i situationen, eller at man ikke føler noget for mennesker, hvilket er værd at holde sig for øje.
Man kan på Diakonissen finde ældre spl’er med selvforståelse af arbejdet som et kald, men de er nok ved at være et uddøende arbejdsteam. Også kristne eller andre religiøse mennesker må skam undervises og lære hvorfor det er vigtigt at forholde sig professionelt, bl.a. findes der en rotation m.m. af samme grund.
”Det er paradoksalt, at evangeliernes centrale budskaber efterleves i stort omfang i et samfund, der i høj grad er afkristnet. Der er jo ingen, der henviser til evangelierne, når finanslove og budgetter vedtages”.
- Paradokset skulle hermed være afmystificeret, eller hyr? ;)
”Det er den helt almindelige opfattelse, at den kristne tro ikke spiller nogen rolle i politik og samfundsøkonomi.
Jo, men det er måske en illusion. Det er kun de færreste der mener, at plejehjem, gratis lægehjælp etc. ikke er et samfundsgode”.
- Kristen tro og samfundsøkonomi er ikke to sider af samme sag. Økonomer kan sagtens ha’ en kristen tro, men den vil ikke afspejle sig i arbejdet, og samfundsgoderne er som sagt bare en betalt ydelse der virker allerbedst efter et socialøkonomisk parameter, hvor alle til fordel for sig selv betaler en lille del af bruttoindkomsten til samfundserhverv. Denne politik er skam ikke indrettet for at opfylde et religiøst formål, men er skabt af rent praktiske grunde.
”Selv om folk ikke er troende, tror man alligevel "på sagen" - ja, man efterlever i stort omfang evangeliernes centrale budskab”.
- Ikke-troende eller decideret ateister/agnostikere, tror bare ikke noget som helst derom, de lever bare uden gudetro og favoriserer en række sandsynlige forklaringer i fx filosofiske betragtninger indenfor utallige forhold i (erhvervs-)livet. Det ”åndelige” består jo reelt af tanker, der så sættes i realitet og som enten virker eller ikke virker, men altså skal afspejle virkeligheden med særlige analyser og formål. Det ”åndelige” er reelt tankebygninger vi skaber med en række sindbilleder, som læser så med egen ”parallelograf” indlæser informationsværdien udfra, og derudfra danner sig sine helt egne sindbilleder, der både ka’ afspejle virkelige såvel som uvirkelige hændelser, som når vi fx- læser Mark Twains Huckleberry Finn og sejler nedad Mississippi på tømmerflåden og ligefrem dufter bredden fra vinden i håret. Den episke fortælling kan m.a.o. ha’ eksakte formål, og ligefrem være en del af en filosofisk betragtning, som når Sartre fx sætter sig til at skrive Kvalme, Lukkede Døre eller Frihedens Veje. Det relaterer sig alt sammen til tankebestemmelser hvor sindbillederne er et aktivt virkemiddel for at aktivere sindbillederne. Man kan sagtens kalde en del af kristendommen for en politik, idet også den taler om forholdet mellem mennesker, og det var jo ikke just uden bagtanke at Konstantin brugte den på den politiske scene, dog er de politiske virkemidler overtaget fra den tidligere græske filosofi, hvor en række tænkere jo anskueliggjorde samfundsindretning og bedste udvikling ved at pålægge samfundsborgerne ansvaret for de politikere man repræsentativt valgte. Selve humanismen sætter imidlertid mennesket og ikke guden i centrum, og guderne er jo netop med tiden blevet statister på de troendes egen indre scene. Mange af de budskaber du taler om her, får mig til at tænke på de gamle græske tænkere, hvor ikke mindst Platons dialoger jo er et strålende eksempel på sindbilleder der præsenterer læser for moralske og etiske vurderinger med betydning for mennesker i nutiden. Jeg må desværre sige, at kristne apologeter ikke kommer op på samme niveau som disse gamle græske epikere, og de kristne har jo også hele tiden refereret indirekte til grækerne, nøjagtig som romerne før dem gjorde. Det er m.a.o. ikke kristen medmenneskelighed vi her bør skænke særlige eftertanker, men derimod de rigtig mange græske tænkere – polyttheismen var endog en mere bredspektret penicillin mod livets indhold og afslutning, som tilstod det enkelte menneske at finde den gud der passede til situationen, hva’ ka’ et religiøst menneske vel egentlig forlange mere end det vilkår?
mvh
Simon
|
|
|
|
