|
0
registrerede
437
gæster og
46
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: At forholde sig til demens.
|
Morn’..
”Nu må vi jo så se, om andre vil følge dit eksempel, så der på tværs af alle uenigheder i hvert fald kan være en enkelt debat her, som kan være værdifuld for alle mennesker”.
- Tja, et fællesrum tar nok ikke skade af pers. beretninger, lidt forskellig fra en miljøbank af intimidation og navlepilleri, når integritet er i højsædet og de ellers kan medvirke til at genkende menneskelige forhold i et miljø vi uanset modvilje, nok kommer til at forholde os til og muligvis som konsekvens af en længere levetid.
Det socialfaglige og medicinske er også personlige historier, det skal vi ikke glemme, og det kliniske skulle helst ikke udradere det personlige miljø. Sygdomme er jo dybt personlige, men kan blive så private at man undgår at tale om dem, og det er så at sige sjældent godt for det private.
I vores situation var tingene forværret af en forudgående afasi (tidligere vellykket op.), så vi havde i forvejen et særligt blik for kommunikationen, og det er helt utroligt hvad mennesker der mister sproget må i gennem, men formår at udtrykke sig igennem. Hjernen er et ømtåleligt område, det vigtigste vi har at forholde os til omverden med, så neurologiske problemer har store konsekvenser for livet, hvis vi kommer til skade med hovedet. Det værste er når børnene rammes af skader i hjernen, det får – i relation til det Zenia så rigtigt sir – langvarige konsekvenser for hele familien. Folk der har arb. lidt på neurokirurgisk får som regel en særlig påpasselighed, som regel også dér børnene tvinges til at køre på cykel med fin kalot ;)
Zenia skr.: ”Dér har det været min oplevelse, at menneskets humoristiske sans er uvurderlig, ligesom tålmodighed virkelig er en gave, når den formår at vokse under så udfordrende vilkår”.
- Ja, og den har mange former og funktioner, kræver ikke nødvendigvis er sprogligt udtryk, men det kan være svært for en såret bevidsthed og hukommelse at behandle impulser fra omverden, derfor fører forvirringen også tit depression med sig. Det er en helt særlig nænsom humor og direkte kommunikation, der findes mellem et plejepersonale og stedets beboere. Selvfølgelig er der god og dårlig kemi også dér, men det flotte er de erfarende ansatte – som uden hensyn til udd. – formår at fastholde et pers. engagement til arbejdet med mennesker der jo kommer og snart forgår. For det er et menneskeligt slidsomt, men selvfølgelig også styrkende arbejdsområde, der i mine øjne ikke favoriseres politisk, tværtimod. Og det synes jeg egentlig er en tragisk erfaring, der følger trip trap med måden de i årevis har behandlet psykiatriske pat.
For et sundt og raskt menneske, vil humoren ofte være værktøjet dybt tragiske indtryk behandles med, hvilket så tilsyneladende gælder i særlig grad for vor tids socialpolitikere.
Nå, men vi ku’ bygge broer af indignation på vegne af samfundets svageste, ja på vegne af levefodens fremtidige menneskelige kvalitet, for det spiller efterhånden ingen rolle hvem man er eller hvor man er placeret, kritik på området overhøres desværre uanset med venlig, ja ligefrem midlertidig oprørende interesse. Det er dét jeg er mest forarget over, og ikke at vi skal dø eller nogens ”spiritistiske” interesser, men altså selve måden vi politisk set behandler levende mennesker på der ikke kan forsvare sig selv. For i det øjeblik vi accepterer at politikere lyver, accepterer vi også en levefod for disse mennesker bygget løgne og fortielse. De er m.a.o. blevet et økonomisk problem for mennesker der ikke kan få nok i løn, dét forarger mig!
Mvh
Simon
|
|
|
|
