|
0
registrerede
437
gæster og
46
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Jeg skal dø
|
Hej Treram.
Du blev forskrækket - på mine vegne - da du så overskriften: "Jeg skal dø", men blev beroliget, da det ikke syntes nært forestående.
Ikke desto mindre skal jeg jo dø - på et tidspunkt (som jeg ikke kender) - som vi jo alle skal.
Du fortæller om, hvor nær du selv har været på at dø, men du siger ikke noget om, hvordan det var for dig, hvordan du oplevede det - dét jeg kalder "dødens gys".
Du hævder, som også Ole, at du ikke er bange for at dø.
Det har jeg svært ved at forstå.
Én ting er, at man kan håbe, det ikke bliver for smertefuldt, for langvarigt, for ydmygende, men dét at miste sin eksistens, at miste sig selv - den totale udslettelse af én selv - af alt! - det går da vist ufatteligt langt ud over, hvad man kan forestille sig, og det er da frygtindgydende, synes jeg.
Jeg går ud fra, at du ikke forestiller dig nogen som helst fortsættelse af dig efter døden.
Vi kan jo ikke forestille os intethed - alligevel er netop dét jo alternativet - det uundgåelige alternativ - til vores, og universets, væren.
Men jo mere jeg nærmer mig oplevelsen - gyset - af intethed, jo mere stiger begejstringen over min egen, og verdens, væren.
Det er så dét, jeg kaldet "livets mirakel" - på baggrund af "dødens gys".
For mig er begrebet mirakel ikke fastlåst til gudsforestillinger.
Og jo mere jeg gyser over døden, jo stærkere elsker jeg livet 
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
