|
1
registreret Arne Thomsen
472
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Dagens chatbox til Michael og Bjørnen
|
Michael: Det er helt fint at læse Hanskrists chatservice. Det går åbenbart livligt til på chatten, men eftersom der ikke er nogle indlæg fra mig selv, kan jeg ikke se hvorfor jeg skal læse det.
Michael: Visdom, HansKrist - bør du ikke foragte. Søg først Guds Rige så skal alt det andet gives dig i tilgift.
Michael: Sæt dig ned et tilfældigt sted og foretag dig absolut ingenting. Måske du tror, at det er en let sag. Det er det ikke, det er det sværeste der findes.
Michael: Som tankerne opstår opdager du, at de er erindringens reaktion. Du opdagre også, at det er meningsløst at forsøge at kontrollere disse tanker for du er selv en del af dem.
Michael: Efterhånden som du lader alle ordne, billederne og sammenhængende komme til dig - det vi kalder tanken - så forstår du de sammenhænge som de udtrykker.
Michael: Du forholder dig i ro og lader alting komme til dig. Efterhånden som du forstår dit livs sammenhænge bliver ''din'' ustyrlige tanke stille og så er der frihed til at se og lytte og opleve og erfare.
Michael: Hele resten af dit liv vil denne opmærksomhed, som er den højeste intelligens, være virksom. Det er at blive født af ånd påny. Det er at møde livets nu, konstant årvågen, fra øjeblik til øjeblik.
Michael: Men følelsesbetonede sjæle som mig kan ikke altid bevare roen.
Ja, så rundede jeg de 55. Fra nu er er ethvert ord fra min mund et visdomsord.
Du er ikke i nærheden af at forstå kristendommen, når du forbinder ordinær religiøs visdom med Guds Riget.
Du mangler åbenbaringens dimension som du aldrig har haft øje for. Kristus, er visdommen fra Gud. Du kan ikke læse dig til visdom, det er en åbenbaringdimensionens indbrud fra Gud til os mennesker, derfor siger man at Kristus er vores visdom fra Gud. Du er fanget i dit sind Michael, i din immanente dødelige opmærksomhed og kommer ikke ud af stedet. Der er ingen åbninger, ingen frihed, ingen åbenbaringer i det du beretter om. Din forståelse af virkeligheden er helt foruden spænding og dialektik samspil med noget andet (anima fx eller Gud (jeg du forholdet), dynamik og begivenhedskarakter.
Som om du godt aner at der er noget galt med det du skriver, se efterfølgende:
Michael: Hele resten af dit liv vil denne opmærksomhed, som er den højeste intelligens, være virksom. Det er at blive født af ånd påny. Det er at møde livets nu, konstant årvågen, fra øjeblik til øjeblik.
Michael: Men følelsesbetonede sjæle som mig kan ikke altid bevare roen.
Men følelsesbetonede sjæle som mig kan ikke altid bevare roen
Her afslører du at der er noget galt med det du selv skriver, du erkender der er en uro.
Og Luther siger netop at troen (1)* er den mest urolige størrelse af alle (og troen er lig med Kristus selv hos Luther og Paulus). Og ja Kristusvirkeligheden overgår langt din ide om opmærksomheden som den højeste intelligens.
At gå efter at være disciplineret opmærksom er at foragte og stivne her i livet, det er stagnation (lammelse, stivnet intelligens, demens), det er selvforagt og selvovervågning. Opmærksomhed eller orienteringsevnen er noget naturligt der ledsager os og bestemt ikke i nærheden af at have at gøre med den højeste intelligens.
I vesten ved man at der ikke findes en ren bevidsthed eller ren opmærksomhed. Drømmene taler deres tydelige sprog. Tanken eller stemmen i vores indre, der altid er der, vidner om det samme. Vores motiver vidner om det samme. Vores uimodståelige trang til at kommunikere, til at juble, synge, besynge og lovsynge med forstanden, at sætte ord på alting vidner om det.
Det der er interessant er åbenbaringsdimensionen altså det der bryder igennem til os. Og al meditation går ud på at nedbryde opmærksomheden, den vågne opmærksomhed, så den ikke afskærer os fra de vitale numinouse forhold (derfor psykoanalysen bruger drømmene og de frie associationers metode).
Hver gang jeg læser dine indlæg, som bliver mere og mere påståelige og dogmatiske, stivsindede og uden liv, bliver jeg i dårligt humør over hvor elendigt og fattigt et virkelighedsbillede du kan finde på at præsentere os for. Der er ikke kød eller liv på det du siger, det er abstrakt og goldt. Og du åbner selv for muligheden for at du totalt har misforstået noget når du skriver:
Men følelsesbetonede sjæle som mig kan ikke altid bevare roen.
Som om du aner der er noget galt med det du skriver, men du aner det kun som en følelsesmæssig uro og anfægtelse, dette er dog altid en begyndelse og jeg kan kun håbe du opgiver din mystik og din forståelse af meditation, som er så forkert som noget kan være. Dit Nu og din ide om opmærksomhed er fuldstændig uden liv, livløs. Når man så hævder dette, så kobler du blot masse af superlativer ord på Nu’et og hvad der sker i forbindelse med opmærksomhed, men dette er jo ren snyd, for så kunne du jo lige så godt ha sagt det fra dag 1. Ligeledes ser jeg på den anden religionsdebat at du stjæler ideer fra Anne og mig, som nok er de to der mest har anfægtet dine synspunkter og fået dig til at læse både Tillich og Paulus, dog med ringe succes.
Der er et og andet i dit hovede eller i din livsstil der afstedkommer en neurokemi der gør at du bare ikke magter at forstå åbenbaringsdimensionen, som er selve nøglen og indgangen til at forstå den kristne tro. Hvorfor jeg bliver næsten nødt til at spørge dig om du er misbruger af et og andet stof, piller, alkohol eller andet? Eller der simpelthen blot er tale om at du praktiserer en østlig meditationsform der har opmærksomhed som den højeste form for intelligens, hvor det ypperste altså er ren bevidsthed, ren opmærksomhed og den golde abstrakte ånd her uden vitalitet og fylde, liv. Du tilhører i den grad den tradition hvor egoet, og tanken, skal ophæves eller overvældes af noget udifferentieret andet. En form for subjektafkald og pessimisme man også finder i forbindelse med depressive tilstande og som er alkoholikerens logik også (og stofmisbrugers ditto), hvor man alkoholisere eller forgifter sig selv og tankerne, opløser disse for at ende i en hjælpeløs forløsende barnlig tilstand uden egostyrke, uden sig selv, en selvforglemmelse og opløsning (subjektafklad) i oceaniske udifferentierede lystfølelser. Hvis dette er tilfældet forstår jeg godt du som et barn klynger dig til opmærksomheden og kalder denne for højeste intelligens. I dit univers er opmærksomheden nok højeste form for intelligens, ellers ville du jo nok ikke skrive det. Men i Nietzsche, i Paulus, hos Jesus, hos Casper Christensen, Lars Hjortshøj og Frank Hvam og HansKrist og andre kreative dynamiske sjæle er dette bestemt ikke tilfældet.
(1)*:
”Troen er en urolig ting”, lyder et berømt citat af Martin Luther.
Tro (hentet fra luthers fortale til Romerbrevet) er ikke den menneskelige indbildning eller drøm, som nogle anser for at være tro. At nogle opfatter forholdene sådan, skyldes at når de hører evangeliet, så farer de løs og frembringer ved egen kraft en tanke i hjertet: ”jeg tror”. Dette holder de så for at være en ret tro; men det er menneskeligt tankespind, som er uden virkning på hjertets grund. Derfor virker den heller intet, og det følger ingen forbedring, ny skabelse deraf.
Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.
Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom.
|
|
|
|
