annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15538991
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372510
Et andet syn 1980929
Jesu ord 1518467
Åndelig Føde 1466259
Galleri
Efterårsjævndøgn Rødhus
Hvem er online?
0 registrerede 285 gæster og 91 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: SAMTALER MED EN IKÓN

Næste kapitel:

Citat:
GEDEN

Jeg er på vej til ”Àgia Marina” (Àgia – med blødt g – betyder ”Sankt” af hunkøn).
Gårsdagens strabadser sidder stadig i kroppen, men jeg er styrket af min morgenmad – efter de ca. 500 høje trappetrin op til Leftéris Café i Chorió.
Hans græske mellemsøde kaffe er fuldt så god som på Páchos Café de 500 trin nede i Yiálós – og sammen med Leftéris gode ”Toast”: En ny mode, en mellemmad af hvedebrød med skinke, ost, tomat og sennep – og dertil naturligvis en stor ouzo og et endnu større glas vand, er det simpelthen den allerbedste start på dagen hér i den varme, knastørre sensommer.

Lad os gøre det klart med det samme. ”Chorió” betyder ”by” eller ”landsby”, og er altså dér, hvor man bor, mens ”Yiálós” betyder strand – i modsætning til klippekyst – dér hvor skibene kan lægge til.
Praktisk indretning i sørøvertider – bo ikke for tæt på vandet!
I dag, hvor der er fredeligt, bor man over det hele – også langs ”den gode gade”: ”Káli Stráta” der forbinder Yiálós og Chorió og som stort set alene består af de ca. 500 høje blankslidte stentrappe-trin med langs liggende huse – og sidegader eller sidetrapper med endnu flere huse.

Men der bor ikke så mange mere. I forrige århundrede var her liv for ca. 20.000 Symioter – nu kun for godt en tiendedel. Mange af husene er tomme ruiner. De dør ganske langsomt – med stor skønhed og ynde – mens enkelte nænsomt restaureres.

Tilbagegangstiden har sit eget lille mindesmærke på en pynt i havnen. En bronzeskulptur er det vist. En lille pjaltet mager dreng med en pind. Han forsøger at fiske for at få føden. Og hvad står han på? Et kranium ser det ud til. Sult, håb, elendighed og død – men kønt er det, det unge håbe-fulde, kæmpende liv.

For ca. 10 år siden – før landevejen – var Káli Stráta den eneste ”vej” på øen – foruden naturligvis æselstierne ud til de ca. 50 landsbyer, der engang har været rundt om på Øen – godt gemt væk fra kysterne og sørøvernes plyndringer – og så tillige gedernes stier, som er helt umulige for os mennesker – undtagen hyrderne – at finde rundt eller færdes på.
Al varetransport foregik ad Káli Stráta og de øvrige æselstier – på æselryg forstås – og en stor del gør det stadig.

Yiálós-Chorió-Káli Stráta er vokset sammen til at kolossalt amfiteater. Husene ligger hele halv-cirklen rundt, både oppe og nede, med deres nyklassicistiske tempelgavle vendt mod scenen: Bugten, havnebassinet, kajen og havnepromenaden.
Ind imellem rager der hvide kirketårne op, høje spidse og sprøde, men der er også rødgule, runde og bløde kupler.

En enkelt kirke adskiller sig fra alle andre. Den er hvid og blå og ligger på sin egen meget spidse bjergtop – højt oppe – strategisk godt anbragt midt i amfiteatret, så man næsten altid kan se den, uanset hvor man er. Den er temmelig ny. Den forrige blev bombet i slutningen af 2. verdenskrig.

Men den blå-hvide kirke ligger ikke helt allerøverst oppe – deroppe er der ikke noget, kun et påfaldende regelmæssigt plant, tomt og firkantet plateau på ikke så mange kvadratmeter – og hvis man gider granske i det – selvfølgelig: Her var – før Kristus – det lokale ”Akrópolis” – med templer for Apollon, Artemis – og hvem ved hvor mange flere.

Jeg er oppe ved vindmøllerne nu. De ligger på bjergryggen, der går Østpå fra Chorió – i retning mod Tyrkiet, hvor Symioterne engang havde landbrugsjord til rådighed, fordi de havde opnået et gunstigt forhold til den herskende Sultan, som kurérer med deres særligt hurtige Symiotiske skibe – men også fordi de skaffede Sultanen de fineste Symiotiske badesvampe til hans Harem – og vistnok også smukke unge Symioterinder til en socialt høj islamisk Haremsposition.

Næsten altid med god vind og tæt ved Chorió, hvor man boede dengang, ligger de – vindmøllerne – en lille halv snes stykker.
Nu er de kun ruiner – bortset fra den nederste og nærmeste, der er indrettet som en romantisk, men lidt forblæst, turistbolig.
Det er den vej, jeg skal. Til ”Ágia Marína”, en lille strand og naturhavn med et kapel, der ligger ude på pynten et par kilometer væk på sin egen lille mini-Ø.
Den lille Ø har ingen geder, så den er helt lodden af solsvedne gule græsstrå – et sjældent ”fro-digt” efterårssyn i Grækenland. Men hér fra kan man selvfølgelig ikke se derud – bjergene er imellem.

Efter vindmøllerne er jeg nu et godt stykke højere oppe. Hele ”amfiteatret”: Yiálós, Káli Stráta, Chorió ligger udbredt dernede. Men lydene, der er så tydelige i Yiálós på grund af ”teaterrummets akustik”, de når slet ikke herop.
Her oppefra ser det hele så bitte småt ud dernede – et ”dukketeater” – og ”dukkerne” er levende mennesker.
Tre større turistskibe fra Rhódos er på vej ind i bugten – som legetøjsskibe i et badekar – med dagens ”ladning” af Rhódos turister.
De skal opleve Symi’s og Yiálós’s fortryllelse – fotograferes af Symi’s fotograf, når de går i land, og have sig en god frokost på en af de lidt for mange Tavernaer langs kajen, inden de igen bliver sejlet hjem til Rhódos’s komfortable turistverden, hvor man ikke, som hér, behøver at spare på vandet. Et smukt eventyr og meget, meget charmerende, ingen tvivl om dét – og godt for Symi’s trivsel.
Måske skulle man prøve det en dag. Se mennesker opleve en lille bitte smule af Symi for allerførste gang – og mon ikke de aner: Hér er noget særligt!

Men heroppe – i stilhedens verden – hér kommer de ikke – og skulle de gøre det alligevel, ville deres støj og uro helt sikkert hindre, at de opdagede noget som helst.
Det gjorde jeg jo heller ikke – de første mange gange.

* * *

Hvorfor har jeg ikke opdaget, at jeg står og stirrer en ged ind i øjnene?
Hvor længe har jeg gjort det?
Den stirrer på mig, og jeg på den.
Det er geden, stenene, klipperne, tidslerne, krydderurterne og mig, den fremmede.

”Nå, dér står du, din plyndrer, som æder alt undtagen plastic, konservesdåser, tidsler og krydderurter, som hindrer ethvert tilløb til genvækst af det engang så smukt skovklædte landskab, fordi du æder hver en spire, som vover sig frem. Det var menneskene, der plyndrede dette frodige sted til en ørken ved at fælde alle træerne, men det er dig, der vedligeholder elendigheden!”

Du stirrer på mig, du ged – urørlig – ca. 10 meters afstand – og jeg på dig – også urørlig.
Lyset vælter ned over os i det stenede landskab, og det dæmrer, at du jo bare forsøger at overleve hér i sensommerens udtørrede barske verden.
Jeg ved jo godt, at hvert år på denne tid styrter udmattede, tørstende og udsultede geder i døden fra bjergene – i mislykkede forsøg på at nå noget spiseligt, som er længere ude, end de kan nå.

Vi kæmper alle for vore liv – dyr, planter og mennesker – stående på fortidens efterladenskaber.

”Ja, ja, du gør jo bare, hvad du kan. Det ved jeg godt.”

Forstod den tonefaldet?
Vi stirrer stadig.
Jeg har solen i ryggen – og over mig.
Lyset lægger sig omkring os på en måde, jeg ikke kender.

Livet er barsk og grusomt, alle vil vi trives, vil helst leve evigt, vil ikke dø, og alligevel bukker vi under, hver eneste én, i sorg, i smerte, når livet svigter os, går fra os – hvor det så går hen.

Lyset er så blødt og venligt – svøber sig om os.
En af turistbådene giver et hyl med sin fløjte, melder sin ankomst. Lyden når knapt herop.

Geden og jeg er venner.

Jeg begynder at se mig om efter den næste varde. Mindst tre sten oven på hinanden. Denne vej!

Et hærget og plyndret landskab – skærver, sten og klipper –
lemlæstet af mennesker – efterladt som ørken –
til et usselt liv for geder –
men grusomhederne kan ikke skjule –
i dette korte øjeblik –
stedets ufattelige – overvældende – guddommelige skønhed –
og jeg føler mig –
som i en drøm –
Gudbenådet –
I det varme lys omkring os –
GUD VÆRE MED DIG GED!
Jeg er ikke i tvivl –
Det er lyset – kærligheden – fra Ikónens glorie.

* * *

M.v.h. Arne smiler
Seneste indlæg
Ramadan-måneden
af Anonym
29/03/2024 03:03
Kærlighedsbevægelsen...
af Anonym
28/03/2024 21:24
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Med Obama og Clintons hjælp når Biden-..
29/03/2024 05:47
Luftalarmer over hele Ukraine i nat: Én..
29/03/2024 02:41
Økonomisk hjælp på vej til amerikansk..
29/03/2024 02:03
Verdens glemte konflikt: FN-opfordring o..
29/03/2024 01:28
Stormen Nelson raser flere steder i Euro..
29/03/2024 00:31
Nyheder fra Religion.dk