MØDET

Vi står overfor hinanden. Han en yngre mand i blå og rød klædedragt.
Blå yderst: Den himmelske evighed – Rød inderst: Den menneskelige lidenskab.
Den gyldne lysende glorie er som en sol, det himmelske lys, der indhyller hovedet.
De tre bogstaver står klart i glorien: Ómikron, Omèga og Ni: ”Jeg, som er” – Gud’s ord til Moses fra den brændende tornebusk på Sinajbjerget, ifølge beretningerne.
Bogen er i venstre hånd, og højre hånd viser tegnene I, X og alfa – de to første: Jesus Kristus – og det sidste: Agapó: ”Jeg elsker (dig)”.
En lille lok i panden – endnu et alfa – endnu et kærlighedstegn.

Flere gange har jeg været her, men aldrig alene.
Alligevel har jeg mødt dig alene, for nogle måneder siden, i en drøm.
Du så direkte på mig, og jeg sagde: ”Brug ikke tid på mig. Der er så mange andre i dyb nød og elendighed.”
Men måske var sandheden knap så generøs, måske var det en slags generthed, eller manglende tillid – eller en regulær afvisning: ”Spring mig over – jeg kan selv!”
Men det var jo bare en drøm.
Drømme er ikke virkelighed – alligevel eksisterer de.

Jeg ser ham ind i øjnene – føler mig som et barn – han ser ind i mine – kan ikke tyde hans ansigt.
Hører mig selv sige – halvhøjt: ”Hér står jeg!”
Hans øjne ser langt ind i mine – og jeg samme vej.
Ja – hvem er jeg – hvorfor står jeg hér?

Der er kun ham – og mig.
Det er sandhedens øjeblik.

Mit allerede lange liv – alt det, der gik skidt – alt det, der mislykkedes – alt det, jeg har fortrudt – alle mine fejltrin og fejltagelser – alt det, jeg mistede – alle mine sorger og håbløse længsler – alt det, det skulle have været – alt det, den unge sjæl jo så gerne ville – og så dét, det blev –

Og gråden vokser som en vældig syndflod – grænseløst – overvældende – tårerne blinder – og fortsætter og fortsætter –

* * *

Efter lang tids fravær vender fornuftens bevidsthed gradvis tilbage, og i den aftagende gråd ser jeg mit kors, det kors jeg slæber på – som vel begyndte tidligere i mit liv, end min hukommelse kan nå – da jeg var et lille værgeløst barn – og det nedarvede, som var endnu før.
Korset, som jeg jo ikke kan gøre for, men alligevel må slæbe på – alene – og som jeg nu også må tage ansvaret for – fordi jeg har erkendt det – og kan handle derefter – og fordi der ikke er andre, der hverken kan eller vil bære mit kors.
Dér er du igen, Jesus, Kristós, med bogen – bogen som jo slet ikke er skrevet endnu, hvor du er en ung mand – men jeg ved jo godt at Ikóner er tidløse – hører hjemme i evigheden – og fortid, nutid og fremtid er ikke dér – eller de er smeltet sammen – eller de er ophævet – og det er vel det samme.
Ikóner har ikke perspektiv – går ikke bagom evigheden.

Glorien, det stærke gyldne lys fra evigheden, de himmelske og jordiske farver, tegnene, den guddommelige kærlighed – også til mig.

Glorien lyser i det blafrende skær.
Sorgen over elendigheden fylder min forgrædte bevidsthed.
Øjnene ser dybt ind i mig.

Så begynder det at dæmre.
Her står jeg – sund og rask – mangler intet – ganske vist med et noget forvredet sind – i forhold til, hvad jeg kunne være blevet – men som så mange andre – åh ja – så synd, så synd, at det gik så skævt –

”Men du kom op at hænge på korset, til du døde af det.”

Hvad står jeg så hér og flæber for.

Min sorg og elendighed over mig selv og min skæbne er stor, klar og tydelig.
Den er stor, den er velbegrundet, den er ærlig, den er reel – ja – det er sandt – det er fortvivlende –

Men i forhold til en Korsfæstelse – en langsom – pinefuld – grusom – død – i en ung alder – i dybeste skam – fuldstændig svigtet – i ufattelige lidelser –

Der er så mange måder at dø på – så mange lidelser – så megen smerte – men der er også Kærlighed.

* * *

Samtalen er forbi.
Jeg åbner døren ud til klostergården.
Lyset og varmen rammer mig med et brag – jeg er meget, meget lykkelig – uden at forstå –
Det er også komplet lige meget – med forstanden – lige nu –

* * *