|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
139
gæster og
320
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Universet – og os mennesker
|
Arne jeg har fundet noget principielt af betydning hvor jeg også som dig har øje på universet eller kosmos.
Den store forskel på dig og mig er at jeg ville kunne finde på at sige som følger her:
Mennesket, det mikrokosmiske unio mystica menneske i Kristus, er ikke eller må ikke opfattes som en del universet, men i stedet er universet en del af mennesket, det mikrokosmiske menneske eller Kristus'mennesket (eller set fra Unio Mystica Ekstatisk Fornuft's perspektivet er universet eller kosmos en del af os og ikke omvendt, vi en uanselig lille og ubetydelig del af noget astronomisk).
Jeg kunne også sige det med Edgar Morin's ord:
Mythos konstituerer den subjektive, enestående og konkrete diskurs ved en ånd, som er vokset sammen med verden og oplever den som sit indre.
Gennem fylogenesen er vores "i verden væren" blevet indskrevet i os, eller indlejret i os fordi "vi" gennem millioner og atter millioner af år har måttet klare os i verden og overleve og tilpasse os her, hvorfor verdensforholdet indlejres eller skrives ind i os. Og ontogenetisk har vi "verden i os", "kosmos eller universet i os" gennem den fylogenetiske arv.
Fx lungerne og hjertet, ikke mindst sinusknudens impuls mener jeg er det fysiske sæde for vores storslåede mystiske kosmiske følelser og bevidsthed, hvor vi føler at kosmos/universet er en del af os eller er i os, vi rummer kosmos/universet. Sådan ser det ud for Mythos (eller Unio Mystica Ekstatisk Fornuft) ikke for Logos eller Fornuften den videnskabelige.
De bedste hilsner HansKrist
(1)*:
Myten er uadskillelig fra sproget, og ligesom Logos betyder Mythos oprindeligt ord eller tale.
Sproget føder Logos og Mythos som tvillinger, men efter fødslen går de hver til sit (lateraliseringen: højre venstre hjernehalvdels arbejdsdeling og differentiering via den kulturelle sproglige skoling og opdragelse næste generation); Logos bliver den rationelle tale kommende fra en logisk objektiv ånd, der forestiller sig verden uden for sig selv; Mythos konstituerer den subjektive, enestående og konkrete diskurs ved en ånd, som er vokset sammen med verden og oplever den som sit indre. Senere blev Mythos og Logos modsætninger idet Mythos forekom Logos at være som en fabel, en legende blottet for sandhed, og Logos syntes for Mythos at være kødløs abstraktion, noget ydre i forhold til de dybere realiteter. Edgar Morin (parentesen er dog min).
|
|
|
|
