Specielt til Arne, menneskets relation til Gud er et jeg-du eksistentielt kommunikerende drama af største betydning for hvordan mennesket formår at udforme, skabe, sin skæbne, sig et godt liv her på jorden
Det er intenst og fyldt med ekstase og engagement, entusiasme, det er fyldt med transcendens altså forstået sådan at mennesket formår at overgå sig selv, blive løs og fri af sig selv

Det jeg forsøger er at beskrive hvor jeg finder vi står overfor noget religiøst. Og jeg har slået fast at Gud og mennesket er uadskillelige størrelser -

Gud og mennesket har altid kommunikeret, det drejer sig om fra tidernes morgen at Gud (det mennesket forstår ved Gud) meddeler sig til mennesket (med psykoanalysen og forståelsen af det ubevidste er der blevet kastet et forklarelsens lys på forholdet). Men mennesket har også altid forsøgt at kontakte størrelsen Gud (bøn taler vi om). Derfor skriver jeg det er et intimt Jeg-du forhold.