|
1
registreret
(1 usynlig),
2780
gæster og
187
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Universet – og os mennesker
|
Hej Hanskrist.
Tak for dit indlæg, som jeg nu har læst første gang.
Det første, der slår mig, er, hvad du skriver om tomhed.
Her har jeg åbenbart ikke udtrykt mig tydeligt nok.
Jeg oplever ikke tomhed i det værende - tværtimod!
Det er når jeg forsøger at forestille mig, at det værende ikke eksisterede - den absolutte tomhed (eller intethed), at jeg fyldes med begejstring og taknemmelighed over at leve i, hvad du kalder "jeg-du-tilværelsen".
Som jeg opfatter/oplever tilværelsen, omfatter det også, hvad naturvidenskaben fortæller om, hvad det er jeg ser (og ikke magter at se) på himlen i en stjerneklar nat.
Det er dét, der får mig til at opfatte os mennesker, som en ubetydelig bagatel i "skaberværket" (hvis det er skabt og ikke altid har været).
Det er også dét, der får mig til at tro at vore forestillinger om Gud er alt for primitive og "nærsynede".
Og det er derfor, jeg foretrækker udtrykket: "Hvad der er bag verdens væren" i stedet for ordet: "Gud".
Hvilke udtryk vi end bruger, så fylder det mig med en langt større ærefrygt end før jeg begyndte at se tilværelsen på den måde, jeg her søger at beskrive - nok lidt på samme måde som jøderne og Jahve.
De vovede end ikke at udtale ordet.
For mig betyder det, at begrebet "Gud" bliver noget ufatteligt meget større, som jeg bøjer mig for i ærefrygtig taknemmelighed 
Mens jeg begejstres over at eksistere - i en eksisterende verden 
P.S.: Jeg har en lumsk mistanke om at det egentlig harmonerer ganske godt med arketypen "Gud" i Jungs: "det kollektivt ubevidste" 
M.v.h. Arne
|
|
|
|
