|
0
registrerede
626
gæster og
209
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
|
”Døden er livets ophør. Alt levende ønsker at leve, så det er ganske naturligt, at blive bange når man forestiller sig døden. Problemet kan ikke løses for det er en realitet, at vi alle skal dø.”
- Problemet opstår først, når angsten forhindrer os i at udleve livet ved at begrænse vores udfoldelse i de sociale rammer, og hvor følelserne for alene forestillinger bemægtiger sig vores handlemuligheder. Angest/angus/sammentrækning…
Men problemets tilsynekomst som et bredt socialt fænomen, blev egentlig først en realitet for mennesket da div. religioner samt lommefilosoffer (buddhister m.m.) med deres plattenslageri bortforklarede døden fra menneskets erkendelseshorisont med alverdens fiksfakserier, det evige liv, der så gjorde, at mennesker i stedet for at leve i erkendelse og sammenhørighed med naturen, begyndte at resignere fra livets enkle kendsgerninger: at vi også må ophøre med at eksistere – hvilket jo sætter livet i dimension, og faktisk muliggør at vi også kan lære at værdsætte livet, ja kan indrette os socialt efter værdisyn er tilgodeser andre inspirerende livsudfoldelser. Og det er dette livsnærvær man kan finde forklaret i SAK’s psykologiske fremstilling ”Begrebet Angest”, hvor der jo som Ole sir, er en væsensforskel mellem ’rædsel’ og ’angst’, da rædslen nærmest er figurativt præsentabel, med div. forestillinger bygget på netop de realiteter virkeligheden jo tilbyder, mens angsten præsenterer sig som en diffusitet, der nærmest består af et fravær af livet som mulighed - mørkets dybe brønd, som så mange mennesker oplever og i så mange tilfælde kun ser én eneste udvej fra. Her har religiøse plattenslagere, med deres resignationer på tilbud, intet at tilbyde mennesket, hvor derimod et solidt og livsbekræftende psykologisk arbejde, har alt at tilbyde mennesket, nemlig en udsigt til livet!
mvh
Simon
|
|
|
|
