|
0
registrerede
437
gæster og
46
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: "DE TROENDE"
|
Kære Kristian (et lidt vigtigt spørgsmål med fede typer længere nede som jeg gerne ser du svarer på).
Jeg kan så vidt godt forstå din melding her. Og det kan vel også gribes an lidt anderledes.
Den lidt hårdhændede direkte fascon, med lidt nedvurdering/hån og latterliggørelse, kan skyldes at jeg har læst meget Nietzsche og Berdyaev og vel slægter dem lidt vel rigeligt på.
Selv har jeg ingen hellige køer og jeg er vokset op i en arbejdeklasse og har haft min gang i en arbejdeklasse, hvor vi har talt hårdt til hinanden. Disse tilbøjeligheder, hundehvalpetilbøjeligheder som du har kaldt dem, er en naturlig del af min tilgang til opgaverne, begreber og problemstillingerne.
Einstein klagede og jamrede over at han ikke magtede matematikken og du gør det samme; så ka jeg bedre li Hegel der siger at Gud intet har skjult for ham.
Men jeg tror du må være bevidst om at når du siger at du hverken tror på Gud Fanden eller hans pumpestok, så er du også ude og markere, ikke at det gør mig noget, jeg er aldeles hårdhudet. Jeg tror at når du siger at kriterierne for hvad vi skal kunne sige om menneskets virkelighed (erkendelsesmuligheder) er at det vi siger skal være i overensstemmelse med frontforskningen i fysik, at du der både forvirrer folk og kommer med en meget nedladende bemærkning, hvor mange mennesker føler sig hægtet af. Heroverfor foretrækker jeg Hegel og Marx som bestemt ikke har tænkt sig at bluffe folk eller paffe folk, og da især Hegels udtalelse at Gud intet har skjult for ham, elsker jeg. Det samme hvad Feuerbach og Marx gør ved begrebet Gud og gudsforestillinger, Freud inklusivt.
Kan det nu også være rigtig at det med menneskets selv og bevidsthed og selvbevidsthed, og identitet, skal være så svært og utilgængeligt og ufrugtbart som alene noget erkendelsesmæssigt der ikke ændrer ved virkeligheden og hvor subjektet eller menneskets selv hele tiden er den lille og forarmes og mister værdi og betydning (Atman Brahman problemstillingen i en anden diskurs). Heroverfor foretrækker jeg Hegel der bramfri siger at Gud intet har skjult for ham.
Jeg kunne godt tænke mig at vide angående mit indlæg den 16/12/2009 13:48; om sprogbruget også her er af en sådan beskaffenhed at du anser det for umuligt at få en saglig drøftelse af indholdet???
mange kærlige hilsner Hanskrist.
PS:
på grund af Berdyaev er jeg barn af den bevægelse hvor filosofien og teologien i vest, løsriver sig fra den opgave at være et spejl af naturens orden, hvor individet både i tanke og handling er bundet til Gud eller Brahman, Naturens orden eller verdensaltets tavse "det" som man ikke må drage i tvivl eller eksperimentere med. Det sker i vest fra renæssancen og op, med oplysningstiden og med Kant, og eksploderer i USA og Frankrig og med Hegel og Marx. Mennesket er ikke en del af en Naturens orden, eller en verdensaltets "det", men mennesket, for den største dels vedkommende, er undertrykt og har brug for hjælp, ny tro på mennesket (renæssancen) nye ord (oplysningstid og Marxisme (arbejdernes nye selvbevidsthed)) altså en ny bevidsthed, selvbevidsthed og identitet (en ny Atman opfattelse) og man skaber her på kontinentet og i den nye verden "over there" en hel ny og menneskelig historisk orden via den frie tanke omkring mennesket, subjektet eller selvet (Atman). Det kan ikke være korrekt at man ikke kan tale om de her forhold, og man giver den undertrykte klasse adgang til oplysning og man hjælper dem med ordene og de får lov til at sige fra overfor de herskende opfattelser af selvet, subjektet overfor Gud og Naturen og en eller anden verdensaltets upersonlig det kraft og ufravigelig skæbne, der skulle hersker over subjektet, mennesket, selvet (Atman). Også i vesten har Gud været en Brahman verdensaltets Gud, hvor selvet, atman, subjektet var den lille og ubetydelige i forhold til det store tilbedelsesværdige mægtige udenfor os. Mennesket er ikke i DET, men i historiskthed, i tiden som er forandring og ændring af tingenes tilstand konstant.
Begreberne i vest ændrer sig over tid. Sådan lidt humoriskt så bliver Atman til B-Atman der slår Brahman eller Gud af banen, for Gud og Brahman er døde statiske upersonlige naturbegreber som mennesket, subjektet, ikke kan være tjent med. Mennesket ses med Paulus, Luther og med Kant ikke at stå under naturenes orden, men at være et åndens, altså frihedens væsen der er til i historiskhed (hvor det kan forandre samfund og sig selv), der har ordet, Guds ordet Kristus om hvem det er på sin side imod statiske falske ideer om Gud og mennesket.
Atman, selvet, subjektet opfattes og ses under problemstillingen menneskets menneskelighed (Kristus) der skal generobres fra falske ideer om Gud og Brahman:::
Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein).
|
|
|
|
