|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
483
gæster og
33
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: "DE TROENDE"
|
Kære Simon.
Tak for din kommentar og dit spørgsmål. Og undskyld venligst, at jeg har været så længe om at reagere på dit indlæg. Jeg vil tage udgangspunkt i dit direkte spørgsmål, som til fulde imødekommer Piet Hein’s kriterium: »Problems worthy of attack, prove their worth by hitting back.«
Mit simple spørgsmål til dig er her: i hvilken forankring har du følelsen af at være konfronteret med noget almægtigt – sindbillederne fra kulturen selv, eller naturen som den fremtræder for dig og os. Og hvad synes du egentlig dette viser om naturen, i såvel som udenfor dig?
Det er mig næppe muligt at præsentere et klart svar på det spørgsmål, som du her stiller. Thi jeg har ikke fuld og tilbundsgående klarhed over, hvad der dybest set ligger dernede som den egentlige forankring. Forankringen var i min barndom og tidlige ungdom af religiøs art: Gud havde skabt både mig selv og den verden, hvori jeg levede. Derfor var jeg vel forankret i de sindbilleder, som min barn- og ungdoms kulturelle orientering havde præget mig med.
Det, som det herefter er så svært at gøre rede for, er spørgsmålet om, hvor meget af denne forankring, der er blevet hængende som en vedhæftning til de standpunkter, som jeg senere har befæstet mig i. For der skete en vending i foråret 1958, hvor jeg opgav en ellers planlagt konvertering til Romerkirken og begav mig ud på den vej, som jeg siden har vandret – og som er den vej, som jeg kalder den søgendes vej.
Måske kunne man kalde det mystikerens vej i almindelighed og naturmystikerens vej i særdeleshed. Men jeg kan som nævnt ikke udelukke, at der kan hænge noget ved, som henter sin næring fra rødder, der stikker langt ned i min barn- og ungdoms rodfæstethed i en kristen almuekultur.
Hvor den religiøse mysiker søger unio mystica med sin guddom, søger jeg – der ikke har nogen guddom – den i naturens dybder. Der er for så vidt tale om en fascination, der rækker længere tilbage end det storladne øjeblik i 1958, hvor jeg forlod min religiøse tro. Det er for eksempel en historie om som dreng at cykle til købstaden så ofte som muligt for at betragte stjernerne gennem kikkerten i det lille observatorium. Det er også historien om at læse, hvad man kunne få fat på af populærvidenskabelig litteratur.
Det er tillige – efter at jeg blev voksen – frustrationen over at have en så sparsom matematisk sans, at den teoretiske fysik forblev en delvist lukket bog for mig. Jeg må lade mig nøje med det i sproglige vendinger udtrykte verdensbillede, som man kunne læse sig til i populærvidenskabelige bøger.
Det kan for eksempel være Stephen Hawkings forslag om, at vi lever i en firedimensional overflade af en femdimensional boble, i hvilken de resterende fem eller seks dimensioner er krøllet stærkt sammen. Det kan tillige være fysikkens redegørelser for, at hele vor klode kun ville fylde så lidt som en bordtennisbold, om den blev presset sammen til et såkaldt sort hul.
Det kan være erkendelsen af, at vi ikke lever i en verden af fast stof, men i en verden af vibrationer, hvor det norske grundfjeld er en aktivitet, og ikke en ting. En verden af feltdynamisk aktivitet, hvor vi skal tænke i frekvensmønstre, og hvor de mange ekstrasensoriske dimensioner kan skabe sammenhænge, der ligger langt ud over den fatteevne, som vi er udstyret med i kraft af vore sølle fire dimensioner.
Det er den moderne kosmologiske frontlinieforsknings verbalisering af Indra’s net med de mange sammenknyttede perler, der har den forunderlige egenskab, at man i hver af perlerne ser spejlbilledet af samtlige de andre. Det er den østlige visdoms unio mystica, hvorefter alt er ét, hvor universet er et tværforbundet hele af elementer, af hvilke intet element er mere oprindeligt end noget andet.
Universet, hvor determinismen har statistisk gyldighed i form af bølgefunktionens bevarelse, og hvor imaginærtiden er grundlæggende, således at enhver tale om et skabelsestidspunkt – for slet ikke at nævne en skaber – bliver uden mening.
Det er i denne erkendelse, jeg oplever at være stillet over for – og selv at være en del af – noget så stort, at jeg mener mig at opleve det almægtige.
Dette var, kære Simon, mit svar på dit spørgsmål, og selv om svaret er i en desperat forkortet form, håber jeg, at det er lykkedes mig at pege i en retning, der giver en vis mening.
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
