|
1
registreret Arne Thomsen
472
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: SLIP RELIGIONEN FRI
|
Hej Arne!
Tak for de anerkendende ord du knyttede til min seneste replik. Efter min opfattelse forudsætter den gode (demokratiske) samtale, at deltagerne ikke blot forholder sig kritisk til ethvert udsagn som fremsættes af opponenter, men også formår at udvise selvkritik i samme omfang. Enhver som påstår, at have nået et altvidende ufjlbarlighedens niveau kan på forhånd afvises som en useriøs charlatan.
Den eneste mulighed dialogen har for at bevæge sig fremad mod dybere erkendelse er, hvis parterne er indstillet på at lytte og lære af hinandens erfaringer samt at ændre holdning som følge af de rationelle argumenters tvang. Ideelt set består debat ikke i at få ret. Den er et gensidigt samarbejde hvor parterne ved fælles hjælp forsøger at trænge dybere ned i substansen og forudsætningerne for de holdninger de fremfører. Det er langt fra sikkert, at man bliver enige, men den gode respektfulde og herredømmefrie samtale, til forskel fra det retoriske plattenslageri, som ofte involverer personangreb, anerkender på forhånd opponentens ret til at have stærkt afvigende meninger, vurderinger og holdninger og diskutere forskellene fordomsfrit.
Her kan jeg således godt følge teologen Hal Kochs fremhævelse af værdien af den fredelige dialog som både en forudsætning for og et produkt af den demokratiske livsform, som et alternativ til at tæske eller true sig til at få ret. Men når det gælder troen på samtalen som middel til at finde en løsning på reelle og fundamentale konflikter mellem forskellige modstående interesser, er jeg mere forbeholden og knapt så optimistisk som Hal Koch.
Historien lærer os, at der er grænser for hvor langt vi kan nå ved samtale, imødekommenhed og apeasement, især over for personer eller regimer som bekender sig til en totalitær ideologi der på forhånd ligitimerer anveldelse af uhæmmet vold og magt for at nå et ideologisk mål. München aftalen af 1938 mellem Hitlers nazistiske regime og det engelske og franske demokrati er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når troen på at anvendelse af diplomatiske fredelige midler og imødekommenhed kan føre til fred strækkes langt ud over hvad der rent fornuftsmæssigt er dækning for. Her var problemet, at et stærk ønske om fred for næsten enhver pris overskyggede og blændede for en mere rationel vurdering af den uforsonlige konflikt demokratierne befandt sig i over for de antidemokratiske kræfter - de fascistiske og nazistiske totalitære magter.
Risikoen ved Hal Kochs holdning, som også finder tilslutning blandt pacifister og tilhængerne af nutidens postmodernistiske, kulturrelativistiske ideologier er, at tolerancen strækkes så vidt, at man anerkender og kræver, at der udvises respekt og selvcensur over for de kræfter som repræsenterer dogmatisk intolerance og krigerisk uforsonlighed.
Filosoffen Kai Sørlander skrev for et halvt år siden en fremragende kortfattet artikel under overskriften ”Misforstået tolerance”, hvor han blandt andet fremfører følgende argument imod den kritik som flere intellektuelle og akademikere rettede mod Jyllands-Posten for bladets offentliggørelse af de ”herostratisk berømte”
muhammad karikatur tegninger:
”... I en situation, hvor man taler om ytringsfrihed, er det ikke primært den, som ytrer sig, der skal vise tolerance. Det er den, som hører eller modtager ytringen. Ytringsfrihed betyder, at man anerkender folks ret til at udtrykke meninger og holdninger, som man ikke deler, og som man måske forkaster. Man tolererer, at de udtrykker deres meninger, også selvom de modsiger ens egne. Man imødegår det ikke med vold eller trusler om vold, men kun med argumenter og debat. ...”
Link til Sørlanders artiklel:
http://nomosdk.blogspot.com/2008_05_01_archive.html
Efter disse indledende, mere generelle betragtninger, er tiden så kommet til at gå i flæsket på det min opponent fremfører i sit indlæg.
Det første som slog mig som lidt af en pudsighed var, at Arne efter på glimrende og rationel vis at have sat et kritisk spørgsmålstegn ved validiteten af min negative argumentation for demokratiets berettigelse og den politiske ligeværdighed som dets etiske grundlag, nu selv ad negativ vej når til den samme konklusion ved at lade sit gode hjerte følge de intuitive fornemmelser.
Arne afviser min retoriske provokation, hvorefter han måske selv kunne have valgt at tilslutte sig den kommunistiske bevægelse, hvis han under tredviernes krise som ungt menneske havde tilhørt det arbejdsløse proletariat som blev pålagt at bære hovedparten af krisens bryder, med den begrundelse, at kommunismen var en elitær bevægelse, hvilket diskvalificerede den i Arnes øjne qua ”forskelsbehandling af mennesker”.
(At bevægelsen tillige var både totalitær, antidemokratisk og legitimerede en voldelig samfundsomvæltning, qua en ”racistisk” klassekamp, der skulle bringe ”proletariatets diktatur” til magten, undlader Arne at nævne).
Ligeledes afviser Arne kristne og andre former for teokratisk styre, herunder et islamisk, samt ”ideologiske styreformer, hvor mindre grupper dominerer de øvrige”.
Efter denne negative argumentation når Arne ved hjælp af udelukkelsesmetoden frem til følgende konklusion:
”Så der bliver vel ikke andre styreformer end særlige former for demokrati tilbage som noget, der for mig er acceptabelt.
Jeg har i hvert fald indtil nu ikke fået øje på alternativer - men det kan jo komme  ”
At der skulle kunne dukke andre mere acceptable måder at indrette samfundet på end en eller anden form for demokrati, hvis legitimitet beror på anerkendelse af det etiske princip om politisk ligeværdighed, anser jeg for lige så sandsynligt som at grise gror vinger og kan flyve 
Arne introducerer i vor diskussion et nyt udvidet etisk princip som han kalder "LIGEVÆRDIGHEDSPRINCIPPET":
”For mig er det imidlertid ligeværdighedsprincippet, der dominerer, og den ligeværdighed gælder for mig ikke bare danskere, europæere eller vesterlændinge, men alle mennesker på kloden - dyr og planter ligeså - samt kloden selv.
Det har jeg ingen logisk begrundelse for, og alligevel føler jeg mig ikke på afveje - snarere tværtimod - jeg kan ganske enkelt ikke have det anderledes "
Det lyder næsten som det kristne næstekærlighedsbud udbredt til at omfatte hele skabningen og alt det skabte.
Her kan jeg imidlertid godt følge Arne et langt stykke ad vejen, for det som ligger gemt bag ligeværdighedsprincippet er vel dybest set en respekt for og påtagelse af et ansvar for livet selv og dermed for alt levende. Sådan føler jeg det også selv.
På den anden side er vor eksistentielle situation den, at vor egen eksistens alene er mulig såfremt vor organisme er indrettet således, at den (uden vor imiddelbare viden eller vilje) automatisk bekæmper vira, bakterier og andre mindre komplekse organismer, der opretholder egen eksistens ved at snylte på de mere komplekse livsformer. Ligeledes er det en uomgængelig nødvendighed, at vi kan få den nødvendige energi til at opretholde egne livsprocesser enten ved at indtage vegetabilsk føde eller ved at kombinere kaninfoderet med proteinrigt animalsk føde.
Fra naturens hånd er vi indrettet som et altædende dyr, det viser konstruktionen af tænder og tarmsystem, men fordi den naturlige udvælgelsesmekanisme har struktureret os således er det jo ikke sikkert, at det etisk set er det rette at være altædende. Som personer har vi netop muligheden for at gå bag om vore ønsker og de umiddelbart givne grænser og spørge, hvad vi bør gøre – hvad det er rationelt at gøre – dvs. vi kan stille det etiske spørgsmål. Den mulighed har vore medskabninger ikke. Denne etiske autonomi forlener os med et ansvar for at sikre, at også andre personer kan leve som personer, uden at vi sætter os ud over grænserne for, at vi selv kan leve som personer. Det er den universelle etiske grundfordring vi alle står under alene fordi vi er personer – kaldet Det Etiske Konsistenskrav.
Det er det, at personer må have en fysisk krop med en kompleks fysiologisk opbygning, som giver det etiske konsistenskrav reel betydning. For en fysisk krop er forgængelig. Følgen er, at personer kan invalideres, nedbrydes og dø. Eftersom de er underlagt de fysiske principper, så behøver de visse ting for at kunne opretholde deres bevidste eksistens – som nævnt at kunne få energi til at handle og tænke. Får de ikke disse ting, så går de til. – Det er denne mulighed for, at personer kan nedbrydes, som gør det etiske konsistenskrav til et alvorligt og vigtigt krav – og under evighedens synsvinkel er vi ikke underlagt noget alvorligere og vigtigere krav.
Fra det etiske konsistenskrav i forbindelse med personers forgængelighed kan deduceres to mere specifikke fordringer til, hvorledes personer bør forholde sig til hinanden – henholdsvis en negativ fordring og en positiv. Den negative fordring siger, at man ikke bør gøre noget, som ødelægger en anden persons mulighed for at kunne opretholde sin eksistens som person. Det er en fordring om, at man i helt elementær forstand ikke bør skade den anden. Men denne fordring udtømmer ikke det etiske konsistenskravs konsekvenser vedrørende forholdet mellem personer. Konsistenskravet bærer også over i en positiv fordring. En fordring, som siger, at hvis man er i en situation, hvor man står over for en anden, som er i nød (altså ikke ved egen hjælp er i stand til at gøre det, som er nødvendigt for at kunne opretholde sin eksistens som person), og hvor man kan hjælpe uden væsentligt offer (og uden at sætte sin egen eksistens på spil), da bør man hjælpe. Da giver den andens nød direkte grund til at hjælpe. En grund, som hviler på fordringen om, at man ikke blot bør handle i konsistens med, at man selv kan leve som person, men også i konsistens med, at andre personer kan leve som personer.
(Den væsentligste forskel mellem det kristne næstekærlighedsbud og det etiske konsistenskrav og ”den gyldne regel”, bortset fra den manglende rationelle begrundelse for disse fordringer er, at de ikke angiver pligterne over for en selv. Næstekærlighedsbudet sætter ikke den grænse for hjælpsomheden, at vi alene skal hjælpe en næste i nød, hvis det kan ske uden alt for store ofre og uden selv at risikere vor egen eksistens, hvilket det etiske konsistenskrav gør. Tværtimod priser religionen de som ofrer deres liv for troens skyld ved at give dem en ophøjet status af martyrer eller helgener, hvorved de tjener som forbilleder for de troende).
En person er altså underlagt det etiske konsistenskrav – med dets konsekvenser for, hvorledes man bør forholde sig til sig selv og til andre. Men vi forstår ikke, hvad det indebærer, uden at vi også forstår, hvorledes disse etiske krav forholder sig til personers umiddelbare motivation – hans spontane ønsker og tilskyndelser. Og så må vi først forstå forholdet mellem, hvad en person ønsker, og hvad han behøver for at kunne leve som person.
Spørgsmålet er så hvad det etiske konsistenskrav implicerer når det gælder hvordan vi bør behandle de af vore medskabninger som ikke opfylder kriteriet på at være person (et væsen i besiddelse af sansning, selvreflekterende bevidsthed, sprog og logik)?
Først og fremmest følger det af definitionen, at ikke alle individer som tilhører arten Homo Sapiens nødvendigvis opfylder kriteriet på at være en person. Alder, psykiske handicaps og mental retardering kan medføre, at de pågældende ikke selv er i stand til at opretholde deres eksistens og derfor behøver vor hjælp. Mennesker som ikke selv kan tage vare på at opretholde deres egen eksistens som følge af, at de er børn eller lider af mentale handicaps befinder sig i et slags grænseområde eller limbo (usikker eller uafklaret tilstand som skyldes at man befinder sig i en overgangsfase ifølge katolsk middelalderteologi) mellem dyr og person.
Rent juridisk giver det sig udslag i, at de pågældende individer ikke kan straffes for deres handlinger, da de netop ikke er i stand til at handle afhængigt af viden om konsekvenserne og derfor ikke kan gøres ansvarlige. Dette kommer til udtryk i vor straffelovgivning der opstiller en række strafbarhedsbetingelser, hvorefter bl.a. børn under 15 år ikke kan straffes ligesom ”Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere grad. ... Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i lettere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med mental retardering.”
Grænsedragningen er selvfølgelig yderst vanskelig og må i sidste instans bero på et skøn som vi i vort demokratiske retssamfund har overladt til domstolene at træffe. Men det er også klart, at vi i vort samfund bøjer os for den etiske fordring som kaldes ”retten til livet” også når det gælder individer som ikke fuldt ud opfylder kriteriet på at være en person. Vor etik fordrer, at vi yder sådanne individer hjælp, støtte, beskyttelse samt medicinsk eller anden behandling behandling hvis tilstanden lader sig afhjælpe. "Retten til livet" har vi dog af pragmatiske eller utilitaristiske grunde valgt helt at suspendere for et ufødt foster i de første 12 svangerskabsuger.
I andre ikke-demokratiske samfund kan en utilitaristisk etik (nytteetik) eller en ideologi som f.eks. bygger på socialdarwinismen føre til helt at forkaste det etiske princip om ”retten til livet” og gøre den betinget af, at borgerne kan yde en positiv indsats til fællesskabets opretholdelse og ikke blot er en belastning. I Tyskland var Hitler qua sin interesse for at beskytte den genetiske sundhed i ”Das Volk” mod degeneration tiltrukket af idé’en om at udslette dem, der var fysisk eller mentalt handicappede, længe inden han kom til magten. Det første skridt var en tvungen sterilisation af dem, der led af en arvelig sygdom. Lignende foranstaltninger blev også iværksat i en række demokratiske lande som led i bestræbelserne på at få bugt med den negative sociale arv.
(I Danmark indførte vi allerede ”frivillig” sterilisation af åndssvage ved lov i 1929. Loven blev skærpet ved at indføre tvangsmæssig sterilisation i 1934. Disse foranstaltninger blev først definitivt afskaffet så sent som i 1967. Jeg skal her henvise til bogen "Tvangssterilisation i Danmark i årene 1929-67" hvor forskningslektor Lene Koch gennemgår baggrunden for sterilisationslovgivningen og sterilisationspraksis i Danmark i perioden fra 1929 til 1967).
Kort efter at Hitler var blevet tysk kansler den 30. januar 1933, introducerede den nazistiske regering i juni 1933 den første sterilisationslov. Sterilisation blev også gjort til en vigtig del af Nürnberg-lovene, vedtaget i 1935. De der udfærdigede disse love, beskrev sig selv som ”helt overbeviste om, at renheden i det tyske blod er yderst vigtig for den fortsatte eksistens af det tyske folk.”
Det næste skridt var aflivning ved hjælp af medikamenter af ”de liv, der ikke var værdige til livet”. Det begyndte med børn og blev udvidet til også at omfatte voksne gennem Hitlers hemmelige dekret fra oktober 1939. Aflivningen blev foretaget med en injektion eller ved hjælp af den metode, som Hitler til sidst besluttede sig for – ved hjælp af kulilte. Det første nazistiske gaskammer blev designet af Christian Wirth fra SS-kriminalpolitiet, og det var camoufleret som et baderum med brusekabiner, hvor 18-20 nøgne patienter blev lukket ind for at blive gasset i løbet af fem minutter. Ligene blev fjernet af SS-soldater og brændt i ovne. Forfalskede dødsattester blev udfærdiget, underskrevet af læger og sendt sammen med en urne med aske og et kondolance-brev til familien.
Dette program, der blev kendt som T-4, blev opgivet i august 1941. Derefter fortsatte ”eutanasi” (medlidenhedsdrab) på individuelt initiativ af institutioner og læger. De anvendte medicin eller sultede patienterne til døde, den ”naturlige metode”, især i forbindelse med børn, og de havde det lægelige bureaukratis forsikring om, at de dermed fjernede en byrde fra staten, ”nytteløse spisere”, der optog senge, som kunne anvendes af de soldater, der var blevet såret i krigen.
Allerede fra april 1940 blev alle jøder, der var patienter på sindssygehospitaler, aflivet, simpelthen fordi de var jøder, og som sådanne var de bærere af en infektion der skulle udryddes.
Det såkaldte ”eutasasiprogram” mødte dog modstand fra en række kirkeledere. Blandt de navne, der huskes, er de to protestantiske præster, Paul-Gerhard Braune og Fritz von Bodelschwingh, som begge var ledere af institutioner for mentalt handicappede. Det var den katolske biskop i Münster, en tidligere officer, kardinal August, greve von Galen, som i sin berømte prædiken i august 1941 nedkaldte Herrens vrede over dem, der tog de uskyldiges liv. Protesterne virkede. Inden måneden var omme, havde Hitler beordret, at T-4 programmet skulle suspenderes.
Efter denne begrebslogiske og historiske digression der demonstrerer hvor vanskeligt samfundene har ved at leve op til simple etiske fordringer som ”retten til livet” og ”retten til reproduktion”, når det gælder vore svageste medborgere som fordrer vor hjælp, støtte og barmhjertighed, der er medtaget for først at sætte Arnes ”ligeværdighedsprincip” ind i et humant perspektiv, er der ingen vej uden om, at jeg må forsøge at give et begrundet bud på, om det er konsistent med det etiske konsistenskrav at udstrække ”ligeværdigheden” eller ”retten til livet” til alt levende og ansvaret for vort miljø i global skala, eller om der ud fra konsistenskravet kan udledes nogle retningslinier eller trækkes nogle grænser inden for hvilke vi hver især kan udøve et personligt skøn.
Et sådant svar kræver en nøje gennemtænkning som nok vil tage et par dage. I mellemtiden skal jeg opfordre Arne og andre interesserede debattører om at kommentere eller kritisere mine indledende overvejelser i dette indlæg.
Hilsen
Ipso Facto 
|
|
|
|
