|
1
registreret Arne Thomsen
195
gæster og
299
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: MENNESKENE HAR SÅ MANGE MÆRKELIGE TING FOR
|
Hej jenle!
Du stiller følgende spørgsmål:
"Det er Kuhns påstand, som er blevet bestridt af mange (se fx Imre Lakatos), at der er en inkommensurabilitet mellem det gamle og det nye paradigme, hvilket betyder, at de er uforenelige, og at de ikke kan sammenlignes. Dette indebærer, at paradigmeskift ifølge Kuhn ikke kan forstås rationelt, men må sammenlignes med religiøs omvendelse."
Hvis du havde læst hvad jeg skrev højere oppe i tråden, ville du allerede kende svaret:
"Det problem som denne diskussion (med Ole Bjørn) afslører er, at her støder to uforenelige grundparadigmer sammen. For nu at anvende Kuhns terminologi så er der tale om en krise som ikke kan løses med rationelle midler.
Der er tale om en magtkamp mellem tilhængere af forskellige principielt uforenelige paradigmer. Da de konkurrerende paradigmer har hver deres kriterier for gyldighed, bevisførelse, mening etc., er der ikke mulighed for en rationel meningsudveksling på et neutralt grundlag.
Der opstår derfor et dybtgående kommunikationsbrud. Kuhn sammenligner ligefrem det at forlade et paradigme til fordel for et alternativt med en religiøs omvendelse, og han peger på social-psykologiske faktorer såsom opportunisme og gruppepres som afgørende for et paradigmeskifte.
Set i det lys bliver Ole Bjørns kompulsivt maniske kommentarer til mine indlæg mere forståelige. Der er tale om en eksistentiel angst for at miste det grundparadigme han tænker inden for, og som giver opponentets liv mening og indhold."
Og efter at have oplevet hvordan Ole Bjørn har valgt at fortsætte diskussionen, til dels suppleret med dine indlæg, er jeg blevet overbevist om, at også her i vor lille debat-andedam spiller social-psykologiske faktorer så som opportuinisme, venskabsbånd og gruppepres ind når to inkonsumerable paradigmer støder frontalt sammen.
Den endegyldige bekræftelse fik jeg sådan set i dag med et indlæg fra den ellers så erfarne og logisk tænkende debattør Kristian Pedersen, der har forladt den logik han ellers sværger til og meddelt sin støtte til Ole Bjørns paradigme. Begrundelsen skulle angiveligt være, at han kan forstå Ole Bjørn argumentation, mens min er uforståelig.
Som Kuhn er inde på kan en sådan paradigmatisk konflikt ikke løses gennem rationel argumentation. Derfor udvikler den sig til en magtkamp hvor alle beskidte kneb tages i anvendelse. Den foretrukne metode har altid været at stemple opponenten som både idiot og moralsk anløben, nøjagtig som vi kender det fra den politiske magtkamp.
Sociologien definerer det kulturelle paradigme således:
”Paradigmet rummer en virkelighedsopfattelse, der integrerer symboler, betydninger, værdibegreber, motiver og begrundelser i et sammenhængende system, der legitimerer en bestemt moralsk orden.
Det symbolsk-moralske univers definerer de moralske grænser, og dermed kriterierne for, hvad der er afvigende. En afviger tilhører ofte et andet symbolsk-moralsk univers som legitimerer hans handlinger.”
Det er hvad vi oplever i den politiske debat når f.eks. en statsminister føler sig truet af et nyt arbejderparti, der udhuler dets tidligere vælgergrundlag, i tinget udtaler, at partiet ikke er stuerent. I demokratisk politik er det flertallet der trækker grænserne og legitimerer en bestemt moralsk orden. Statsministeren og hans parti mistede stemmer ved et efterfølgende folketingsvalg og han blev gået som partiformand og statsministerkandidat. Han har, for nu at anvende hans egen metafor, måtte forlade stuen, mens det ”ikke stuerene” parti sidder til højbords med regeringen som dets uundværlige støtteparti, og derfor har fået gennemført store dele af den politik, som den afgåede statsminister også stemplede med ord som amoralsk og menneskefjendsk.
Det drejer sig om at skaffe tilhængere for sit synspunkt og i den kamp gælder alle midler. Det gælder både i videnskabens verden (Kuhn) og i politikkens verden.
Ole Bjørn kan således notere, at den konstituerede formand for debatten har valgt at støtte ham og hans paradigme, med en forkølet og kryptisk meddelelse om, at han ikke forstår mine argumenter for det paradigme jeg repræsenterer.
Den forklaring er der selvfølgelig ingen tænkende debattører der køber, men den har alligevel en markant psykologisk effekt med en klar signalværdi. Hvis I angriber Ole Bjørn kommer formanden og juristen Pedersen efter jer. Hvis i angriber Ipso Factos synspunkter, kan I regne med vor fulde støtte.
Mennesker er jo flokdyr, der i vidt omfang retter ind efter hvem de anser for førerbavianen. Det drejer sig aldrig om logik, men om magt. Pedersen er en gammel rotte med stor erfaring i de bureaukratiske papirkrige på de bonede gulve; indbegrebet af den slebne embedsmand, som har næse for hvem han skal holde med i de interne magtkampe.
Og det er så den erfaring han nu anvender her på debatten. Tiden skal jo gå med noget, så her har den gamle rotte fundet en lille humpel ost han kan sætte tænderne i. Hvor Pedersen blot var en mindre fisk i den store bureaukratiske andedam han så begavet svømmede rundt i, så er han her en stor rovfisk der napper efter enhver som ikke udviser den fornødne ærbødighed for Pedersen.
Så det som er gang i med paradigmestriden, handler ikke ret meget om paradigmer, men om magt og sympatier og antipatier. Her svømmer små hobbeske monstre rundt i håb om, at blive store agtværdige fisk en dag.
Det er hvad der foregår lige under vandoverfladen her på debatten, fordi menneskenaturen nu engang er som den er.
Min egen holdning har gennem de 13 år jeg har debatteret på internetdebatter været den, at jeg ikke orker at forholde mig til personer og deres indbrydes trakasserier. For mig drejer det sig om en diskussion på holdninger og intet andet. Om det er X, Y, eller Z der har en given holdning er jeg bedøvende ligeglad med. Hvis jeg finder at holdningen ikke er konsistent eller i modstrid med mine etiske eller politiske grundprincipper, så bliver den søgt imødegået med saglige argumenter.
En af de allerførste jeg var i debat med var forresten vor forhenværende udenrigsminister Uffe Elleman, som jeg havde flere gode diskussioner med. Uffe var også tolerant, for et kritisk indlæg med overskriften "Uffe hin Spage", belønnede han med et smil. Debattører som ikke ejer selvironi er mere end trælse.
I løbet af de 13 år er debatklimaet efter min vurdering til stadighed blevet forringet. Både folks almenviden og tolerance over for afvigende meninger er blevet stadig mindre. Forklaringen kan selvfølgelig hænge sammen med, at i 1995 var det en ret lille elite der debatterede på den allerførste nystartede POL-debat.
Dette frie debatforum er grundlagt af en ildsjæl som har forstået, at ytringsfriheden skal tages dybt alvorligt. Derfor indeholder debatten et fantastisk potentiale for ad åre at kunne udvikle sig til en slags bannerfører for den frie meningsudveksling i Danmark.
Det er nok hovedgrunden til, at jeg debatterer her. Efter at være blevet censureret utallige gange på POL-debatten for omkring 6 år siden valgte jeg sammen med fre andre der fandt censuren utålelig og krænkende at starte vores egen frie debat "DISSENS". Desværre kuldsejlede vi på grund af personstridigheder i besyrelsen, ikke helt ulig hvad jeg har fornemmet just har fundet sted her. Derefter var min foretrukne debat regligion.dk. Men efter man ansatte en vanvittig moderator som censurerede helt vildt og inkonsistent fandt jeg over til denne lille oase, hvor der er højt til loftet.
Men selv her har jeg det vanskeligt, fordi jeg konsekvent afstår fra at indgå i alliancer eller opbygge personlige venskaber via PB eller chat boksen. Mit sociale kontaktbehov får jeg fuldt ud dækket uden for debatten, så mit eneste motiv til at debattere er, at afprøve mine egne holdninger i et sagligt kritisk miljø. Hvor vanskeligt det er, kan enhver uhildet iagttager overbevise sig selv om ved at læse de typiske reaktioner på mine kritiske indlæg. De opfattes i vid udstrækning som om der var tale om en personlig fornærmelse, selv om jeg forholder mig sagligt kritisk, måske iblandet et stænk ironi for at gøre det mere læseværdigt.
Selvfølgelig er jeg ingen engel selv. Jeg har nogen gange følt mig så provokeret af personfknidder, at jeg har benyttet talionsprincippet. Men når jeg efter kampens hede erkender, at være gået for vidt og siger undskyld, så er den typiske reaktion tavshed og nye angreb. Sådan er verdenen nu engang.
En af mine egne truismer lyder: Verden ser ud som den gør, fordi fornuften aldrig kan vinde over følelserne blandt masserne. Det er vor skæbne. Jeg håber ikke, at det også bliver denne debats skæbne.
Hilsen
Ipso Facto 
|
|
|
|
