|
0
registrerede
111
gæster og
175
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Blasfemi
|
Mor’n Apiqoros..
”…dog må jeg tilstå at jeg ikke kan forstå, hvordan han kan forestille sig at det gør noget som helst indtryk, når han udtrykker sin manglende agtelse for ens person — eller med en svada som denne:
'Men det er trist, synes jeg, at din fanatiske ateisme, står i vejen for politiske forsøg på at forebygge islamistisk terrorisme her i den vestlige verden. I mine øjne gør du dig derved medskyldig i vestlige menneskers tab af liv og førlighed. Dét formår du åbenbart ikke at forholde dig til'…”
- Det eneste jeg i mere end ti år har set agtet fra dén kant er såmænd ”kreative” små drømme om naturen, om videnskaber og mennesket, kærligheden set i et guddommeligt lys, determinisme, alt i alt mennesket naglet til en science fiction kaldet kreationisme, men har tilgode at se en påskønnelse for hvad menneskets intellektuelle kapacitet rent faktisk har skabt af revolutionære frihedsbegreber, brugt til akkurat at afmontere den blyhat lægprædikanten kun tilsyneladende hopper frivilligt rundt i – det er ikke just poesi, dog har disse drømme om det meningsfyldte liv altid haft et poetisk islæt, idet fantasierne om naturen jo skabtes og formedes af en længere række dygtige tænkere i kulturhistorien, mennesker der selvfølgelig søgte at se en mening med liv og død, men i en samtid så fjernt fra lægprædikantens socialpolitiske miljø som tænkes kan.
Jeg har fra starten haft en ironisk distance til lægprædikantens ”hulemanérer”, dvs. denne trang til at gemme sig i og bag andres meninger, men det er fantastens romantiske drømme om livet jeg anfægter, ikke privatpersonen. Men ser da udmærket lægprædikantens ”mavefornemmelse” for at iscenesætte sig som den forfulgte stakkel, idet offerrollen jo ligger så tæt på den sentimentalitet der ansporer det overnaturlige livssyn, hvorfor det blir så bekvemt bare at flytte opmærksomheden fra kritikpunkter til det dejlige selvføleri. Der er jo en spændevidde af selvsuggestion i den religiøse overtros væsen, en slags forskrift: elsk dig/elsk din næste, føl, føl o føøøl – men afhold dig for guds skyld fra at reflektere under trosonanien…;)
Man blir nu engang nødt til at drille liv i hinanden, hvis man ska’ undgå at dø i kedsomhed over disse hysteriske selvsyn religionerne har klistret på kulturerne, så Arne ka’ for min skyld dryppe af forargelse over ikke at blie taget alvorligt, når han leverer en omgang fis som det man her ser. Det ér jo også synd for de troende, tænk hvis du var blevet elsket ind i en selvopfattelse der kundgjorde dig som guddommeligt afkom, dén er svær at stikke (af fra), hvad der afslutningsvis får mig til at tænke på disse myndige ord:
Hvis nogen betvivler jeg er en gud,
når vand blir til vin på mit myndige bud,
da får de ej vin men vand, min ven
når den vin jeg drak, bliver til vand igen…
Tak for link & fine tanker..;)
mvh
Simon
|
|
|
|
