|
0
registrerede
189
gæster og
105
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Rettelse
|
Kære Arne og Tros,,
I blander hele tiden 2 vidt forskellige diskurser sammen.
Den astrofysiske og så Gud som vores Skaber.
Den astrofysiske er uden Gud og uden bevidsthed eller ånd (intelligens, sprog og bevidsthed) i naturen.
Den kristne skabelsesberetning er om hvordan mennesket bliver bevidste om omgivelserne, kosmos og verden, universet, på den ene side og så den anden side hvordan mennesket bliver bevidste om sig selv, altså opnår selvbevidsthed og bliver en åndelig og historisk skabning, der forstår sig selv.
Det er derfor ordet/sproget spiller så stor en rolle, fordi det er ordene og sproget der gør mennesket opmærksom og bevidste på sig selv og på omgivelserne, giver mennesket en verdensforståelse, bevidsthed om verden, universet/kosmos. Det er denne reflektion der er tale om, reflektion over os selv og reflektion over naturen, kosmos og universet altså over rum, tid og årsag.
Den kristne skabelsesberetning har aldrig været noget med at Gud i astrofysisk forstand skaber verden, universet (stjerner planeter, inkl jorden), eller evolutionsbiologisk skaber en krokodille som en krodille, en ko som en ko, og så videre hver art som de er; men det er alene hvornår denne refleksivitet når frem til menneskets bevidsthed, hvor vi kan reflektere over os selv (altså bliver selvbevidste), og bliver bevidste om arterne, ko, hest, og naturen som kosmos, jorden, himmel og universet.
Hvis vi går langt nok tilbage da havde menneskets forfædre ingen reflektion over disse forhold, ingen reflektion over verden/kosmos/universet (altså ingen verdensbevidsthed eller bevidsthed om verden eller universet), ej heller havde mennesket fået øje på sig selv, der var altså ej heller nogen selvbevidsthed (man navngav ikke og man vidste ikke at man var et individ, man havde ingen historisk eller kulturel forståelse og man levede i naturen, da den form for bevidsthed (selvreflektion) jeg nævner var vi slet ikke i besiddelse af før ordet/sproget kommer til og gør sig gældende (derfor er det ordet der skaber)). Også det antropologerne stiller op som at det er sproget der har skabt mennesket, men det er så også mennesket der har skabt sproget. Det er iøvrigt også det kristendommen alene drejer sig om.
Derfor er ordet, altså sproget, det der skaber vores bevidsthed om os selv (selvbevidsthed og gør mennesket til en åndelig skabning (historisk skabning, og individual historisk skabning (skaber forståelse af et menneskeliv og dets skæbne)) og det er også ordet, altså sproget, der gir os vores bevidsthed om universet og kosmos (umwelts-bevidsthed, så umwelt ikke er noget vi er indlejret i som en determinisme kun, men hvor vi kan agere frit og skabe kultur, altså herske/beherske og forvalte naturen)). En bevidsthed der faktisk vokser år for år, takket være ordet og sproget og de naturvidenskabelige vindinger.
Intet har skadet kristendommen mere end denne sammenblanding af 2 forskellige diskurser, hvor man blander Gud ind i den astrofysiske videnskab og ind i evolutionsteorien (Darwins udviklingslære).
Så ville nogen måske sige at dette er min egen helt specielle udlægning, næh det er det ikke, fx Barth, det 20. årh største teolog, teologiens Einstein, siger det samme, og før ham har teologerne sagt det samme i mange hundrede år.
Selvfølgelig findes der et utal af bibelfundamentalister som slet ikke har intelligens til at beskæftige sig med Bibelen, men sørme om de ikke netop gør det til stor skade for kristendommen.
mange kærlige hilsner Hanskrist.
mennesket er noget unikt, ganske unikt, dette bekræfter den astrofysiske videnskab mere end noget andet, netop at være tilfældet. Sandsynligheden for liv andre steder i universet er der, men ikke her og der og alle steder og man leder, men bioliv som zoologisk liv har man ikke været i nærheden. Ligefrem zoologisk have har man bestemt ikke fundet. Den dag man finder noget der kunne minde lidt om zoologisk have, da er sandsynligheden for intelligent liv, mikroskopisk,,, så mennesket er noget unikt og enestående. Og den dag man eventuelt finder intelligent liv, da kan du være forvisset om at disse "skabninger" på ingen måder ligner mennesket. Så mennesket er unikt, forstået på den måde, at der ingen andre steder findes nogle vi ka få børn med, parre os med. Satans nok, for jeg kunne ellers godt tænke mig at få noget fremmed. For jeg er fandeme ved at være træt af de kællinger her på jordenkloden. Ja ja Hansi, du er sjov, ka være sjov.
Men man kan jo diskutere med dig som dyrlæge og tros som "det" begejstret person som Kræn-p også, om hvorvidt en krokodille eller et menneske er mest unikt. Jeg holder på at mennesket er mest enestående. Men jeg vil ikke her kommer med en længere argumentation. Men jeg synes I er langt ude, langt ude i astrofysiske tågerdannelser når i taler om de her forhold. I glemmer ånden, bevidstheden, kultursfæren, noosfæren, altså sproget/ordet, Poppers verden 3.
|
|
|
|
