|
0
registrerede
97
gæster og
25
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Rettelse
|
Kære Anne, pedanten Hanskrist strammer lige lidt op på den her snak!
Du skriver:
Jeg tror, at Bibelen rummer et sandt budskab
budskab????? siger jeg bare (Bibelfundamentalisme og Koran er umiddelbart de to associationer jeg får)
Hvad er budskabet om vi nu skal bruge dette lidt uheldige begreb, hvor du ovenikøbet skriver sandt budskab.
Men du skriver heldigvis også: Men det ændrer ikke ved begivenheden, Gud i Jesus Kristus.
Nu nærmer vi os evangeliet om Kristus Jesus.
Hvor Gud i Jesus Kristus ifølge Paulus ikke er noget vi kan være betragter af eller dømme om, fordi det hører til troens åbenbaringsdimension at Gud i Kristus stillede sig mellem os og vores død, nemlig opstandelsesbegivenheden Kristus, at Jesus lever og vi med ham. Netop denne åbenbaringens virkelighedsdimension, Kristusvirkeligheden; at Jesus lever i kraft af Gud og vi med ham også er antaget af Gud, som Guds børn med åndens nye liv.
Hvorfor NT er vidnesbyrd om at Jesus lever og vi med ham og dette i kraft af Kristusbegivenheden (forligelsen, inkarnationen), Gud i Jesus Kristus. Vores Kristusvirkelighed (væren i Kristus) som alene er det kristendommen drejer sig om (i Lutherfilmen blev til min store glæde Kristusvirkeligheden nævnt).
Kristustroen peger på hvor Gud er i de kristnes liv og hvem Gud er. Gud kan måske nok være skjult for os, men i Kristus Jesus det viser sig at Gud ikke kan adskilles fra mennesket med dets tidslige historie med fødsel og død, men at Gud virkelig er her at finde, og stiller sig mellem os og vores død, for i Kristus at sætte en grænse for dødens gru. Derfor en den kristne dåb også Adams, det gamle menneskes, død og de nye skabninger vi er i Kristus, iklædt Kristus.
Netop Pauls dåbsteologi gør at inkarnationen er mere gennemført at finde hos Paulus end hos Johannes, hvis prolog ellers bliver betragtet som NT's vigtigste vidnesbyrd og tanke om inkarnationen. Men dette skyldes at ingen teologer beskæftiger sig med Paul's dåbsteologi og hvor gennemført tanken om inkarnationen her er at finde. Ligeledes finder vi hos Paulus at inkarnationen som den opstandelsesbegivenhed den er hos ham, omfatter os lige så meget som den alene skulle gælde noget der er foregået mellem Gud og Jesus. Altså det er hos Paulus en kosmisk antropologisk begivenhed, hvor inkarnationen som den opstandelsesbegivenhed ind i verden den er, ikke kan abstraheres fra os og blive til en kristologi der alene gælder tanker om Gud og Jesus. Hvorfor ifølge Paulus alt hvad der siges i Kirkefædrenes Kristologi ikke kun gælder mennesket Jesus, men nøjagtig også gælder os. Således har vi ikke bare en Kristologisk antropologi og ontologi, der kuns gælder Jesus, men lige så meget hvert enkelt troende døbt kristen også. Altså er nogen i Kristus er han en ny skabning.
Problemet er at kirkefædrenes Kristologi er en abstraktion og hypostasering af Kristusbegivenheden, Gud Søn, så vi kommer i et objektiv betragterforhold til vores egen virkelighed med Gud i Kristus. Noget der ifølge Paulus og hans Kristusmystik, og tanker om forligelsen, hans dåbsteologi og beskrivelse af inkarnationen som en opstandelsesbegivenhed, ikke kan være tilfældet.
Pauls opfattelse af forligelsen og inkarnationen som en opstandelsesbegivenhed, siger netop at inkarnationen ikke er forgået eller foregået i Jesus alene, men er en fortsat proces der omfatter os (så at sige det er en historisk engangsbegivenhed som Vang siger, er misvisende, selv om det klart er en historisk begivenhed, så fryser det ikke fast i et historisk statisk billede (eller biwelhistorie) vi kommer til at stå i et overtroisk betragterforhold til og på afstand af og ekskluderet og udelukket fra (vi er netop med, inkluderet)).
Treenigheden betyder, at Gud har en historie fælles med menneskene.
Gud har ikke sin egen historie uafhængig af menneskets. Da han skabte mennesket, satte han en historie i gang, som han selv er part i. Fra begyndelsen hører det med til Gud, at han ikke bare er der, men at han er der for mennesket. Gud ville have nogen at være Gud for. Og at han har valgt at være part i den historie, blev åbenbaret, da han selv synligt trådte ind i denne historie, da Jesus blev født. At Gud blev et menneske er den endegyldige sammenknytning af Guds og menneskers historie. Helligåndens komme og tilstedeværelse er den fortsatte "inkarnation" - i kraft deraf bliver Gud og mennesker ved at have historie tilfælles. Niels Henrik Arendt "Er det den samme Gud?".
mange kærlige hilsner Hanskrist.
PS:
nu jeg ved du er en ivrig "inkarnationsteolog" Anne. Så vil jeg lige vise dig hvor du finder Pauls dåbsteologi og dermed hans syn på inkarnationen (forligelsen) som en opstandelsesbegivenhed, hvor Kristus er vores liv der bliver os åbenbaret efterhånden som Kristusmystikkens inkarnationsmystik får os iklædt Kristus, den fortsatte inkarnation (altsammen hidrørende Pauls dåbsteologi).
Rom 6 og 2 Kor 5 er altafgørende. Dernæst Fil 3. Rom 5, 10; 11, 15. Kol 1, 20.
Inkarnationen eller forligelsen forstået som menneskets bukken under for kulturens byrde, Loven eller overjeget, der døder os og afskær os fra friheden og livets ånds love i Kristus (nøjagtig det der svarer til Freuds psykoanalyse) finder du i Rom 7 - 8. Og Gal 2 og 3. Ef 2, 16.
I den sammenhæng er jeg spændt på dit næste semester, hvor du skal studere inkarnationen blandt andet i henhold til Luther. I den sammenhæng ville det da være sjovt om du formåede at forstå inkarnationen som vi finder denne beskrevet som en opstandelsesbegivenhed hos Paulus i forbindelse med hans dåbsteologi. Fordi dette netop er overset i teologien og man bruger Johannes prologen som næsten eneste reference når der skal tales om inkarnationen, og det er nu lidt synd, når inkarnationen er endnu mere gennemført påpeget og tematiseret hos Paulus, noget netop Bonhoeffer gør et stort nummer ud af, og ham ved jeg jo du er glad for. Men altså Bonhoeffer bygger i bund og grund sine tanker om inkarnationen op alene ud fra Paulus.
|
|
|
|
