|
0
registrerede
562
gæster og
123
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: LÆNGSEL
|
Hej Anne - ALH.
Jeg glæder mig over dit svar til mig - "Godt ord igen" 
Jeg kan da heller ikke udelukke, at jeg måske har overreageret på, hvad du skriver.
Det første, jeg opfattede som gudsbespottelse var Hanskrists ord:
"Dermed trækker Jesus Gud ind på den bane eller banehalvdel hvor Gud hører hjemme, nemlig ikke nogen kosmisk Gud, men Gud som vores far, altså menneskets Gud."
"Overdommeren", Hanskrist, føler sig øjensynligt berettiget til at afgøre, at Jesus har bestemt "hvor Gud hører hjemme"!
En formulering - ikke så meget anderledes - kom du ret hurtigt derefter med:
"Det guddommelige skál ned på det niveau! Jeg har overordentlig svært ved at forstå, at du kan reagere så hudløst på ordet, Faderen og ham . Herre Gud, det er jo bare en sprogliggørelse på baggrund af troens oplevelse: En oplevelse af, at Gud er som en retfærdig far (eller omsorgsfuld mor). Hvis ikke vi er i stand til at opleve og tale om denne, Gud, forekommer denne mig som noget, der er langt væk, noget guddommeligt eller åndeligt, som i virkeligheden ikke har så meget at gøre med vores virkelighed."
- "Det guddommelige skál ned på det niveau!"
Det er lige før, jeg kunne forestille mig, at:
"Gud, hvor smager den kage godt!", også kunne være acceptabel som udtryk for en nærværende Gud - i et "Hattedame-selskab" hos "det bedre borgerskab" 
Men uanset hvad Hanskrist mere præcist mener med de udtalelser, han kommer med, så skal de selvfølgelig have lov at være her - som hans opfattelse - og det samme gælder selvfølgelig dine opfattelser - ligesom det på lige fod gælder bl.a. mine opfattelser.
Og uanset dette, så kan jeg ikke gøre mig fri af at opleve især Hanskrists, men også i høj grad dine udtalelser, som en form for bespottelse af det guddommelige - en trækken det ned på et mere let håndterligt og - i mine øjne - vulgariseret plan.
Og det har jeg jo lov at mene - ligesom du har lov at mene noget andet.
Hvis jeg har forstået både Hanskrist og dig ret - velvidende at I ikke mener det samme - så er det spørgsmålet om det guddommeliges transcendens (overskridende grænserne for det sanseligt erkendelige) der synes at vække ubehag - vistnok især begrundet i en påstand om, at transcendens udelukker det gudommelige nærvær.
Her kunne jeg have lyst at pege på en af sufismens fædre indenfor islam: Ibn al-Arabi fra 600-tallet (omtalt af religionsforskeren Mircea Eliade i "De religiøse ideers historie", bind 3, side 119-121, ISBN 87-0061331-2), men det må jeg nok hellere opgive, da hans mystik i hvert fald for mig ikke er så ligetil at følge.
Imidlertid overbeviser det mig om, at det uendeligt ufattelige og det absolutte nærvær blot er to fuldgyldige sider af det samme.
Det er derfor for mig fuldstændig absurd at "jamre" over fjernhed
Du bruger udtrykket: "- hvad 'Gud' er for en størrelse".
For mig er det guddommelige ikke "en størrelse".
Du er selvfølgelig i din gode ret til at bruge det udtryk, men på mig virker det vulgariserende - gudsbespottende - beklager.
Din påstand: "Gud er Gud-med-os-midt-i-denne-verden.", er igen for mig at indskrænke det gudommelige - og jeg er temmelig sikker på - bl.a. gennem samtaler med en dygtig (både åndeligt og håndværksmæssigt) Ikon-maler, at det ikke lige er et så indskrænket guds-begreb (set med mine og hans øjne), der inspirerer ham.
Til slut blot dette:
Jeg glæder mig over, at vores gensides forståelse (og dermed mener jeg selvfølgelig ikke enighed) er blevet bedre igen.
Dit Tillich-citat denne gang kan jeg nikke genkendende til, synes jeg.
Det er jo ikke noget, jeg har læst, men noget, jeg synes, jeg har oplevet - endda ganske ufortjent - og som jeg kunne ønske enhver - og så er det så dejligt fri for at være indviklet - eller logisk
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
