|
0
registrerede
131
gæster og
132
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Ateisme
|
Hr, lægprædikant..
”i virkeligheden menneskeligt storhedsvanvid at bilde sig ind, at vi mennesker skulle have evner til at forstå verden. For mig er religionernes "helligsteder" (templer, moskéer, kirker m.m.) derfor steder, der udtrykker vi menneskers længsel efter "noget at støtte sig til" - en længsel, der for mig er både smuk og sympatisk. En længsel, der godt kan få mig til at folde hænderne i en kirke, falde på knæ foran alteret, falde på knæ med panden mod jorden i en moské, hengive mig til buddhistisk meditation o.m.a.”.
- Apropos forestillingen, midt imellem andet:
Det er en helt almindelig oplevelse blandt religiøse troende, at de føler håret rejse sig på hovedet under tilbedelse af værdisyn skabt i løbet af få tusind års kulturhistorie et sted på jordkloden – der særlig blandt kreationister forveksles med en universel interessant udviklingshistorie, idet de jo bare præsenterer deres hårrejsende oplevelse af tid med hovedet i gulvet, som den mest storartede oplevelse med stjerner, når de så igen får blod til hovedet under oprejsningen. Ikke desto mindre og uanset nok så pompøse illustrationer af skabelsesøjeblikke i kirkerummet, er der tale om en ganske ubetydelig hændelse i forhold til lyset fra stjerner lysår væk.
Det komiske her, består i den selvhøjtidelighed religioner skaber, ved at opløfte biologisk liv til noget overnaturligt og ved bare et méme – hvormed det i realiteten slet ikke er livet der fascinerer, men derimod en særlig fortælling om livet, der bare ikke beskriver livets naturlige udviklingsprocesser.
Dvs. at man i stedet for at interessere sig for livet som det naturligt udtrykker sig – hvad der fx beskæftiger naturvidenskabelige fagområder, med mulighed for masser af overvældende oplevelser – i stedet ender med at begejstres over en fortælling, hvori oplevelser af livet indgår.
En forestilling, hvori publikum selv indgår i fortællingen, kaldes for totalteater. Og som det ses hos lægprædikanten, kan man ligefrem dyrke forestillingen som et livssyn, en religion, netop fordi man i historien opløftes til en helt særlig fortælling, nemlig et guddommeligt lille afkom. Man løftes nemlig ud af en temmelig barsk natur og bæres ind i en historie, der behager de forestillinger man kan have om sig selv som noget ganske særligt.
Alt afhængig af stykket der vises, kan det jo være spændende at gå i teatret, men de færreste ser dog det samme stykke hver gang de går i teatret. Hvad der får lægprædikanten til hele tiden at genfortælle sin oplevelse af det samme stykke, må derfor bero på hans egen deltagelse i stykket, og har måske ligefrem selv oplevelsen af at spille sin rolle bedre og bedre for hver gang stykket sættes op. Nu skal man ikke underkende den suggestive effekt ved hele tiden og kun at gennemlæse samme rollehæfte, ja til sidst må man næsten forventes at kunne sin rolle – at være, eller ikke at være, dét er spørgsmålet, har andre end jeg set lægprædikanten gentage for sig selv med en inderlig overbevisning om, hvorvidt det at være (i eksistens) snart må være tilstået ham som oplevelse.
Set i forhold til det suggestive, er spørgsmålet måske heller ikke uinteressant, for har man spillet den samme rolle i det samme stykke i mere end ti år her på Trosfrihed, kan man vel godt undre sig over hvorvidt man nu er sig selv i rollen eller rollen i sig selv. Tænk nu, hvis man et sted i det guddommelige univers sad i en ufo og drømte om at være med i et stykke af Shakespeare, og pludselig vågnede på Trosfrihed, uden at være tilstede…
mvh
Simon
|
|
|
|
