|
0
registrerede
401
gæster og
407
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Bevidsthed - Tro - Kærlighed
|
Jeg troede, jeg vidste, hvad det er, når jeg bruger udtrykket: Bevidsthed.
Jeg mente, at det er min opfattelse af verden – og af mig selv – og det vil jeg fortsat mene – uanset, hvad jeg ser i f.eks. Lex[/url] (https://lex.dk/bevidsthed), som nævner en masse om, hvad det også – eller mere specifikt – kan være.
Det hævdes, at andre arter kan opfatte omverdenen – men ikke sig selv.
Og træer, der kommunikerer gennem deres rodnet, mener man herom – mig bekendt – intet.
Når vi mennesker opfatter – oplever – er bevidste om – verden, så er det jo ofte de nærmeste omgivelser – måske udvidet til omegnen, eller videre til landet/nationen/kontinentet – evt. udvidet til hele kloden, månen og solen – men så næppe heller længere – ”mælkevejen”, vores galakse og videre ud i universet erkendes – men er normalt ikke i bevidstheden.
Så vores ”verden” er jo oftest kun en ufattelig lille ”afkrog” af virkeligheden: dette univers – i vores bevidsthed.
Min fornemmelse er, at vi bilder os ind, at vi er verdens centrum.
Det er vi jo egentlig også, når vi fokuserer på os selv, men fokuserer vi på verden, er vi jo egentlig kun bagateller.
Vi er jo også i stand til i vores bevidsthed – ud over her og nu – at fokusere på vores egen fremtid – vores skæbne – og på hvordan vi kan gøre den god.
Her kommer jo for rigtig mange vores forestillinger om det guddommelige ind i billedet.
Hvad sker der, når vi dør?
Hvordan er det bedst at leve?
Er der en mening med tilværelsen?
Buddhismen siger Nirvana, en lykkelig ”udslukning”, men vist ikke total afslutning, af livet efter talrige karma-styrede genfødsler (https://lex.dk/nirvana).
Kristendommen siger, at sjælen lever videre og kan frelses af tro på kristendommens Gud.
Og for ateisten er døden vel et absolut ophør af eksistens.
Både det buddhistiske Nirvana og den kristne frelse vækker min mistanke om, at eksistens efter døden er ønsketænkning.
Af alle levende væsner er det alene os: Homo sapiens, der menes at eksistere efter døden.
Alle andre udslettes! Er dét troværdigt? Ja, siger de troende.
Men kunne det være, at vi mennesker, som alle andre levende væsner, udslettes totalt, når vi dør?
Dét tror jeg, og det gør – for mig – livet – her og nu – eksistensen – så længe den varer – endnu vigtigere og intens.
Aktiv altomfattende kærlighed oplever jeg som meningen med tilværelse.
Det er ikke logisk begrundet, det er bare, hvad jeg føler, oplever.
Og så er Nuet så meget mere væsentligt – f.eks. et Nu, hvor musikmanden André Rieu inspirerer til at føle kærlighed – men også til humor og pjat – og fællesskab.
Arne  
|
|
|
|
