|
0
registrerede
1045
gæster og
1674
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: METAFORIA.
|
Ja, humor og selvironi, det skæve blik på livets realiteter i uhøjtidelighedens stund – jamen i guder!, afbrød morskaben sig selv, havde nogen da forventet slige egenskaber som en religiøs dyd? ;)
Tilbage i (ca.1800) Friedrich Schlegels Kritiske Fragmenter ka’ der læses flg.:
Den sokratiske ironi er den eneste fuldt ud uvilkårlige og dog fuldtud besindige forstillelse. Det er lige så umuligt at hykle den som at gætte sig til den. For den, som ikke har den, forbliver den også efter den mest åbne tilståelse en gåde. Den skal ikke bedrage nogen andre end dem, der anser den for bedrag og enten har deres fornøjelse i den herlige skalkagtighed at have alle til bedste eller blive vrede, når de fornemmer, at der vel også blev sigtet på dem. Alt i den skal være spøg og alvor, trosskyldigt åbent og dybt forstilt. Den udspringer af foreningen mellem sans for livskunst og videnskabelig ånd, af mødet mellem fuldendt naturfilosofi og fuldendt kunstfilosofi. Den rummer og vækker en følelse af den uløselige strid mellem det ubetingede og det betingede, den fuldstændige meddelelses umulighed og nødvendighed. Den er den frieste af alle licenser, for gennem den sætter man sig udover sig selv, og dog også den mest lovbundne, for den er ubetinget nødvendig. Det er et virkelig godt tegn, når de harmonisk platte slet ikke ved, hvordan de skal ta’ denne bestandige selvparodi, når de bliver ved mellem at svinge mellem tro og mistro, til det svimler for dem, og tager spøg for alvor og alvor for spøg. Lessings ironi er instinkt; hos Hemsterhuys er det klassisk studium; Hülsens ironi udspringer af filosofiens filosofi og overgår langt de andres.
mvh
Simon
”In religion and politics, people's beliefs and convictions are in almost every case gotten at second hand, and without examination”.
- Mark Twain.
|
|
|
|
