|
0
registrerede
443
gæster og
132
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Marxistisk grundkursus i konfiskation.
|
Lad os starte med to glaspustere, der lever af at blæse flasker. Det er hårdt arbejde, men deres håndværksmæssige kunnen giver dem alligevel tilstrækkeligt til at forsørge deres familie og endda at have et overskud. Den ene bruger det til at forsøde familiens tilværelse, den anden sparer overskuddet op.
Spareren har en ide om, at flaskepustning må kunne gøres lettere, hvis processen automatiseres, så han bruger sin opsparing til at købe materialer, og sin fritid til at bygge en maskine, der kan blæse ti gange så mange flasker i timen som en enkelt glaspuster, blot ved at træde på en blæsebælg og trække i nogle håndtag. Han kan derfor sælge sine flasker billigere end andre, og alligevel tjene meget mer.
Men han har flere gode idéer til, hvordan glasfremstilling kan gøres billigere, så for at realisere dem, tilbyder han sin ven og kollega at fordoble hans indtægt, hvis han vil betjene maskinen for ham. Han har nu tid til at bygge flere maskiner og ansætte flere glaspustere til dobbelt løn, og efter få år er han så rig, at han både har råd til at eksperimentere med at forbedre maskinerne, så de drives af vandhjul, og en enkelt mand kan producere 100 gange så mange flasker som en enkelt glaspuster. Hans ansatte får nu tre gange så meget i løn som en gammeldags glaspuster, og er sikret en pension, når de bliver gamle og uarbejdsdygtige.
Men desværre for ham lever han i et marxistisk samfund, og efter deres love er det urimeligt, at han alene ejer maskinerne. Han producerer jo ikke noget, for det er andre folk, der står ved maskinerne, og også andre folk han har betalt for at bygge dem. Han sidder jo blot i sit store hus (som er bygget for penge, han har tjent på andres arbejde), og tænker på, hvordan han kan finde på nye maskiner, der kan gøre ham rigere endnu. Det er da helt urimeligt, at han sådan skal nasse på sine arbejderes produktion. Det er jo arbejderne, der skaber værdierne, mener marxisterne.
Så derfor nationaliserer man glasfabrikken, og fordeler overskuddet mellem alle de arbejdere, der betjener maskinerne, og lidt ekstra til fagforeningslederne. Sådan! For ifølge Karl Marx bør produktionsmidlerne tilhøre os alle, og hvis den tidligere ejer vil have del i værditilvæksten, må han stille sig ved en af sine tidligere privatejede maskiner, og han vil endda få 3 gange så meget i løn som en gammeldags glaspuster. Det bør han da være taknemlig for, ikke sandt.
Problemet er, at det synes han ikke, så han er i stedet udvandret med sin familie til et ikke-marxistisk land, hvor man værdsætter hans evner til at producere langt større værdier end en enkelt arbejder, til gavn for alle i samfundet. Og efter hundrede år er forskellen på de to samfundstyper markant.
I de privatkapitalistiske samfund er den gennemsnitlige levestandard mange gange højere end i de marxistiske, på trods af at de sidstnævnte har haft udrejseforbud for både arbejdere og innovatører. De sidste har mistet interessen for at yde en ekstra indsats, da belønningen alligevel vil blive frataget dem af den marxistiske regering, hvis medlemmer til gengæld høster de goder og den luksus, som deres arbejdere savner, fordi de må nøjes med de værdier, som deres fysiske arbejdskraft kan præstere.
Problemet i de privatkapitalistiske samfund er kun at sørge for, at den menneskelige grådighed ikke tager overhånd i en sådan grad, at den almindelige arbejder bliver holdt på samme indtægtsniveau, som hans fysiske indsats betinger, men at han får en rimelig andel i rigdommen i det samfund, som han er en del af, så han hverken lider sult eller bolignød eller mangel på lægehjælp, og at hans børn kan få en god uddannelse, der gavner samfundet fremover. Det er den balance, vi er rimeligt gode til i Skandinavien, og som de er mindre gode til i ulande og i rige lande som USA og andre store økonomier.
Men det forstår marxistiske romantikere som Michael og Hansemand ikke en dyt af, for Marx har fået helgenstatus hos dem, da de aldrig har prøvet at leve i et marxistisk samfund, og ikke forstår, at der er en logisk grund til, at marxismen har spillet fallit overalt, hvor den har været prøvet.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
