Pandemien, klimakrisen og biodiversitetskrisen er alle udtryk for det samme: At mennesket ikke tilpasser sig sine omgivelser, men tror, vi kan få naturen til at føje sig efter vores interesser. Vores nylige tab af kontrol over naturen bør gøre os mere ydmyge.

Vores omgivelser – det vi kalder ’naturen’ eller ’miljøet’ – er ikke bare et statisk baggrundstæppe for vores gøren og laden, men en levende verden, hvor alle – planter, dyr, bakterier, vira, mennesker – hele tiden er ved at tilpasse sig hinanden. Det er et ufatteligt komplekst netværk af dybt forbundne relationer og kredsløb, som vi stadig kun har den allermest basale forståelse af.

Træerne kan konkurrere om sollys over jorden og samtidig udveksle næringsstoffer under jorden. De indgår i én stor uendelig dans af balancerende bevægelser, der hele tiden afstemmes i forhold til hinanden, hvor hver art løbende justerer sin adfærd som svar på omgivelsernes tilpasninger.

Men vi mennesker er trådt ud af denne dans. I løbet af få generationer har vi brugt millioner af års opsparet energi i topmuld, skove, kul, olie og gas til at kontrollere den levende verden omkring os. Vi tror ikke længere, at vi behøver at tilpasse os til vores omgivelser, men at vi derimod altid kan tilpasse dem os. Vi er holdt op med at se os selv som en del af dansen, men snarere som DJ’en, der styrer musikken.

Og derfor er chokket også tilsvarende større, når vi taber den kontrol, vi ellers var begyndt at tage for givet. Når omfanget af klimakrisen går op for os. Når det dramatiske tab af biodiversitet bliver synligt for os. Når skovfældning og indfangning af vilde dyr får ukendte vira til at rykke fra deres naturlige værter og over i mennesker, hvor de kan mutere, tilpasse sig og blive til en pandemi, der får hele verden til at gå i stå.

Disse kriser er ikke forskellige kriser. De er derimod forskellige udtryk for det samme grundlæggende problem: At vi ikke vil tilpasse os den foranderlige verden, vi lever i.

Hvad hvis vi opgav forestillingen om at have fuld kontrol over vores omgivelser og i stedet lærte at efterligne naturens kredsløb, hvor alt bliver givet videre, og hvor den enes efterladenskaber er den næstes næring? Hvad hvis vi lagde lige så stor vægt på det, vi giver videre, som det vi tager?

Det kan lyde fjernt og abstrakt, men det behøver det ikke at være. For hvad hvis vi dyrkede vores fødevarer i regenerative jordbrug, der genopbygger jordens næringsstoffer og mikroliv? Hvad hvis vi iværksatte naturgenopretningsprojekter, der gav plads til, at andre arter kan trives? Hvad hvis vores skoler støttede vores børn i at knytte bånd med den levende verden, så de også lærer livets dans at kende og kan lære den videre til deres egne børn?

I sidste ende kræver det en ny nærhed, ydmyghed og forståelse for den levende verden omkring os. Og det indebærer desværre også, at vi må erkende, at det ikke er hvert eneste trin i livets dans, der er til vores fordel. Vi har selv været med til at skabe rigtig gode levevilkår for COVID-19. Nu må vi tilpasse os og lære at leve med den.