|
0
registrerede
1199
gæster og
1913
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: VERDEN OG OS
|
Måske er det her bedøvende ligegyldigt for alle andre end mig – så spring over - vil jeg foreslå.
Her i landet bruger vi ”vores” del af kloden ca. 4 gange mere, end den kan holde til, og på kloden som helhed må vi - for tiden - ca. 7 milliarder ”tobenede pattedyr” se, at flere end 20.000 af vore børn dør hver eneste dag pga. vanrøgt (sult og sygdom), samtidig med at vi konstant øger vores samlede antal – alt sammen noget, som meget nemt kunne være undgået.
Vi misbruger denne planet, ”Moder Jord”, det eneste sted vi har at bo.
Og reelt gør vi ikke noget ved det!
Misbruget fortsætter ”for fuld skrue” (”økonomisk vækst”), børn under 5 år dør fortsat i stort set uhindret omfang – og den uhæmmede befolkningstilvækst (uønskede graviditeter i Ulande) afhjælpes heller ikke.
Hvis vi ville, kunne vi meget let løse alle tre problemer.
Men vi har ikke viljen!
I universets og denne klodes historie har vi mennesker kun eksisteret meget kort tid – og inden vores stjerne, solen, har brugt sin sidste brint, eksploderer og synker sammen, er det for længst forbi for os mennesker.
Så selv om det er nemt at se, hvad vi burde gøre, er det måske i virkeligheden ret ligegyldigt, om vi fortsætter vores grådige fest – på de døende børns, de uønsket gravides - og klodens bekostning.
Det holder jo alligevel op – helt af sig selv – og i universets tidsforløb er et par hundrede (eller tusinde) år mere eller mindre vel nærmest for intet at regne.
De kristnes Kristus havde ikke øje for miljøet.
Det var ganske enkelt ikke i fare for et par tusinde år siden.
Vi have ild og agerbrug, men vi var ikke ret mange, så røgen fra Kains og Abels bål gjorde kun ubetydelig skade, og selv om agerbruget fordoblede vores antal, var vi stadig så få, at naturen stort set var upåvirket.
En nutidig Kristus vil nok ikke undlade at medtage naturen i det dobbelte kærlighedsbud (Gud og næsten).
Og når en nutidig Kristus nok græder over vore gerninger, så vil en nutidig Buddha nok smile - i aktiv medfølelse – på vejen mod Nirvana – udenfor denne verden (om jeg nogenlunde har forstået det).
Eller er det ikke sandt?
Og er det meningsløst at kæmpe for en bedre verden?
Jeg ved det jo ikke, men selv om det meget muligt stort set er meningsløst, vil jeg nok alligevel ikke kunne lade være at gøre det – aktivt at elske - den smule jeg formår.
Og det er så mening nok for mig 
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
