Gennem de talrige Inkarnationer opbygger Menneskeaanden sin individuelle Personlighed. Ligesom det modne eller aldrende Menneske i Erindringen kan skue tilbage paa sine Tanker og Følelser, samt genkalde sig oplevede Tildragelser og udførte Handlinger lige fra de tidlige Barneaar, og dog som fuldvoksent Menneske paa alle Punkter føle sig identisk med Barnet, der langsomt er modnet gennem Dage og Aar, saaledes kan den frigjorte Aand i tilbageskuende Erindring, saa langt som Tanken kan naa tilbage i Tiden174, genkalde sig de menneskelige Skikkelser, som den har aandelig levendegjort, og dog fuldtud føle sig identisk med dem alle. I kalejdoskoplignende Billeder kan Aanden følge sit „Jegs“ gradvise Udvikling fra de første svage, lidet personlige Væsener, som den har været knyttet til, lige til de, gennem en langsom Fremadskriden, mere udviklede og mere selvbevidste Personligheder.
Altsaa: ligesom Mennesket paa hvert givet Tidspunkt er Summen af sit Livs Indhold, saaledes vil den frigjorte Aands individuelle Personlighed være Summen af alle tidligere Jordelivs Tanker, Følelser, Handlinger og Oplevelser.
For de Yngste175 stiller Inkarnationerne sig paa en anden Maade. Da de Yngste lovede Gud at være Menneskenes Ledere og Opdragere, var de selv højt udviklede Personligheder. Deres Tilbageskuen paa den Tilværelse, de har ført som Mennesker, bliver da nærmest — for at bruge et jordisk let forstaaeligt Billede — som de kvindelige og mandlige Skuespilleres, der i Erindringen genkalder sig de sceniske Skikkelser, de i Aarenes Løb har levendegjort ved deres Evner og Kunst. Blandt disse Skikkelser vil Skuespilleren altid udvælge dem, der stod hans egen Personlighed nærmest, og som han under Fremstillingen har formaaet at levendegøre gennem sin Kunsts individuelle Særpræg. Paa lignende Maade vil ogsaa de Yngste i den tilbageskuende Erindring føle sig mest tiltrukne af og mest identiske med de Mennesker, som det er lykkedes dem at paatrykke det reneste og ædleste Præg af deres Aands ophøjede Individualitet; og ligesom Skuespilleren, naar han forlader Scenen, afkaster sin Maske og viser sig som den, han virkelig er, saaledes vil ogsaa de Yngste, naar de ved Dødens Indtræden forlader den jordiske Skueplads og atter vaagner til klar Bevidsthed, afkaste den menneskelige Maske og vise sig som de høje Individualiteter, de var, førend de traadte ind paa Jordklodens Scene for at deltage i det store Verdensdrama.
De Ældste, som ved deres egenmægtige Menneskeliggørelse bragte sig selv ind under Gengældelsesloven, maa alle — Inkarnation efter Inkarnation — paa ny genopbygge deres af Mørket nedbrudte og forvanskede Personligheder; men i sin inderlige Medlidenhed med disse ulykkeligt stillede Væsener yder Gud dem den størst mulige Hjælp, ved, saa vidt som det er gørligt, at bortslette Erindringen om alt det, de oplevede før Jordens Tilblivelse, saa at de tilsyneladende er lig Menneskeaander.
Ligesom enhver frigjort Menneskeaand kan se tilbage paa sin Kamp ud af Mørket og frem imod Lyset, saaledes kan Gud, fra Evighed af, følge sin Kamp ud af Mørket, til den fulde Sejer var naaet. For Gud er det derimod ikke en Tilbageskuen i Erindringen, men en Opleven i Nuet; thi da Han indebærer al Tid — den endelige som den uendelige — i sin alt omfattende Tanke, eksisterer Begrebet Tid ikke for Ham.