Aktiv dødshjælp

Statsminister Mette Frederiksen åbner på Folkemødet op for en fornyet diskussion om aktiv dødshjælp.

Igen et følsomt emne med stærke - og velbegrundede - holdninger for og imod. Som i tilfældet med provokeret abort angår spørgsmålet os vitalt. Det er en lovgivning vi skal leve - og dø med.

Som troende ved jeg med sikkerhed - ud fra værket Vandrer mod Lyset - at både provokeret abort og aktiv dødshjælp er imod Guds love og ønsker.

Og det menneske, der eventuelt ville gøre brug af en ret til at vælge livet fra støttet af staten, vil hurtigt opdage, at de lidelser man måske søger at flygte fra, ikke stopper ved en selvvalgt død (heller ikke ved selvmord). Derfor er der ikke tale om aktiv døds'hjælp', men om en ny tragedie, idet lidelserne som sagt ikke stopper her, men bliver værre.

Men da Gud ikke tvinger nogen til at gøre det rette, og undlade at gøre det forkerte, og da flertallet af danskere formentlig står helt uforstående og måske afvisende overfor en religiøs vinkel på spørgsmålet, vil jeg angribe problemet fra en måske mere spiselig vinkel - for menneskers egen skyld, ikke for min, og ikke for Guds:

Med de universelle menneskerettigheder følger - selv om de ikke er nedskrevet og ratificeret af noget land - visse menneskepligter. En af disse pligter - kan vi tænke - er pligten til livet.

Livet er - fra undfangelse til (naturlig; ikke selvpåført og ikke påført af andre) død - både en ret og en pligt.

Hvis ikke livet på den måde beskyttes i begge ender, vil vores liv, dets værdi og værdighed, være relativ, og ikke absolut. Dermed bliver livet billigere og lettere at tage - også for andre.

Respekten for og værdsættelsen af livet i begge ender af livsforløbet er derfor i vores egen interesse.

Eller man kan tænke over lidelsen som sådan. Det er jo forståeligt, at ingen ønsker at lide, og det er hårdt - også som behandler (læge, sygeplejerske osv) - at se mennesker lide ubærligt.

Men lidelsen kan - uanset hvor dyb og langvarig den er og hvor udsigtsløs den kan virke - tænkes at have en funktion:

Nemlig at vi ved lidelsen kan blive mere empatiske og forstående overfor andres lidelser - fordi vi kender den fra os selv. Derfor kan vi også blive mere villige til at ville hjælpe andre, der lider.

Lidelsen kan på den måde afrunde os som mennesker, og det er store menneskelige kvaliteter og værdier, man ødelægger eller umuliggør ved døds'hjælpen'.

Hvis livet ikke må kunne mærkes - også når det gør ondt - vil vi tilsidst ikke kunne mærke os selv. Vi ødelægger da let det bedste i os.

Hvem skal kunne trøste den lidende, hvis ingen - levende - forstår, hvad lidelse er?

I sidste ende må det være et samvittighedsspørgsmål, som hver enkelt må gøre op med sig selv og netop den, samvittigheden.

Vores samvittighed - vores inderste sans for godt og ondt - kender svaret. Så mærk efter og find det.