En Fader har mange Børn; blandt disse er der en Søn, men kun een eneste, der i sit Væsen er et fuldendt Udtryk for en kærlig, opofrende, lydig og lærvillig Søn; alle de andre Børn er mer eller mindre vanartede: letsindige, ulydige, dovne, opsætsige, altid stridbare, altid uenige. Paa mange Maader har Faderen forsøgt at retlede sine Børn, at stifte Fred imellem dem, at bringe dem til at arbejde og til at være lydige. Men intet har hjulpet, de vil ikke høre og følger derfor ikke hans Anvisninger. Faderen kalder da paa den kærlige og lydige Søn og siger: »Se, du er den eneste af alle mine Børn, der er som et Barn skal være, derfor er du ogsaa min kæreste Søn; men dine Søskende er vanartede, og de følger ikke mine Raad og Formaninger, intet kan forbedre dem. Men nu vil jeg give dig alle de Stokkeslag, som dine Søskende egentlig burde have, og som de ærligt fortjener. Jeg vil lade Naade gaa for Ret og straffe dig, og den Ydmyghed, hvormed du gør dig til dine Søskendes Stedfortræder og modtager deres Straf, skal sikkert forbedre dem; thi de vil glæde sig over at være gaaet fri af Straffen, de vil elske dig og søge at gaa i dit Fodspor; og gennem den Straf, som jeg giver dig, der er uden Skyld i deres Forseelser, vil jeg finde en Udløsning for min Vrede imod dem.«
Mon en saadan faderlig Handling vilde blive efterfulgt af de øvrige Børns Forbedring? Og hvilken Menneskesøn, selv den bedste, den kærligste, vilde bøje sig for sin Faders Ønske og som Stedfortræder bære sine Søskendes Straf? Og hvad vilde andre Mennesker – Fædre og Mødre – sige, naar de hørte om en Fader, at han vilde forbedre sine Børn paa denne Maade?
Men hvis denne Fader nu gik et Skridt videre og bød, at den kærlige og lydige Søn skulde have sit Liv forbrudt for de øvrige Børns Forsyndelser, og hvis Sønnen i sin Kærlighed til Faderen og til sine Søskende frivillig havde bøjet sig og givet sit Liv for at sone sine Søskendes Synder – hvad saa? Hvad vilde andre Fædre og Mødre sige eller gøre? Mon en saadan Handlemaade ikke vilde vække deres Harme og Afsky mod en saa unaturlig Fader? Mon de ikke hurtigst muligt vilde gøre ham uskadelig ved at fratage ham Fadermyndigheden? Ingen Mennesker vilde i deres Samfund taale en saadan Fader, ikke een eneste vilde højagte ham eller takke ham derfor.
Altsaa: intet Menneske (her tales kun om Mennesker fra civiliserede Samfund) vilde finde sig i en saadan Handlemaade, hvis den fandt Sted i deres Midte!
Men det er denne Handlemaade, der tillægges Jāh’u. Og selv om Pauli Udlægning skal forstaas ud fra en aandelig Opfattelse, saa bliver dog Jesu Korsfæstelse staaende som en virkelig Kendsgerning, der ikke paa nogen Maade lader sig bortforklare; Korsfæstelsen er sket , hvad enten den skal betragtes fra et jordisk eller et aandeligt Synspunkt. Denne Jesu Dødsmaade maa altsaa, hvis Pauli Udlægning skal lægges til Grund for Opfattelsen af Jesu Mission, være forud bestemt af Jāh’u og sanktioneret af Jesus, inden han kom i Kødet, d. v. s. blev Menneske. Hvad ingen jordisk Fader og Søn vilde indlade sig paa, det tillægger Menneskene uden videre deres Guddom!
