|
0
registrerede
450
gæster og
62
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvad HansKrist dog skriver på facebook
|
Et af mine facebook opslag 12 september 2016:
Kunne det tænkes at mennesket har sit eget personlige 11 september og efterfølgende ground zero?
Og i så fald er det interessante hvilken bygning der vil blive genrejst og genopbygget på stedet.
Hvad fabler du om Hans? Truer du med et comeback?
Har du så fundamentet i orden for det er vel intet mindre end en skyskraber du har tænkt dig at opføre på ruinerne af det der engang var Hans, eller skal vi sige Kong Hans.
Lagt i ruiner kan gå på et liv der bliver lagt i ruiner og personligheden (i drømme oftest sammenlignet med boliger lige fra huse og værelser/rum til paladser) der lægges i ruiner, lig med en hel verden der går under. Psyken eller sjælen der om ikke opløses fuldstændig så dog ikke længere hænger så godt sammen at det nu kan være det understøttende fundament for vores person. For mit vedkommende var det mit liv der blev lagt i ruiner (men jeg fik dog 3 gode år som voksen), men det lykkes mig som person at overleve til trods at mit liv gik i ruiner for mange år siden. Dette er det specielle og ja dybt tragiske at mit liv bliver lagt i ruiner men at jeg som person overlever dette.
Jeg har meget til fælles med Brinkmann (ikke såvidt det jeg skriver lige ovenfor, men såvidt tænkning, hvad vi siger og skriver) og det skyldes at vi meget har studeret de samme filosoffer, den samme filosofi, men jeg bliver aldrig enig med ham i at mennesket er uden sjæl eller psyke og som der ikke kan reduceres til noget andet. Ud over at mennesket også er ånd/forstandig så er mennesket også indehaver af et suverænt mikrokosmisk psykisk eller sjæleligt univers med selvstændig status hvor vi skiller os ud fra alt andet og alle andre, men paradoksalt nok også finder identitet og en stærk samhørighed/forbundethed menneskeheden og mennesker til alle tider og overalt på tværs af kulturelle skel/forskel. Dette vores suveræne rum af sund subjektivitet, eller os som subjekter kan vi aldrig fraskrives. Der er subjektivitet til stede før interaktion med vore omgivelser (før theory of mind for alvor sætter ind) og før Åndens selvbevidsthed viser sig.
Alle os der ikke er bange for natten, nattesøvnen og drømmene, drømme universet, det ubevidste vi kunne aldrig finde på at benægte sjælen eller psykens selvstændige liv gøre sig gældende. Men det moderne menneske er angst, metafysisk og ontologisk angst og placerer sig selv i alene dagslyset og bevidstheden, det moderne menneske tør ikke sove og drømme, så det moderne menneske besvimer blot og drømme kaotisk og vågner ikke udhvilet så angst er det moderne menneske for at falde i søvn og drømme, så angst er det moderne menneske for døden, hvor søvnen er den lille død. Denne angst fortæller Zizek, vist nok ud fra Lacan, fortrinligt levende beskrives i følgende historie:
En mand kommer til psykiater grundet den angstneurose der bunder i at han tror han er et kornfrø der hvert øjeblik kan blive spist af den høne han fornemmer et og andet sted findes alle vegne. Endelig lykkedes det psykiateren at overbevise manden om at han ikke er et kornfrø. Rask og glad, kureret sin angstneurose forlader manden psykiateren. Der går nogle minutter og manden braser ind til psykiateren kridhvid i ansigtet fyldt med angstens sved dryppende. Jamen hvad er sket spørger psykiateren, for er du ikke nu klar over at du ikke er et kornfrø. Jo siger manden, det har jeg forstået og er klar over, men tror du også hønen har forstået det?
Så angst kan mennesket være for det ubevidste, for hønen i deres liv. Ja det gælder om at klynge sig til bevidstheden når man er så bange for at det ubevidste vil æde og tilintetgøre os.
Det psykiske eller sjælelige, bagagen her vi bærer med os ind i livet skyldes vores fylogenetiske arv. Så psyken er ikke noget fremmedartet, uvedkommende livet på jorden eller i verden. Der er intet problem med det psykiske eller sjælelige for naturvidenskab (i så fald ville gener også udgøre et kæmpe problem), det er ikke et spøgelse eller en overnaturlig størrelse, hvilket derimod vores kulturelle sproglige historiske selvbevidsthed er i besiddelse af, overnaturlighed.
Tabula rasa tanken har altid forekommet mig noget så idiotisk at jeg aldrig har gidet beskæftiget mig hermed, ja dertil er jeg for meget tysker, for meget romantiker og metafysiker og ja velfungerende vellykket introvert en natur.
Brinkmann tilkender dog mennesket at være person, som kompensation for at han har drillet os med at vi er uden sjæl og psyke. Men person kategorien er en åndelig størrelse og tilhører eller hører ind under vores mentale tænkende sproglige kulturelle måde at være til på. Men det udelukker ikke eller svækker ikke vores psykiske sjælelige liv, tværtimod styrker og udvider alt vi lykkes med i åndelig forstand vores psykiske sjælelige liv og befæstelse. Altså det er den fuldstændige modsatte tendens, retning og bevægelse der er tale om end den Brinkmann gør sig til talsmand for, hvor han ud fra sit kultur sociologiske psykologiske ståsted formår at reducere alt sjæleligt psykisk til at være en betinget afledt størrelse, instans. Dette skyldes den Brinkmann'ske Stoiske orientalske inspirerede rationalisme og angst for følelser, eller afvisning og usikkerhed på følelser og følelseslivet og at der er noget væsentligt her at komme efter, hvilket vi ser går igen hos Buddha og Jesus. Hvor hos Jesus passion, lidelser og store sindsbevægelser, stærke følelser, som de fx især kommer til udtryk i tilknytning og kærlighed en sag eller levende væsen, ikke skal undgås, da det er her vi bliver til som mennesker og personer.
Jung var dybt rystet over en moderne videnskabelig psykologi uden sjæl eller psyke, der ikke opererede med en selvstændig unik instans her. Og vel at mærke taler vi ikke om noget religiøst som fx sjælens videre liv efter døden. Vi taler om de nedlagte urbilleder, ideer eller arketyper der kan aktiveres og bemægtige sig mennesket udenom enhver kulturel tegnverden og rationel diskurs og forståelse, selv om de har det med at koble sig på disse, så kan de såvidt deres grund eller årsag ikke reduceres til udelukkende at være afledt disse. På den måde tilføjer mennesket hele tiden noget nyt til verden. Vi taler også om at jeg er mig og ikke dig, vi taler også om det i mig der er mig og ikke noget andet. Vi taler om min kærlighed og mine lidelser og håb og naive tro. Ja mennesket er en hel verden i og for sig selv, kald det sjæl eller psyke, ikke at forstå som identisk bevidsthed og bevidst opmærksomhed, men noget meget mere autonom og levende sit eget liv uafhængig af vores bevidste opmærksomhed. Vi kender det ubevidste og dette det psykiske sjælelige når vi slipper bevidstheden, vores fokus og fx tillader trance melankolske dagdrømmerier eller når vi glider ind i søvnen og det sjælelige psykiske tager over, dette er vidunderligt skønt og sætter ligesom vores ofte tåbelige dagsbevidsthed i rette perspektiv, simpelthen ikke altid noget særligt eller særligt beundringsværdigt.
Jeg vil ikke benægte Brinkmann's fundne i filosofien Ståsteder og deres betydning og gyldighed for menneskers liv, men de mangler noget dynamisk og progressivt over sig, som om de mangler tidens og historiens kreative dynamik, så det virker som noget græske filosoffer har fundet på, for hvem tiden og historien, den historiske udvikling, eskatologi ingen betydning havde.
I den forstand er Rune Lykkeberg mere jødisk kristen historisk revolutionær progressiv, mere Paulus og Marx orienteret overfor græske orientalske konservative Brinkmann. Men han har ej heller lagt skjul på sit Stoiske tilhørsforhold.
Jeg går ind for Viktor Frankl og hans syn på tiden, hans fremtids-kreativisme set i lyset af hans fortids-optimisme, optimisme såvidt fortiden. Som jeg skrev om forleden, kommer her:
Timeglasset, her er sandskornene øverst oppe fremtiden, som vore muligheder, den snævre passage i timeglasset er når vi handler kreativt, nuet som øjeblikke vi selv skaber hvor vi virkeliggør vore muligheder gennem kærlighed til en anden person eller gennem dygtiggørelse såvidt et fag eller en sag vi lykkes med. Timeglasset nederst er fortiden som det eneste virkelige (vores liv og virkelighed, livserfaring og livshistorie), nemlig de vore muligheder vi har virkeliggjort, realiseret (også det, den krop og hjerne, vi har spist og trænet, arbejdet og studeret os til). Alt i fortiden bliver bevaret, og ikke kun det vi er bevidste om og kan generindre men også det vores bevidsthed ikke har adgang til er bevaret.
Mange tænker at fortiden er slut og borte, væk for altid, men fortiden er det eneste virkelige fordi det rummer hvad vi er lykkedes med at virkeliggøre, realisere. Fortiden forbliver altid hos os, glider os aldrig af hænde, af krop, i hjertet skrives kærlighed og lidelser ind og i hjernen klogskab og visdom. Når vi ser et ældre menneske bør vi have stor respekt, grundet de ufattelige lidelser og sorg som hører kærligheden til, dette at elske til, dette menneske flot har formået at udholde/tåle. Mange unge kan slet ikke klare lidelserne, udholde og tåle disse og de sprænger sig selv og andre i luften eller begår selvmord eller smadre deres liv med rusmidler og stoffer, et misbrug.
Det vil sige at vores liv ikke består af dage der som blade bliver revet af vores livskalender og smidt i skralderen, men bladene/dagene oppebevares og ordnes sirligt og omhyggeligt i en bunke med endda masse af tilføjede notater på. Denne bunke, som er vores fortid er det eneste virkelige og det sikreste af alt vi ejer, et menneske kan eje, nemlig vores liv, vidunderlige skæbne og kunstværk, vores unikke person og personlighed, der rummer så forbandet meget.
De fleste mennesker vender forkert og stirrer ind i falske forhåbninger om liv og hvor evigt liv er. Det er retteligen i vores fortid, spørgsmålet er blot om hvad, hvor meget mere og hvem vi vil have indskibet i fortidens sikre havn.
I samme grad et menneske konstant gør op med og afviser sin fortid, i samme grad er det i konflikt med sig selv og sit liv. Jo mere godt fortid et menneske har jo bedre handler det både kreativt og med jo større gennemslagskraft handler det, fordi vi altid handler på fortiden, eller ved hjælp af fortiden, vores liv og erfaring, det der nu er derinde i hus, er hjemme og vel integreret.
Dette skrevne her er et tiltrængt opgør med tidsåndens pessimistiske syn på tiden og dens flugt ind i et statisk og uden retning, mål og mening liv.
Brinkmann skriver også spændende om fortidens afgørende store betydning i sin bog, Stå Fast
|
|
|
|
