|
0
registrerede
437
gæster og
46
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: KULTURRADIKALISMEN OG DENS GLEMTE DIMENSION
|
KULTURRADIKALISMEN OG DENS GLEMTE DIMENSION
Kære tros
Du rejser spørgsmålet om, hvorvidt der er en forbindelse mellem kulturradikalismen og utopier.
Som overskriften antyder, kunne der opstilles følgende tese qua Elias Bredsdorffs definition i 1955: Kulturradikalismen også forstået som frisindet kulturkamp arbejder på at styrke de humanistiske og demokratiske ideer i respekten for mennesket. Men den kulturradikale position mangler en dimension – den skaber utopier i stedet for håb.
Det er selvfølgelig en ret vovet antagelse, der et eller andet sted påberåber sig den mere religiøse position, hvilket i og for sig er i modstrid med kulturradikalismen.
Når Elias Bredsdorff i en kronik i 1955 skriver, at der ”er brug for en vågen og modig kulturradikalisme i dag, en tankegang, som bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med en social samvittighed", må det forstås i lyset af den kulturradikale epoke, som E. Bredsdorff selv var tilhænger af, nemlig kulturradikalismens anden fase, der for alvor tog terræn i mellemkrigstiden.
Som du selv er inde på, vendte de kulturradikale sig imod de reaktionære tendenser så som fascismen og ikke mindst den begyndende nazisme i 30’erne. Der blev således hurtig to lejre i det danske kulturliv: en kulturradikal strømning og en konservativ reaktion (med udsagn så som ”ud med bolsjevikkerne”). De kulturradikale har formentlig fået navnet pga. deres radikalitet med arven fra Georg Brandes samt 20’ernes fremskridtsoptimisme, idet de så at sige fremstod som en kulturel folkefront, hvis idealer - som en fornuftsfilosofi (med rødder i oplysningstiden) - fremstod som aktion først og fremmest i form af en kulturkamp mod undertrykkelse på alle fronter (fascismen, militarismen/diktaturet, seksualsynet, kvindeundertrykkelsen, den sorte skole, censuren etc.). Overordnet set kan vi sige, at kulturradikalismens mål var at kæmpe for menneskets frihed og frigørelse.
Spørgsmålet er, hvorledes den ’frisindede kulturkamp’ tog sit egentlige udgangspunkt. Hvad kan et videnskabeligt verdensbillede og en fornuftsfilosofi sige om mennesket?
Det er ud fra sådanne spørgsmål, vi (forsøgsvis) kan antage, at de kulturradikale i lyset af 30’ernes frisindede kulturkamp (en alliance af intellektuelle, som politisk spændte fra De Radikale over Socialdemokratiet til kommunisterne, men formentlig med hovedvægten på uorganiserede (Morten Thing, ”Den kultturradikale udfordring)) befandt sig i en position, der ville forsvare menneskets rettigheder uden at tage højde for, hvorvidt fremskridtsideerne blev til fremskridtsutopier i stedet for fremskridtshåb. Men en sådan antagelse forudsætter, at de kulturradikales kamp for et bedre samfund og en bedre kultur kom til at fremstå som et uopnåeligt ideal. Her havner vi i kulturradikalismens egen splittelse – det som du, tros, kalder for nogle ”politiske idioter” – idet, de kulturradikale strømninger blev mere politiske end kulturelle qua kommunismen. Hermed endte en del af kulturradikalismen under de røde faner.
Læs f.eks. Otto Gelsted der er oppe mod nazistisk kulturpolitik i ”Kulturkampen, 1935, nr. 5, s. 19-21:
Det, jeg særligt vil bede Dem hæfte Deres opmærksomhed ved, er imidlertid, at Nazisterne slet ikke anerkender Videnskab i al almindelig Forstand. Nazisten er ikke interesseret i at bygge et System af Kendsgerninger på paa grundlag af Erfaring og Fornuft. Han vil skabe et religiøst eller mytologisk verdensbillede, der svarer til, hvad hans Race og Blod kræver. Al videnskab skal være underordnet den nazistiske Stats Tarv og Førerens Afgørelser. Har Hitler talt, er sagen afgjort […] Men et maa De være klar over: den, der stadig tror, at Fornuft og Orden er bedre end blodrus og Vanvid, han kan ikke være upolitisk. Han maa gøre et Arbejde for at bremse vanvidet og holde Fornuften oppe.
Otto Gelsted var med i kulturkampen og blev samtidig kommunist. Her var der ikke blot tale om kulturen som et magtkritisk våben (jf. Poul Henningsens digt i ”Kulturkampen", 1938, nr. 6-7, på forsiden), men derimod om en politisk modbevægelse. Det rejser spørgsmålet om, hvor langt man kan gå i forsvaret for mennesket rettigheder og pligt til at ytre sig i en verdensomspændende situation, hvor virkeligheden (jfr. 2. Verdenskrigen) tager alt for mange ofre med sig i døden?
Hvad kan vi så sige om kulturradikalismen i dag? Lever den stadig? Nej, lyder det fra Hans Hertel: Kulturradikalismen eller ”de kulturradikale er døde”. Hans Hertel kunne trods alt (i Politiken, 15. januar 2002) konkludere, at der er behov for en genopvakt kulturradikalisme, dog med en navneforandring.
Jeg er tilbøjelig til at sige, at kulturradikalismen ånder – ikke som den overfor skitserede bevægelse – men som kulturradikale ideer og strømninger, der pt. figurerer blandt debattører/kunstnere og politiske partier (Enhedslisten og SF). Det, Elias Bredsdorff i 1955 lagde op til med sin definition, kulturradikalismen, blev opfyldt i og med, at Frisindet Kulturkamps idealer - ”hvis formål er paa en bred, frisindet basis at styrke de humanistiske og demokratiske Ideer og Synspunkter” (Kulturkampen, 1935, nr. 2, s. 5) – sammen med 50’ernes og 60’erns kulturradikale blev realiseret gennem de senere politiske nyudbrud. Men i dag er både den samfundsmæssige og kulturelle situation en anden, hvorfor en kulturradikal position må knytte an til nogle andre mærkesager, hvis de vel og mærke findes.
Hertil skal sige, at Søren Krarup i Kristeligt Dagblad i 2005 skrev en artikel, hvori han kridtede en ny kulturkamp op over for den "døde" kulturradikalisme.
Det sætter for mig at se nogle tanker i gang omkring definitionen og forståelsen af kulturkamp og hvilke dimensioner, den burde rumme.
Mvh
Anne
P.S
Jeg kunne i og for sig oprette en ny tråd om kulturradikalisme/kulturkamp, men jeg ved ikke, om jeg ville kunne nå at følge op på evt. kommentarer, og i hvilket forum en sådan debat burde finde sted..
|
|
|
|
