|
0
registrerede
1048
gæster og
2319
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Åndelig Føde
|
Paul Tilich:
Åndelig erfaring er virkelighed for enhver. Lige så virkelige som at blive elsket eller at trække vejret. Derfor skal vi ikke sky ordet "Ånd". Vi burde blive fuldstændigt bevidste om åndeligt nærvær omkring os og i os, selvom vi erkender, hvor begrænset vor erfaring af "Gud som nærværende i vor ånd" er. For dette er, hvad guddommelig Ånd betyder, nemlig Gud som nærværende i vor ånd. Ånd er ikke en mystisk substans; den er ikke en del af Gud. Den er Gud selv; men ikke Gud, som den skabende Grund for alle ting og ikke Gud, som styrer historien og som åbenbarer sig i dens afgørende begivenheder, men Gud som nærværende i fællesskaber og personligheder, idet han griber dem, inspirerer dem og forvandler dem.
Jeg er meget enig med Tillich i det med fede skrift typer.
Hvad han skriver efterfølgende som jeg har fremhævet med streg under - er meget dogmatisk kirke teologisk forsøg på korrekt tænkning.
Jeg forstår godt den fine skelnen mellem Gud i sine tre "fremtrædelsesformer" for os. Og jeg kan også se at der findes en vis begrundelse herfor selv i Nye Testamente.
Men alligevel mener jeg ikke det holder i Paulinsk forstand - Paulus stopper ikke op her og sætter grænser for Gud Helligånden - den Hellige Guds Ånd - eller Ånden som er den vending Paulus oftest bruger.
Men selv når dette er sagt så elsker jeg følgende af Paul Tillich om Gud Helligånden eller guddommelig Ånd:
Gud som nærværende i fællesskaber og personligheder, idet han griber dem, inspirerer dem og forvandler dem
Gud findes kun i living beings that exist som Berdyaev siger:
Altså Gud som nærværende i personligheder - idet han griber dem, inspirerer dem og forvandler dem.
Dette er hvad religion - det religiøse spirituelle åndelige alle dage har drejet sig om i det inderste maskinrum. isærdeleshed hvis vi taler kristendommen som er den mest spirituelle eller åndelige af alle de store religioner. Hvorfor overgår kristendommen de andre mange store verdensreligioner - jo fordi de kløjs rundt i moralsk selvretfærdighed og gerningsretfærdighed. Jamen så er det jo Paulus der gør kristendommen sublimt meget stærkt åndelig eller spirituelt. Præcist præcist præcist - det er sådan det er.
Og jeg er parat til at død for at forsvare det standpunkt - den forståelse som er den eneste rigtige åndelige forståelse tingene:
Altså Gud som nærværende i personligheder - idet han griber dem, inspirerer dem og forvandler dem.
Iøvrigt er det hvad Arne i snart 20 år har hånet mig for at mene - ja den intimitet mellem Gud og mennesket som der er i den kristne SPIRITUALITET påstår han er blasfemisk og meget svulstig og intetsigende.
Og som det menneske han er der er blottet for spirituel intelligens spørger han mig om hvordan Gud er og ser ud. Nå men flink som jeg er svarer jeg ham at Gud ikke er udenfor den fest og dans og sang han har kørende med os og ja alt det Gud gør med os - giver os skænker os og som vi svarer ham igen på - reagerer på i pris og jubel og triumf og stor glæde og højt humør. Gud er i relationen til os - denne kreative skabende dynamiske relation der kommer så meget fantastisk godt ud af for vi stakkels eller velsignede priviligerede menneskebørn her på jorden. Gud er ikke udenfor sin kærlighed til os i Kristus og alle de Åndelige velsignelser og gaver visdom og indsigt vi her modtager. Gud er i alt dette vidunderlige.
|
|
|
|
