|
0
registrerede
336
gæster og
33
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Åndelig Føde
|
Hans-Jørgen Schanz - fra bogen "Ånd":
Han påstår at kun kristendommen af de tre monoteistiske religioner opererer med Helligånden og at kristendommen er den mest sekteriske ihvertfald i sin oprindelse og derfor også den mest åndelige af de tre store monoteistiske religioner:
Jødedommen var – i modsætning til kristendommen, men på linje med islam – i udgangspunktet en majoritetsreligion, altså en religion, der gjorde sig gældende i et relativt homogent folk og her som en absolut majoritetsreligion. Det har betydning for denne religions forhold til statsmagt, nemlig, at den så at sige har et udbygget repertoire af forskrifter, normer og befalinger i forhold til dette at styre et folk statsligt og samfundsmæssigt (og ikke bare, om man vil, snævert religiøst). Det samme gælder islam, men ikke kristendom, der i udgangspunktet var en absolut minoritetsreligion, en lille perifer sekts religion, der ikke fra dag ét havde indbygget statsideologi, ja som egentlig og slet ikke har noget statsligt perspektiv.
Det var dog ikke kun i forhold til statsmagten, at der var stor forskel mellem jødedom og den lille undertrykte sekt kristendom. Den kendsgerning, at de kristne var en undertrykt sekt – og ikke en statsbærende religion – spiller også en rolle i forhold til forestillinger om ånd. Ånd bliver nu i langt højere grad end i Det gamle Testamente en frelseforudsætning. Og den mister en del af, hvad der havde været centralt tidligere, nemlig at være en art samfundsmæssig stabiliseringskraft. Nu bliver den i langt højere grad en eskatologisk kraft.
På en række måder kommer ånd – pneuma – mere i fokus i Det nye Testamente end i Det gamle Testamente. Det gælder således, at forestillingen om Helligånden nu begynder at antage faste konturer og begrebsmæssig soliditet, det gælder i forbindelse med Guds skabelse af Jesus og hans gerninger. Det gælder ikke mindst, at ånden får en langt større betydning, både for den kristne menighed og for den enkeltes frelse, altså selve troen. Endelig gælder det vel også dette, at der så at sige ryddes lidt op i åndeverdenen med dens hidtidige utallige størrelser af gode og onde ånder. Lad os kort se på det.
Men det var ikke kun i treenighedsproblematikken, at Helligånden gjorde sig gældende, Helligånden spiller også en rolle ved Jesu fødsel, i Jesu gerninger, og hertil spiller den en rolle som den kristne menigheds sammenhængskraft – uden Helligånd ingen menighed. Endelig, og måske mest afgørende, er Helligånden aktiv i selve troen. Troen som Guds gave til mennesket skænkes i form af Helligåndens indflydelse. Da religiøsiteten ikke længere som i Jødedommen er bundet til en lovfølgelse, men derimod til en tro som en art inderligheds-samvittighedsrelateret base, ses åndens eller Helligåndens enorme betydning. Den, helligånden, gør sig også gældende i kraft af nåden og dermed frelsen.
Størrelsen Helligånd forekommer nu lidt klarere end i Det gamle Testamente. Det drejer sig om en komponent i den såkaldte trinitet: faderen, sønnen og Helligånden. Denne trinitet førte, da filosofien senere begyndte at blive middel eller redskab for udlægningen af kristendommen, til utallige tolkninger, som – heldigvis – ikke skal optage os her. Problemet er og var én gud (faderen), som ikke kunne anerkende andre guder, men som alligevel også gjorde sig gældende i Sønnen og Helligånden. Før Jesu fødsel var Helligånden det primære middel, Gud anvendte i kontakten med mennesker – og det blev det vel også efter Jesu korsfæstelse, død og opstandelse. Under alle omstændigheder blev Helligånden i og uden for trinitetsproblemet et centralt træk i den kristne tro. Som bekendt døbes man stadig her i faderens, sønnens og Helligåndens navn.
|
|
|
|
