|
0
registrerede
2681
gæster og
522
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Åndelig Føde
|
Hej Thomas.
Tak for imødekommende og venlige ord 
Jo, du har ret i, at jeg i min pensionisttilværelse har været aktiv i frivilligt arbejde - en kort overgang i det lokale menighedsråd (som jeg forlod sammen med også folkekirken), og derefter i Ældre Sagen som bisidder, men især som frivillig i en Samværscafé for demente, hvor det - især med musik og lysbilleder - næsten hver gang lykkedes at skabe en stund med en god stemning i sindet hos de ofte noget triste og forvirrede demente.
Det var det hele værd at se dem live op
Nu i en alder af 88 er jeg for meget plaget af alderdommens svækkelser til dét, men jeg hjælper da fortsat en dement nabo ganske meget.
(Han har i sine yngre dage plantet et bredt og meget højt læhegn vest for min bolig, og jeg nyder hver dag at se træerne stå med rødderne godt nede i jorden, og med grenene op mod himlen, mens de med solenergi henter CO2 ud af luften).
Jeg kendte godt til Mester Eckehart, men har aldrig før lagt mærke til hans ord:
Guddommen står for den absolutte Væren. Den kan ikke beskrives med ord, men er ikke ingenting. 
Du skriver til mig:
Mmhhh ... du siger, du er afklaret.
For nok er jeg afklaret om , hvordan jeg vil leve mit liv - en afklaring, der har været under udvikling lige siden jeg for nu mange år siden første gang oplevede kærligheden i mødet med en Kristus Ikon og som fuldendtes her i 2021 med oplevelsen af det guddommelige i alt - som fødte den altomfattende kærlighed i mig - men jeg er bestemt ikke afklaret om, hvordan verden er!
Arternes udvikling - dermed også menneskets udvikling - skyldes jo iflg. alt, hvad vi ved, mutationer i arvemasse - vistnok fremkaldt af kosmisk stråling.
Langt de fleste mutationer er "fejlskud" - kun ganske få giver gevinst.
En af "gevinsterne" er Homo sapiens - men hvad med alle dem, der ikke duede, og hvad med menneskers fødsler af døde og levende misfostre? Det ser ud til, at sådan er denne klodes biologi indrettet.
Og alt dette får en ende, når vores sol har fusioneret det sidste af den brint, den indeholder - solen - en stjerne i et univers, der udvider sig acellererende, og hvorom vi ikke ved, om det har ydre grænser.
Det er umuligt at ignorere teodicé-problemet , vil jeg mene - men det er muligt at elske.
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, nøjsomhed, empati, harmoni og kærlighed 
|
|
|
|
