|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Mening med mit liv?
|
Nået frem til dét standpunkt, at tilværelsen er en gave, og at verden er et mirakel, som det ikke er muligt for os mennesker at fatte, ser jeg med sympati på de mange religioners - for mig at se - ufuldkomne forsøg på at opstille dogmer med tilhørende ritualer.
For det er dog forsøg - i modsætning til ateismen, der afviser alle dogmer og stort set alene støtter sig til naturlovene, som de ikke ved hvor kommer fra.
På en måde beundrer jeg ateisterne for at de udholder, at de intet har at støtte sig til.
Og på samme måde forstår jeg godt de religiøse, der har faste holdepunkter - dogmer - i tilværelsen.
Og når man bliver gammel og fornemmer, at døden nærmer sig, bliver længslen efter faste holdepunkter stærkere.
Det fornemmer jeg i alt fald, og det er nok derfor, at buddhismens harmoniske selvfordybelse, islams ydmyge taknemmelighed og kristendommens idé om kærlighed fra Gud at videregive til næsten - at de alle fornemmes at indeholde ægte værdier.
Og behøver man egentlig mere - ej heller i det øjeblik man sidste gang ånder ud - og ikke ånder ind igen? 
M.v.h. Arne  Harmoni og kærlighed til denne klode - og alt dens liv 
|
|
|
|
