|
1
registreret
(1 usynlig),
183
gæster og
215
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej Simon
Med så meget regnvejr kan selv små solstrejf i efterårsløvet pludselig lyse op, så øjne står på stilke, udsigten bli'r stor og mærkes i hjertet, og øje blikket fæstner sig i horisonten.
FØRST NU
Det er først nu
her i november
da løvet falder
”trindt om land”
at jeg igen
bliver bevidst om
at den ligger derude
min horisont
blålig og fjernere
end jeg huskede den
og på én gang
gådefuld og mærkelig fortrolig
og jeg tænker
på alt der groede op
inden for denne cirkel.
***
KLODEN ÅNDER STILLE
i lavningen derhenne
den
manifesterer sin vilje til liv
og et svagt pust
ude fra universet
forener sig med klodens ånde
og fortaber sig i den evighed
der skjuler sig et sted derude
bag min fjerneste
horisont.
***
Jeg ved at jeg ved
at derude
bag en af mine horisonter
er der et digt
der venter på mig.
En aften
da alle horisonter
var skjult i mørket
kom et par linjer til mig
de lød:
»Jeg var/altså er jeg.«
Resten må jeg begive mig ud
for at opsøge.
***
Solen står op og går ned
og står op og går ned
det sker planmæssigt
hver dag
og tiden går
urene er velsmurte og i god stand
evighedens erobring er kun et spørgsmål
om tid.
Knud Sørensen
Go' weekend med solstrejf og udsigt :))
RoseMarie
|
|
|
|
