|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Peter Handke:
Det står enhver frit, ikke at bryde sig om Peter Handkes politiske synspunkter og at kritisere dem, men det var nu ikke på grund af disse, han fik prisen!
Nylig hørte jeg en dansk forfatter udtale, at han da bestemt ikke kunne adskille forfatter og litteratur, der åbenbart var ham noget i retning af en reducering, hvorfor han henviste til Hamsun og erklærede, at han bestemt aldrig ville have fået sin noble pris i 1945.
Mærkværdigere sammenligninger er vel set, der for øvrigt ér et skel mellem litteratur og forfatter, idet vurdering og værdsættelse af litteraturen reduceres til et like/like not omkring en politisk anskuelse, der tilmed ikke engang indgår i forfatterens litteratur til vurdering. Derimod er det faktisk nobelpriskomiteens arbejde at vurdere litteraturen priskandidater har frembragt, ikke deres personlige politiske observans – som under/efter krige altid er tvedelte, men desuden afhænger af synspunktet. Litteraturen og dens betydning, forbliver m.a.o. at være udgangspunktet for kritik, og hvad der vægtes.
Noget her får mig nu alligevel til at tænke på de off. bogbrændninger rundt om i 30’ernes Tyskland, hvor man i kraft af indførte love mente at handle i almenvældets tjeneste, den gode sags tjeneste, ved netop at bandlyse litteratur p.a. forfatteres politiske holdninger, dersom denne afveg fra den vedtagne doktrin. Dette var stort set Goebbels gebet, at propagandere for og udbrede Tysklands ”nye” grundsyn over det meste af Europa, hvor dissidenter der off. udtalte sig og skrev om Tysklands indenrigs- og udenrigspolitik, måtte bøde med store personlige konsekvenser. De fik simpelthen frataget deres statsborgerskab og var reelt identitetsløse i et krigshærget Europa, og kunne fremover ikke udgive litteratur i besatte lande – en situation der i første omgang gav Stefan Zweig en sær fornemmelse af frihed, men som for Thomas Mann var en meget alvorlig sag, for når først europæiske grænser var knudret til og det personlige rodnet rent faktisk ødelagt, da var man henvist til at oversætte sin litteratur til andre sprog, men vigtigere, at genskabe sin egen historie i fremmede lande. Problemerne ville m.a.o. tårne sig umenneskeligt op, hvilket Stefan Zweig for eftertiden bitterligt skulle erkende, idet hans liv ødelagdes for bestandig i kraft af et lille politisk pennestrøg fra Tysklands propagandaministerium.
Men hvorfor kommer man nu pludselig til at tænke på den slags? Tja, muligvis har jeg lidt svært ved at forestille mig den danske forfatters vrede over Peter Handkes valg til nobelprisen i litteratur, som et udslag af et indre ønske om at se en politisk homogen tankemasse omkring sig, men faktum er, at politikere rundt om i Europa i stigende grad forgriber sig på individets frihed på en længere række områder, og at overvågning atter er blevet så vanlig en del af menneskers liv, at folk nu igen synes at tilpasse sig situationen, men måske igrunden slet ikke véd hvor glidebanen egentlig begynder – som er en historie, godt fortalt af en anden fremragende nobelpristager, nemlig Günter Grass, der med sin Af en snegls dagbog (da. 1973) helt eksponerer den politiske glidebane.
Årh jo, også Günter Grass måtte senere gennem journalistikkens muddermaskine, hvor stort set samme reducering af litteraturen foretoges i et rent meningshysteri, der vist gav sig ud for at være ”kritisk journalistik”, men i stedet eksponerede eftertidens skinhellige, der altid har søgt at spejle sig i drømme.
Demokratier ér nu engang politiske styresystemer og ikke helligdomme, hvorfor det er beslutninger om en vedtagen politik med tilhørende love der kan forvandle demokratier til et areal styret af oligarker, slet ikke fjernt fra dagens Rusland og Tyrkiet: en totalitarisme der blev virkeligheden for mennesker i Tyskland op gennem 30’erne. Magt har altid korrumperet politikere og ødelagt dem som mennesker, og gør det fortsat. Samfundets eneste værn ér faktisk krav om politisk gennemskuelighed og en off. pressetjeneste.
Forsøg på at flytte fokus fra kritik af litteratur til forfatteres politiske observans, er selvfølgelig ikke spor ny. Ej heller er der noget bemærkelsesværdigt ved at se forfattere forarges over andre, der fx modtager en attråværdig pris. Misundelsen og vreden har mange ansigter, man ser den ofte hvor man mindst venter det, måske hos sig selv. Vi er nu engang mennesker, ikke robotter.
Men vurderingen af hvem der er berettiget til at modtage nobelprisen i litteratur, må og skal begrænses til vurderingen af litteraturen frembragt, for netop ikke at havne i personlige overgreb på forfattere, der nu engang ér forskellig fra litteraturen de skriver, dersom forfattere er mennesker med en livshistorie, men ikke en litteratur, der kun muligvis vil fortrylle.
Selv glæder jeg mig på Peter Handkes vegne, men er da ked af at se ham tvunget til at forsvare en politisk overbevisning fra 90’erne, der udover ikke at agiteres for i hans litteratur, heller ikke er grundlaget for hans pris. Det er trods alt manglen på politisk rummelighed, som indskrænker menneskers personlige frihed i Rusland, Kina, Tyrkiet osv., hvor mill. af mennesker dagligt må leve med overgreb på deres frihed til kritisk at ytre sig i tanker om leveforhold de påtvinges, ofte af ret grådige herskere. I forvejen er det svært nok at få afsat levebrødspolitikere i demokratier, ligefrem et oligarki af politisk korrekte Jensen’er, overgår min fantasi…
*
Loppen
I Departementet du Gard – ja, netop det, hvor Nimes ligger
og Pont du Gard: i det sydlige Frankrig – der sad på et post-
hus en ældre frøken som postekspedient, og hun havde en
grim vane: hun åbnede bare lige alle brevene og læste dem.
Det vidste alle mennesker. Men som det nu engang er i
Frankrig: conciergen, telefonselskabet og postvæsnet, det
er hellige institutioner, og man kan godt røre ved dem, men
man må ikke røre ved dem, og følgelig er der altså ingen
der gør det.
Denne frøken altså læste brevene og beredte med sin in-
diskretion folk mangfoldige bekymringer.
På et dejligt slot i departementet boede en klog greve.
Det sker, at grever er kloge, i Frankrig. Og denne greve
gjorde en dag følgende:
Han sendte bud til Kongens Foged om at komme op på
slottet, og i hans nærværelse skrev han til en ven:
»Kære ven!
Da jeg ved, at postekspedient frøken Emilie Dupont altid
åbner vore breve og læser dem, fordi hun revner af nysger-
righed, så sender jeg dig hoslagt, for endelig at bremse hen-
de, en levende loppe.
Med mange venlige hilsner
Grev Skejs.«
Og dette brev lukkede han i nærværelse af Kongens Foged.
Men han havde ikke vedlagt nogen loppe.
Da brevet nåede frem, var der en loppe i.
- Kurt Thucholsky (1932).
mvh
Simon
|
|
|
|
