|
0
registrerede
509
gæster og
112
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Go'morgen Simon
"- Ja, akkurat. Men selv oplevelser fra noget så tidligt som lidt plasken under maveskindet, dengang vi lod os bære rundt i herligt svøb, bærer vi sandsynligt også op fra drømmekælderen"
Så her får du en bid mere fra Over vandet går jeg:
Inspireret af den franske symbolisme har Paul la Cour har kaldt dette fænomen afpersonalisering: "I al stor Digtning findes et Element af Afpersonalisering. Den vil ikke beherske dig med individuel Sjælfuldhed, men lyse ind i dig med upersonlig Aand". Inger Christensen har kaldt fænomenet afrealisering. Begge betegnelser vil det samme, de rører ved et fundamentalt forhold ved al digterisk skaben: En almengørelse af det subjektive. I Mallarmés betydning er afpersonaliseringen en æstetisk og metafysisk dimension, hvor intellektet forlader rummet i digtet for at lade dets eget univers træde frem - eller som Rimbaud udtaler om digtningens subjekt:
Car Je est un autre. Si le cuivre
s´éveille clairon, il n´y a rien de sa faute. Cela
m´est évident: j´assiste à l´éclosion de ma
pensée: je la regarde, je l´écoute: je lance un
coup d´archet:la symphonie fait son
remuement dans les profondeurs, ou vient d´un
bond sur la scène.
"Thi jeg er en anden. Når metallet vågner op som trompet, kan det ikke gøre for det. Dette står mig helt klart: Jeg er til stede ved min tankes blomstring: jeg ser på den, jeg lytter til den: jeg gør et strøg med buen: symfonien spreder sine bevægelser i dybderne, eller kommer i et spring frem på scenen".
("Lettre a Paul Demeny", 15. maj 1871 i min oversættelse.)
Og andetsteds :
C´est faux de dire: Je pense. On devrait dire: On me pense.
"Det er forkert at sige: Jeg tænker. Det skulle hedde: Jeg bliver tænkt".
("Lettre a Georges Izambard", 13. maj 1871 i min oversættelse.)
Et forsøg på at gå den direkte vej til det repræsentative vil kun føre til vage digte. Først når det personlige sætter sig ud over det private, kan det almene træde frem. Det er ikke vores følelser, men det mønster vi skaber af vores følelser, der er det væsentlige, har T. S. Eliot påpeget.
Jeg siger: Det er hinsides det subjektive englen bor.
Du skriver også:
"Gu' vè hvad hr. Strunge ville ha' sagt, dersom han havde oplevet hendes forfatterskab; sandsynligvis knuselsket hovedparten."
Jo, det tror jeg også, han ville, for meget har de tilfælles i deres sanselige udtryk. Og også Rimbeau, som jeg også må gå på videre opdagelse med ... næsten på samme måde, som jeg stadig følges med Proust(og mere om Proust senere). :))
https://politiken.dk/kultur/boger/art4847407/Poesiens-f%C3%B8rste-rockstjerne
I buskadset, et guldplettet smykkeskrin,
i det usikre buskads der er dækket over
med smukke blomster, hvor kysset sover,
gennembrydes det udsøgte broderi
af en frygtsom faun der viser sine øjne,
bider røde blomster med sit hvide smil.
Solbrændt og blodig som gammel vin,
brister han i latter under buskenes grene.
Og da han er flygtet, som egernet,
skælver hans latter endnu på hvert blad,
og, skræmt af en dompap, ser man da
Skovens gyldne kys meditere.
Arthur Rimbaud.
Go' sommermandag til dig
RoseMarie
|
|
|
|
