|
1
registreret
(1 usynlig),
674
gæster og
2306
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Solen skinner og februar lugter allerede af forår, yderligere gør Jac som fuglenes sang én glad, en vane han tillagde sig år tilbage, længe før sin død; at være død på så nærværende en måde, er nu også hans bestemmelse, en sprogets humørstige mellem andre vidunderlige digtere:
Regnen er så vred i år
Fødderne spejler sig i pytter, alting går mig af hånde i år,
kun min boksertud er i farve, min sære stolthed og prang.
Så jeg vil købe mig et gråt sæt tøj, og lader alle se mig i bitterhed,
og lader radioen flimre i genudsendelser, holder kæft og er til.
Måske kan vinduet hviske mig noget, det kunne være en fuglerute,
jeg hører skridtene fra min seng, alle i sårbart nervøst trav.
Men loftet er nu et poetisk puslespil, der er solen sin fantasi.
*
Jeg føler vores lejlighed hjemløser mig
Alle disse tomme reoler, hele min himmel står i udstueventen,
vi er gået ind i endnu en alder, og mon ikke den holder livet ud.
Gulvsliberen lakerer os, og snart vil malerne stå og trippe, syngende,
men det får vel en ende, det er årets sommerferie, men vi står fast.
Snart vil kroppen løsne sig, og jeg kan sætte mig på podiet igen,
sprogene vil falde tilbage i deres rygge, og en rytme blive normal.
Så ingen tanker om vejret i dag, for det magter ingen, gudskelov.
*
Jeg er så valsende i halsen
Skoven stirrer sådan på mig, galdegrøn som den står, erindrende,
men jeg bliver her kun kort, der er mani i mig, en masse dans.
Alle disse porterglimt i mine fingre, verden er kun til udfordring,
strandene har lagt sig ud, vandet sitrer, vi er alle med på bølgen.
Men hvorfor vågner man altid op til længsel, til disse mange somre før,
til pigerne der bød én op, hvor man stod akavet, og undskyldte sig selv.
Drømmen kan være så vidunderlig, men så falder morgenaviserne ind.
- Jac.
mvh
Simon
|
|
|
|
