|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej RM..
Som barn, forlod vi sjældent bassinet, på kanten ku’ tørlagte kvinder kalde sig hæse på os poder, vi der kort for inden havde svømmet trygt i deres indre. Stadig er vandet hinden vi må iføre os, trods en forfærdelig smag af klor, helst salt. Også regnen må vi mærke, til sidste strofe skyller os ud i glemsel, hvad Nordbrandt igen beregner smukt:
Botticelli kunne ikke
Botticelli kunne ikke have gjort det bedre:
Du går ud i aftenens regn
og mister langsomt dine farver
til jorden og næste dag.
Bagefter sniger du dig ind i min drøm
og for den fremkaldt på ny
af klavermusikkens rustne toner.
Lyset blafrer i trækken. Det øser ned.
O, skumfødte! Vandets forestilling om vand!
Du skal forsvinde mellem fingrene på mig
inden jeg finder dit hjerte
– og gå ud og finde dit eget leje.
*
Violinbyggernes by
Hver gang du kommer tilbage
kunne jeg dræbe dig for det
– af misundelse over den udsigt
jeg ikke fik set, floden
der slyngede sig gennem byen og ud
i et blomstrende landskab
med mindre det var en strøm af blå heste
bjergenes sne og de indfødtes
sprog, de indforståede vittigheder
de fortalte om deres konge.
„Violinbyggernes by” har jeg ofte
døbt det sted, hvor jeg leder
efter din sjæls foretrukne tilholdssted
din melankolis skovbund, og den særlige
tone i lyset over din kind
den som gør mig gal sidst på vinteren
eller med andre ord: Om døden ved jeg intet
men en sådan afmagt tillægger jeg de døde
en sådan genstandsløs længsel
at intet billede kan gøres
på trods af rammen, som altid er der:
Hele natten ned ad floden
lå vi ikke desto mindre vågne på dækket
og lyttede til strygermusikken
der blev båret ud mod os fra usynlige bredder.
- Henrik Nordbrandt.
mvh & sov godt
Simon
P.s.: og så brokker jeg mig over mangel på sne! ;)
|
|
|
|
