|
1
registreret Arne Thomsen
133
gæster og
324
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej Simon
Tak for ord og billeder og endnu et tip til nye ord af Tage Voss. Lydbogsudgaven har jeg søgt efter uden held, men jeg har kigget lidt mere nysgerrigt og opsøgende ind i det Vossende univers for både far&søn og deres fælles kærlighed til havets bevægelser og horisont. Herlige fortællinger og stemninger fra skiwet ... :))
En smule hav og skiw er også at finde her i et par digte af Einar Már Guðmundsson fra Orkanens øje samt begyndelsen af Regndråbernes epilog.
Måske kommer ordene
op af havet ligesom
livets fornødenheder
Fisk og fugle,
vinger og haler:
Imellem dem, mennesket.
Jo dybere jeg dykker
Jo højere flyver jeg.
***
Tal ikke om
store nationer og små nationer
udkanter, verdenshjørner og rande.
Det her er en kugle; midten
befinder sig under dine fodsåler
og bevæger sig og følger med
dig, uanset hvor du går
***
1. DEL - Skibet i stormen
Flammende blålys
Da torden og lynild eksploderer over den halvmørke aftensøvnige by, lyder det som om der bliver spillet på utallige elektriske instrumenter i luften.
Alt ryster og rasler.
Skrattende lyde, som af radiofoniske forstyrrelser, tumler rundt, og en hvinen som af mangfoldige ustemte violiner fylder ørerne såvel hos svævende afdøde som hos dem der går levende omkring.
Det er som om der bliver slået med bordben på bækkener, som om pauker trakteres med træklodser eller en taktløs kompressor skælver oppe i himlen.
Alt ryster og rumsterer over den halvmørke aftensøvnige by.
Nogle mærker deres kranier dirre, og mens øjenlåg sitrer som ruder i vinduer, kan man til alle sider høre sindets jordskorpe slå revner.
Et sted flakker pupiller omkring som lysekroner mellem vægge.
Et sted stryger sprækker hen over skrøbelige sjæle.
Et sted ...
Men lige med ét.
Igennem det mørkklædte hvælv farer raketter på størrelse med himmellegemer.
De farer af sted med så voldsom fart at det et øjeblik er som om samtlige himmellegemer springer i luften.
I det samme lyses jorden op af et skarpt, blitzagtigt blålys, og et lynhurtigt skær slår imod murstenshuse og betonblokke.
Her er alting så lyst.
Her er alting så klart.
Selv mørkerædde katte bliver blændet, og bælgmørke musehuller lyses op og skinner som høje lyse sale.
I byen har indbyggerne det, som befandt de sig i en kæmpemæssig celle, hvor nogen tog billeder af dem.
Men byen.
Byen selv.
Aldeles forsvarsløs står den ved verdens iskolde yderrand som et nøgent træ på en klippehylde, knap nok større end en utæt hytte eller en lillebitte dråbe vand, hvis man betragter den i verdensøjets blå skær.
Og havet, det skummende brusende hav.
Oprørt og gråt slår det mod klipperne, hvor forkrøblede grene skælver i deres iskolde nøgenhed.
Enten er deres blade ved at drysse af, eller de er forlængst føget langt pokker i vold, og i det blålysende mørke synes det som om alle husene, alle blokkene, alle bygningerne, de jernarmerede betonbygninger, er i færd med at ændre sig.
Ja, i skæret fra det klare lys antager de spøgelsesagtige slottes ansigtstræk, og det er ikke så sært hvis en og anden føler det, som om det et eller andet sted hviner i rustne hængsler.
Varme hilsner på en soldag
RoseMarie
|
|
|
|
