Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Hej i natten til dig, du sensommernisse ;)
Jo jo, trækfuglens kompas eksisterer i levende live her i huset ... og selvfølgelig også lugten af sne, som sagtens kan fornemmes, også her i en sensommernat ... og endda ligeså bevinget som trækfuglen selv :))
UNDER FJERSKYER
Som blod springer frem på en pande,
lyse, røde skyer af iskrystal
højt over jorden, før solen går ned,
kompakt lugt af fyrrenåle
føres med en brise fra træerne længere borte.
En sværm af insekter hænger i luften,
husker, hvordan det var at blive holdt vågen
af en historie uden at kæmpe mod søvnen, bare følge
læber i bevægelse, lytte til ord fra en mund,
mærke den varme ånde strømme mig i møde,
holde mig svævende i lampens lys
som insekterne foran mig.
Først efter historien landede jeg i mørket,
der var godt,
overladt til mig selv
piblede ord uophørligt frem.
Jeg er til stede, lytter til mit åndedrag midt på stien,
hvor jeg er standset,
som jeg hørte min vejrtrækning i mørket som barn
uden at kalde på nogen. Lungerne
spilede sig ud, når lampen blev slukket,
historierne var uden slutning dengang,
de blev ved, uberegneligt,
der var intet farvel,
ingen talte om, at noget ville ende.
Når ét eventyr sluttede, fortsatte det næste,
der var kun begyndelser, tilblivelse, åbninger,
som om historierne behøvede mig
for at folde sig ud, eller jeg behøvede dem
for at få pustet liv i mig, for at trække vejret,
så lungerne nåede himlen, videde sig ud
som nu i brisen under fjerskyerne.
***
FORELSKET FUGL
Trækker vejret ind, så dybt jeg kan,
skuldre hæver og sænker sig, lys
hæver og sænker sig, sneens aromatiske lys.
Jeg er tredimensional,
foldes lungerne ud, har de et areal
på størrelse med en lejlighed
på cirka 90 kvadratmeter, jeg flytter ind,
tager hver en krog i brug.
Mave, ryg, hele brystkassen udvider sig,
det kuppelformede mellemgulv,
der øger volumen i brysthulen, spiler sig ud,
når jeg trækker vejret, indsuger duftene omkring,
luft, passage, bevægelse,
jeg er lysvågen,
trækker vejret ind, snefog, snestorm, snevinter,
om natten snehvid månesabel.
Jeg synger og taler på luften, jeg ånder ud,
synger stående ved at løfte hovedet
som en forelsket fugl,
synger fuglen måske med bøjet hoved?
Trækker vejret ind, så dybt jeg kan,
som at stige på et tog nord for fremtiden
og lade sig fragte af sted,
finde hvile i bevægelsen, ro
til at omspænde et akustisk alfabet,
ro til at forme tanker til ord,
før jeg ånder ud igen hinsides snegrænsers hvide spor.
***
ÅND
Jeg indånder sneluft, indånder et verdensrum,
sneen daler, danser mellem træer, danser
under gadelygters lyskegler, sneen har mistet himlen,
sneen hvirvler gennem rummet, jeg indånder kulde,
indånder renhed, sneen er hvile for sjælen,
tanker stiger op, ekspanderer, mens hvert fnug søger
sit tilfældige centrum i verden, snehimlen lægger sig
på jorden, noget rækker ud over kroppens grænse,
noget større er til, end jeg kan omfatte, kun ane,
snehimlen lægger sig over mit hjerte,
jeg indånder luften, der binder
os sammen hver for sig.
Ånd mærkes, når den indfinder sig, rører
som med spidsen af en vinge, en vind, en tågebølge,
sætter sit spor af opløftethed, når den uventet kommer,
ånd er forbundet med min bevidsthed, men ikke mindst
større end den, ånd kan nå alles bevidsthed,
den findes mellem os, vi taler sammen,
forstår i glimt hinanden, griber ind i hinandens liv,
mirakuløst eller barbarisk, ord er udånding, indånding,
jeg indånder lugten af sne, ånder ud, ånder ind, som du.
... og go'nunat
Musen
P.S.
Jeg har ikke læst WA med trækfuglens bevingede ord,og jeg har forgæves søgt efter at finde den på nettet?
|
|
