|
3
registrerede somo, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
328
gæster og
50
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Go’morgen til sommeren og dig, RM..
Forleden nævnte du Virginia Woolf, hende jeg sætter så umådelig højt og hvis stemme jeg under højtlæsning ville ønske henrykkede mig, hvad der desværre er en umulighed der kun ved hjælp af fantasien realiseres, hvad man selvfølgelig ikke skal kimse ad, hvis dét gir historien et extra pift.
Og findes der vel noget som at få fortalt historie, ligge dér med blanke øjne som et ivrigt barn der bare vil presse momentet til sit yderste? Jeg tror det næppe, og tiltror VW at ha været lige så ypperlig en højtlæser som forfatterinde – en Ebbe Rode eller en Preben Uglebjerg i skørt, så at sige; at høre sidstnævnte fortælle historien om Peter og Ulven til instrumenternes dans i øret, det glemmer man aldrig.
VW var i øvrigt ret charmerende, eller indtagende dame, som det vist hed sig; ikke så få af tidens herrer lagde sig i hendes selskab ned med blank pels og bugen blottet, også i Bernard Shaw skabte hun et varmt indtryk, han skrev d. 10. maj 1940 dette:
Min kære Virginia,
Jeg husker ikke den hændelse Roger beskriver, og jeg ville næppe så kortfattet have afskrevet kunsten som social faktor, som om jeg blot en fem minutters tid havde kastet et blik på den som et fremmed emne. I virkeligheden er jeg kunstner til fingerspidserne og hævder altid, at jeg er et højtuddannet menneske, fordi jeg til stadighed havde kontakt med litteratur og kunst, herunder musik, i min barndom og fandt, at skolens og dens latin- og græsk-terperi ikke var andet end et forrående fængsel der på katastrofal vis greb ind i min virkelige uddannelse. Nu da jeg er næsten 84, er jeg mere end nogensinde overbevist om, at en æstetisk uddannelse er det bedste, man for tiden kan få, og at forsømmelsen af det æstetiske i videnskaben har berøvet den kravet på at være videnskabelig.
Det Roger hørte mig sige var naturligvis, at kunsten ikke kan gøre noget fundamentalt, før det økonomiske problem er løst. Jeg ynder at sige, at tolv timers sult vil degradere enhver helgen, kunstner eller filosof til en stratenrøvers niveau.
Jeg tror mit første private møde med Roger samtidig var mit første møde med Elgar. Vi spiste alle tre frokost hos Madame Vandervelde, der dengang var gift med den senere afdøde socialistiske minister i Belgien. Elgar, der havde nydt min musikkritik, da han var student, og huskede alle mine dumme spøgefuldheder, talte så overdådigt om musik, at Roger ikke kunne gøre andet end spise sin frokost i tavshed. Til sidst standsede vi for at trække vejret og få noget at spise selv, og Roger, der følte at vores værtinde ventede at han skulle yde sit bidrag, begyndte med sin smukke stemme (hans og Forbes Robertsons stemmer var de eneste man kunne lytte til for deres egen skyld): »Når det kommer til stykket, er der kun én kunst: alle kunstarter er ét og det samme.« Jeg hørte ikke mere, for min opmærksomhed blev fanget af et brøl fra den anden side af bordet. Det var Elgar med blottede tænder og rejste børster, i et frygtindgydende raseri. »Musik«, spruttede han, »står skrevet på himlen, så du kan notere den ned. Og du sammenligner det med en FORDØMT imitation.«
Det eneste Roger kunne gøre var enten at gribe karaflen og kløve Elgars hovedskal med den eller tage det som en engel med fuldendt værdighed. Og han gjorde det sidste.
Jeg ville ønske vi kunne se lidt mere til dem og Leonard; men vi to er nu så frygtelig gamle, at vi ikke længere vover at tilbyde vores selskab til fornøjelse for venner, der stadig befinder sig i livets vår.
Et af mine stykker hedder Heartbreak House (Natsværmere), og det forbinder jeg altid med Dem, fordi jeg fik ideen til det i det hus et eller andet sted i Sussex, hvor jeg mødte Dem første gang og, naturligvis, forelskede mig i Dem. Jeg formoder at alle mænd gjorde det. Derfor er jeg altid Deres
G. Bernard Shaw.
Tit er det jo de morsomme situationer og fortællinger der viser noget interessant om nogens liv, deres intelligens og personlighed – som leende mennesker der i situationen glemmer sig selv; fremfor dramaet, afskedsbrevene og en sidste tids frygtelige tilstande. Apropos de sjove historier, så her en de fleste genkender, og som nok tåler at blive fortalt igen og igen, og det må så være morgenhistorien, mojn-mojn: https://www.youtube.com/watch?v=F74PMrBt4Mk
mvh
Simon
|
|
|
|
