|
0
registrerede
1048
gæster og
2319
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Her Jorge Luis Borges tankestrøg henover livets glimt:
Tom stue
Mahognimøblerne insisterer
mellem falmet brokade på
at holde konversationen i live.
Daguerreotypierne
lyver om den falske nærhed
af gamle dage holdt tilbage i et spejl
og når vi undersøger dem nærmere viger de bort
som ligegyldige datoer
for obskure fødselsdage.
Igennem lang tid
har deres ængstelige stemmer søgt os
og findes nu kun
i barndommens første morgener.
Lyset fra dagen i dag
trænger jublende ind gennem ruderne
fra den råbende, svimlende gade
og kvæler og udsletter forfædrenes
spinkle røst.
*
Ewigkeit
Giv mig det kastilianske vers igen,
som gentar samme frygtelige lære
fra Senecas latin: at alt skal være
til ormen der skal gnave vore ben.
Lad mig besynge asken, bleg som lig,
dødens annaler, sejrene hun vandt,
hin dronning, i veltalenhed og krig,
hovmods utrættelige kombatant.
Nej aldrig. Jeg vil ikke være den
som fejt undsiger det som gav mig liv.
Kun én ting findes ikke. Glemslen.
Jeg ved, at i et evigt perspektiv
er det umistelige brændt og vejret hen:
smedien, månen, denne aften i mit liv.
*
Elegi over den umulige erindring
Hvad ville jeg ikke give for erindringen
om en jordvej med lave volde
og en rytter højt til hest mod morgenhimlen
(iført vid og luvslidt poncho)
på en af slettens dage,
en tid uden dato.
Hvad ville jeg ikke give for erindringen
om min mor betragtende gryet
på ejendommen i Santa Irene
uden at vide at hendes navn skulle blive Borges.
Hvad ville jeg ikke give for erindringen
om at have kæmpet i Cepeda
og at have set Estanislao del Campo
hilsende den første kugle
med modets munterhed.
Hvad ville jeg ikke give for erindringen
om lågen til en hemmelig villa
som min far åbnede hver aften
inden han gled ind i drømmen
og som han åbnede for sidste gang
den fjortende februar 38.
Hvad ville jeg ikke give for erindringen
om Hengists Skibe
læggende ud fra Danmarks sans
for at besejre en ø
som endnu ikke var England.
Hvad ville jeg ikke give for erindringen
(jeg har haft den og jeg har mistet den)
om et gyldent lærred af Turner
så stort som musikken.
Hvad ville jeg ikke give for erindringen
om at have hørt Sokrates
som på skarntydeaftenen
stille og roligt gennemgik
problemet om udødeligheden
vekslende mellem myterne og deres årsager
mens den blå død steg
fra hans allerede kolde fødder.
Hvad ville jeg ikke give for erindringen
om at du havde sagt at du elskede mig
og for ikke at have sovet til solopgang
skamløs og lykkelig.
*
Manuskript fundet i en bog
af Joseph Conrad
I de skælvende lande som stønner af sommer
er dagen en blændende lysning, et snit
gennem mørkets gardin, af nådesløst hvidt,
en feber som ind over sletterne kommer.
Men den gamle nat er dyb som et vandfyldt kar.
Vandet flyder bort i endeløse strømme.
Under stjernerne, i kanoer, vuggende i drømme
måler manden den flygtige tid med en cigar.
Grå tilslører røgen de stjerner der var
langt borte. Nuet mister fortid, navn og stand.
Verden flyder ud, bliver stadig mindre klar.
Floden den første flod. Manden den første mand.
- Jorge Luis Borges.
mvh
Simon
|
|
|
|
