|
0
registrerede
143
gæster og
123
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Arnes tro
|
Jamen Arne dog, ikke sidde her og banke dig selv i hovedet på den måde, som en anden ortodoks imod grædemuren i guddommelig selvfornedrelse; den slags hjælper lige så lidt som det at kime dørklokker – sagt i ren morskab:
Men den, der suger
som Sivet Maanens
Hvisken med Strømmen
og drikker som Luften
Nattesukket:
For ham er den kommende
Dag en Lidelse,
Solen en Bøddel.
Og den, som elsked
saa højt en kvinde
at Sjælen hastigt
svang sig mod Grænsen
og Menneskemaalet
overskredes:
Han finder sig snart
som Betler ved Døren.
(Drachmann).
Det er fuldt ud er muligt at diskutere religiøs overbevisning med både vid og humor, ja til glæde og gavn for sig selv, hinanden og andre. Der kræves selvfølgelig et personligt engagement med argumentation for idéer man fremmer, ja behovet for at konfrontere sig med kritiske spørgsmål, men ikke bare lysten til at gentage andre menneskers vrøvl. For det, at stille sig i skyggen af andre mennesker, har altså aldrig bragt lys over sagen i noget menneskes liv! Man sku’ jo gerne lære lidt af andres erfaringer, ikke bare gentage deres fejltrin blindt, ik’ Arne? Det gælder jo trods alt om at gennemskue sig selv og hinanden, ja det man ikke var sig bevidst, og siden om at rette denne bevidsthed imod skarpere spørgsmål, for netop dermed at skabe en mere sandsynlig beskrivelse og anskuelse af vores fælles virkelighed.
Det er det virkelige du sjældent sigter imod, dét der står støt i meningsstormen, uafhængig af subjektive meninger og tro – det er dér forvirringen finder ro, i det mindste for en stund, indtil nye opdagelser og spørgsmål er i kridthuset. Det er disse nyopdagelser du aldrig kommer et hak nærmere med lutter gentagelser af samme mening og spørgsmål – intet taler jo for et harmonisk univers styret af gudsjammerlige myndigheder, ligesom intet taler for en harmonisk jordklode, hvadenten du så tror der sker etymologiske forandringer med din gud, blot fordi du kalder guden for ’kærlighed’.
Meninger af den art er jo en gammel sag, der stadig ingen realitet har iboende. De er udtryk for en menneskelig fantasi, der i stedet for at hjælpe nogen til en bedre forståelse af livet og tilværelsen, bringer selve realitetssansen i forlegenhed. Det går bare ik’.
Det er jo svært at skabe en bedre verden, hvorfor man må starte i det nære. Men at starte i ’det nære’ handler ikke om at bilde sig selv og hinanden ind, at kærligheden løser alt, og da slet ikke at bilde sig ind at der i forvejen findes en harmonisk mening med ens liv – hvor dermed det disharmoniske ville udtrykke menneskets uforstand, men kun for at fremme gudetro.
For mennesket har altid forholdt sig til disharmoniske, ja kaotiske livsomstændigheder, og disse omstændigheder har ligefrem et navn og er altså fuldt ud opdaget: naturen! - hvor heller ikke vor egen indre natur er harmonisk tilrettelagt (af nogen guddommelig myndighed). Og naturligvis har oplevelsen af tilværelsen i dens uens former en psykologisk indvirkning på os, ja vi skaber ligefrem kulturformer og politik der menes at behage forestillinger om psykiske behov (arbejdshypoteser). Det hjælper bare ikke at projicere disse behov ud på den omkringværende natur, og det er jo egentlig den forvirring du har overtaget og gentaget i årevis, om du så ka’ lide at høre det eller ej ;)
Jeg tror det ville hjælpe gevaldigt på sagen, hvis du rettede dine spørgsmål imod noget man har mulighed for at undersøge og forandre, mod det muliges kunst, livet der udleves og opdages. Fx spørgsmål der vedrører måden vi indretter samfund på efter særlige forestillinger, ja hvorvidt disse i grunden tilgodeser vore behov, og om de senere slægter vil ku’ leve i ønskelig indbyrdes harmoni med den levefod eller om noget kunne være anderledes allerede i vores levetid?
Sådanne spørgsmål vil konfrontere forestillingsevnen og realitetssansen hos os alle, fordi vore meninger ville sejle i virkelighedsanskuelser, i det mindste ta udgangspunkt i dem. Her ville debat være et mere udbytterigt scenario, hvor du også ville udfordre din intuition lidt mer, evt. din kærligheden til menneskets ”forsømte sjæl” og alt det dér.
Var det ikke en bedre idé – ja med lidt god vilje, ku’ du jo kalde det for ’kærlighed til viden’; sagt for at komme overtroen om livet og mennesket selv, lidt til livs? Tænk tillige på din gamle snak om debatniveauet, realismens forankring deri, på brokoblingen du ville skabe til ateisterne, som til gengæld ikke ville drille dig så meget – uden du af den grund ska’ regne med at nogen ophæver gåseøjnene omkring dig som ”agnostikeren”, pssst!, det ville Huxley nu heller ikke ha’ gjort, for du er trods alt debattens udtrykte form for guddommelig kærlighed, som vi da ej ska’ mangle ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
