|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
187
gæster og
202
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Svar
|
Hej Michael.
Jeg kan meget vel følge dig, når du skriver:
Det er når vi møder os selv, resultatet af hele vores liv, at vi mærker den smerte som vi har ophobet.
Derfor er meditation den yderste ikke-handling. Ophævelsen af flugten væk fra det, som er.
Hvis vi bliver i denne smerte opdager vi, at den kun er møntens ene side. Bag vores gråd, vores møde med os selv, er stilheden, kærligheden, nåden eller Gud, hvad man nu kalder det.
Mens vi græder, og lever vores smerte, tømmes sindet for fortiden og når vi når til en ende med os selv, så er selve mønten blevet en anden.
Kun når tanken bliver stille er der fuldstændig opmærksomhed.
I denne opmærksomhed, som er stilheden og det uendelige rum - den fred der overgår enhver forstand - ser man det virkelige rum, det uendelige rum.
Dette rum er fyldt med stilhed og i denne stilhed hvor fortiden, erindringen er hørt fuldstændig op opstår en jublende glæde.
En jublende glæde - JA!
Og så er det, jeg kommer til at tænke på Prædikerens bog's 3. kapitel: "Alting har en tid", hvor jeg hæfter mig ved ordene:
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
For det er i den jublende glæde, jeg går ud og omfavner verden - så godt og så mindre godt - jeg nu kan 
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
