|
1
registreret Arne Thomsen
523
gæster og
47
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Kære Kristian
Ja, så kom du på banen her til en forholdsvis ædruelig snak om Gita'en kontra NT. Tak for det. Jeg vil på grund af min egen pressethed mest forholde mig til anden del af dit indlæg med en enkelt undtagelse, som kommer her:
Men da modstandernes hær bestod af en gren af den samme fyrsteslægt, som han selv tilhørte, var det i strid med slægtspligten, kula-dharma, at dræbe de beslægtede modstandere. Arjuna befandt sig derfor i en situation, som vi kunne kalde en regelkollision. Denne forståelse fremgår blandt andet af noterne i bogen.
Som jeg har forstået det, jfr. Sang 2, opfordrer Krishna Arjuna til at kæmpe mod modstanderne på stridsvognen og hermed også mod sine kære. Arjuna skal ikke binde sig til ubeslutsomheden eller handlingens resultat. Han skal med andre ord blot udføre handlingen (krigen?) ved at holde sig til Yoga. Og så står der en masse andet om den sikre erkendelse. For mig er alt det her rimelig uforståeligt, og jeg har meget svært ved ikke at komme til at råbe lidt højt (hæve stemmen inden i), og det håber jeg, at du/i kan bære over med. For jeg har godt nok svært ved at opfatte Gita'en som andet en tankeprocesser, der ikke svarer overens med min virkelighed. Der er så mange begreber på spil, som nok skal bindes op på et større tydningsunivers - jfr. indisk religion og kultur - som en guddommelig belæring. Tag nu f.eks. Krishnas tale til Arjuna om, at han ikke skal lade sig bestemme af handlingens resultat. Det er i direkte modsætning til kristendommen og almindelig sund og etisk fornuft, hvor resultatet i troens afgørelse ville være fællesskabet med Gud og verden i Jesus Kristus. Der er for mig at se al for meget fokus på tanken og dens koncentration i Gita'en og ikke ret meget konkret indhold.
Imidlertid har du efter min opfattelse ikke ret i, at Gita’en ikke indeholder nogen egentlig gudstro. Den retning inden for Hinduismen, der dyrker Vishnu i Krishna’s inkarnation, som vi møder ham i Gita’en, tror på Krishna som en personlig guddom. En guddom, som mennesket skal nære hengivenhed og kærlighed overfor, hvorefter mennesket modtager Krishna’s tilbagesvar i form af nåden. Ligger dette så forfærdeligt langt fra de kristnes tro?
Det var nok heller ikke så klart formuleret, men udgangspunktet er stadig ikke det samme. Det, du siger er jo, at Visnu dyrkes i Krishna som en inkarneret guddom. Mennesket skal dyrke denne guddom på en bestemt måde for derved at opnå nåden (hvilken nåde?) som, jfr. attende sang, består i, at Arjunas tvivl viger med beslutningen om at handle efter Krishnas bud. Hvad er det så, at Arjuna lærte?
Jeg kan godt se, at man kan påpege en masse ord i Krishnas belæring, som man også kan finde i kristendommen og f.eks. i Bonhoeffers teologi som f.eks. hengivelse og lydighed, mysterium og kærlighed. Så kan du jo spørge mig om, som du også gør, hvorfor jeg ikke koncentrerer mig om ligheden i stedet for om forskellen? Her må jeg henvise til de sidste dages indlæg til Michael, hvor mit sigte har været at påpege hele forskellen mellem Gud-mennesket-begivenheden (Kristusbegivenheden) og Gita'en som en tankens belæring (og endvidere forskellen mellem Religionsvidenskab, hvor du og Michael jo befinder jer, og Teologi, hvor Hanskrist og jeg befinder os). Her betragter jeg mig selv sagt med lidt for store ord som inkarnationsteolog eller sagt med andre ord som meget inspireret af inkarnations- og korsteologien (inkarnation, kors og opstandelse). Når Arjuna derfor siger, at han vil følge Krishnas bud, ville dette for en kristen betyde at følge Kristus, dvs. Guds Bud er faktisk Kristus selv (ikke som noget, der skal stræbes efter og findes gennem en bestemt yoga-tilstand, men som en nådes-begivenhed; Gud har allerede givet sig selv, lidt med os, i sin Søn Jesus Kristus), som står pro nobis (over for os).
Når du derfor spørger, om ikke Gita'ens inkarnerede Krishna svarer overens med kristendommens begreb om inkarnation, må jeg sige nej. Kristendommens inkarnatoriske princip handler om, hvorledes Gud kommer til os. Inkarnationen er en åbenbaring (ikke en idé) med et konkret indhold: Guds menneskeblivelse. Den begivenhed gennemsyrer kristendommen og kan yderligere siges at være baggrunden for en egentlig kristen eller Kristuscentrisk spiritualitet også forstået som Kristusmystik, som er den, der transformerer den kristnes eksistens (fra den gamle eksistens til den ny eksistens). Kristus er den, der - modsat Krishna (ud fra mit meget snævre indblik i Gita'en) - stiller sig i menneskets sted ved at forholde sig helt konkret til livets omstændigheder, ja, ved at sætte sig i de svages, syges, sultnes, undertryktes og lidendes sted. Lidelsen er ingen illusion eller et tankespind, der blot skal slippe følelserns indmarch i det reflekterende sind, jf. Arjunas beslutningsproces, men er så konkret og virkelig som Gud selv, der har bøjet sig ned mod jorden (den vertikale dimension; inkarnationen, dybet i historien og dybet i os) til døden på et kors. Gud i Jesus Kristus lider med andre ord, som vi gør.
Som jeg ser det, er det altså noget andet, der går for sig i Gita'en, hvor det kropslige ophæves til fordel for tankens erkendelse. Måske er du uenig med mig i dette?
Det er denne klarhed, som Michael efter min opfattelse taler om. Den klarhed, der gør mennesket fri, fordi det ikke er bundet af de fluktuationer, der består i at lade sig blafre rundt med vind og vejr. Er der nogen – væsentlig – forskel mellem på den ene side at søge Krishna i dybet af sig selv og i kærlighed, der besvares med Krishna’s kærlighed, og på den anden side at være dybt nedsunket i bøn til Jesus og i kærlighed, der møder sit svar i Jesu kærlighed til mennesket?
Begge dele er en illusion, Kristian. Nu er det lidt bombastisk sagt, så lad mig prøve, om jeg kan uddybe det. Jeg befinder mig sjældent nedsunket i mig selv, men lever og opfører mig konstant som et resultat af, hvad der er i mig oppe fra og nede fra. Bønnen opfatter jeg som et rum med Gud, en relation, der sættes ind på, ydmygende, lidende, overgivende eller opstemt og håbfuldt - ikke nødvendigvis med en forventning om et svar, men i troen på, at Guds vilje og kærlighed omfatter mig og mine medmennesker i Jesu Kristi navn. Jeg ber for at blive i troen, ja, for at sætte ord på mit konkrete livsindhold. Det centrale er altså TROEN. Guds svar er allerede givet mig/os som en gave, nemlig som Guds Bud eller Guds Ord, dvs. Jesus Kristus. Du finder i Gita'en en helt anden bevægelse. Jeg har svært ved at sætte ord på disse forhold og vil også gerne være mere imødekommende over for Gita'en, end jeg optræder i mine indlæg, men nu er det en debat, og min mave kender troens væsen, denne ene inkarnede, korsfæstede og opstandne Kristus. Jeg oplever her en nær forbindelse mellem kristolgien og virkeligheden. Når jeg bladrer i Tuxens udgave af Gita'en, møder jeg en laaang belæring i et utilgængeligt sprog, som næsten gør ondt i maven :o)
Den Krishna, som taler i Gita’en, har påtaget sig menneskeskikkelse, har levet et liv på menneskets vilkår, har taget del i Arjuna’s liv og været hans gesandt og rådgiver.
Han udtrykker lidt af dette i fjerde recitation, versene 6 og 7:
» 6: Skønt ufødt og med uforgængeligt selv og alle levende væseners herre, så bliver jeg til ved hjælp af min magiske skaberkraft, idet jeg kontrollerer min materielle natur.
7: For hver gang retten svinder, Oh Arjuna, og uretten tiltager, så manifesterer jeg mig
I fjerde sang taler Krishna også om, at han har levet i flere tilværelser og sågar skabt alt, endsige samfundssystemet som de fire kaster. I kristendommen er Gud godt nok også skaberen, men her har mennesket fået en formynderrolle, en forvalterrolle af det skabte, hvilket jo så kan ende i gruefulde situationer som f.eks. Naziregimet i 30'ernes Tyskland med Anden Verdenskrigen som følge og men ikke mindst de hvides indførelse af Apartheid i Sydafrika i 1948 (som først blev ophævet i 1990). Dette er et resultat af menneskets handlinger og ikke af Guds skaberkraft. Igen ser vi, jf. fjerde sang, at Krishna i stedet skaber uden føling med handlingens resultat, ja, han er, som han selv siger, ikke bundet til sine handlinger (vis er den, der ser ikke-handling i handling og omvendt). Hvad betyder det i grunden? Og hvorfor opfordrer Krishna Arjuna til at forsætte krigen? Er der et konsistent forhold mellem Gud selv og virkeligheden?
Jeg bliver nødt til at holde her, da jeg endnu ikke har fået lavet aftensmad osv, og der venter mig først en god spadsertur.
Mvh
Anne
|
|
|
|
